Vi spiller spillet – realityen der formede dig

Med gaffatape på sort gulv og rekvisitter af pap bliver scenen sat.

En række reality-stjerner – som de hedder i tabloidpressen – træder ind i et mørkt studie for at tale om deres medvirken i det populære tv-program Paradise Hotel.

Men de skal ikke bare tale.

Det geniale greb i Vi spiller spillet – realityen der formede dig er at lade de gladelig selvudleverende mennesker genopføre særligt dramatiske scener fra deres deltagelse i det grænsesøgende tv-koncept.

Over seks afsnit af en halv times varighed mødes nogle af de mest karismatiske og mindeværdige personer, som har deltaget i programmet.

Det starter med de to stridshaner Jeanette Dzienis og Pernille Nygaard, der i ottende sæson fra 2012 drev hinanden til tårer og næsten vanvid i en irritationsdyst om, hvem der var hotellets mest irriterende beboer.

Det er hjertevarmende at følge deres forbrødning, når de små ti år ældre kvinder gentager dysten i knap så adrenalinpumpende rammer. Man får virkelig en forståelse for nogle reflekterede mennesker, der i bagklogskabens ulideligt klare lys godt kan se, hvor tosset de opførte sig.

Senere kommer nogle af de største reality-koryfæer som Ulven Peter – med det borgerlige navn Peter Birch – og det festlige makkerpar Lenny Pihl og Philip May også på banen. Også sidstnævntes udkårne, Simone Hvenegaard, som han delte lidenskabelige kys og et jalousidrama med i trettende sæson, er med til at gengive deres tid på hotellet.

Fyrene er eksempler på moderne alfahanner, der ikke som i fordums tid lukker sig inde bag dobbeltradet jakkesæt og kølig mimik. Tværtimod bærer mændene deres følelser uden på tøjet og er ikke blege for at fælde en tåre – det er rørende at se den berømte skørtejæger Peter være rystende nervøs og konstant ved at bryde ud i gråd.

DR viste sidste år en anden dokumentarserie, som gik i kødet på et stort tv-fænomen, nemlig satire. Humoren der formede dig giver med morsomt arkivmateriale og spændende betragtninger fra hovedpersonerne en god indførsel i en af de mest dominerende komik-traditioner herhjemme.

Med Vi spiller spillet – realityen der formede dig er der blevet kælet mere for æstetikken.

Genrens sædvanlige talking heads er blevet udskiftet med en levende og medrivende stil, hvor almindelige interviews med deltagerne spædes op med de dynamiske rekonstruktioner og hele opløbet til dem.

Instruktør Frederik Sølberg giver deltagerne dessiner og et manuskript, når han med en metode inspireret af Joshua Oppenheimer (The Act of Killing) lader dem genopføre skelsættende øjeblikke i deres liv.

Sølberg får dem også til at improvisere og dermed tage ejerskab over deres egen historie, som er blevet underholdning for det danske publikum.

Frederik Sølberg var i sin tid instruktørassistent på den eksperimenterende mockumentary AFR. I forbindelse med 2018-premieren på dokumentaren Doel – om en belgisk spøgelseslandsby – fortalte han om at udfordre velsmurte Hollywood-historier gennem såkaldt slow cinema.

Særligt befriende og forfriskende er instruktørens insisteren på at tage reality-genren og de medvirkende seriøst.

Det ville være alt for nemt igen at gøre grin med Amalie Szigethy, når der bliver vist optagelser fra sjette sæson, hvor hun viser sig at have misforstået, hvad russisk roulette er.

Her får hun lov til alene – da hun ikke har ønsket et gensyn med de andre deltagere – at fortælle, hvordan deltagelse i programmet påvirkede den purunge kvinde, som havde og har en umådelig lyst til at være i kameraernes rampelys.

Samtidig giver filmholdet – dokumentarserien er produceret af selskabet Metronome efter en idé af Susanne Funder Mikkelsen, Andreas Iversen og Kristian Kryger – også ordet til dem, som normalt gemmer sig bag kameraet.

Adskillige tilrettelæggere, som på forskellige tidspunkter har siddet i kontrolrummet og styret deres små marionetdukker, giver udtryk for, at deltagerne var meget mere end blot et middel til godt tv for dem.

Det bliver næsten for meget, når Paradise Hotel undervejs forsøges ophøjet til antropologisk grundforskning. Faren ved at gå med på den tanke er, at man mister de kritiske betragtninger omkring, hvordan berømthedskulturen påvirker flere generationer af unge mennesker, som følger ivrigt med i løjerne på deres tv-skærm.

Her savner man en skarp stemme a la Henrik Dahl i Ekko #49, hvor han spidder berømmelseskulturen som et forsøg på at bilde ubefæstede sjæle ind, at ”de syv dødssynder – hovmod, griskhed, nydelsessyge, misundelse, frådseri, vrede og ladhed – i virkeligheden er kardinaldyder”.

Det bliver aldrig direkte italesat i Vi spiller spillet – realityen der formede dig, som til gengæld gør en dyd ud af at finde ind til det genuint menneskelige i det kyniske koncept. Og det gør den overraskende godt.