Vi har stadig i morgen

Paola Cortellesi er et koryfæ inden for den italienske underholdningsbranche. Hun slog igennem i radio og på tv som en formidabel komiker med en fremragende stemme og talent for at imitere andre italienske stjerner.

Som skuespiller er hendes letvægtskomedier sjældent rejst uden for hjemlandets grænser, men debuten som instruktør blev så stor en kassesucces, at den nu står foran en verdensturné.

Vi har stadig i morgen foregår i et sort-hvidt Rom i 1946. Den amerikanske hær patruljerede stadig, maden var knap og tiderne hårde – især for hovedpersonen Delia, der spilles af instruktøren selv.

Vi møder hende i en snusket kælderlejlighed, hvor hun går en travl dag i møde. Hun har et hjem fuldt af daglige gøremål, forskellige småjobs – alt fra paraplyreparatør til at give indsprøjtninger – og et familieliv med ansvar for tre børn, en sengeliggende svigerfar og voldelig mand Ivano (Valerio Mastandrea).

Ivanos afstumpede adfærd skildres først som et nøje koreograferet overgreb. En grusom dans, ægteparret ofte har indstuderet, og som ironisk peger tilbage på deres dage som nyforelskede. I en senere scene ser vi, hvordan Ivano nærmest klamrer sig til Delia, mens de danser kind mod kind.

Dansen er også et praj om, at filmen ikke følger direkte i fodsporene på de neorealistiske mesterværker, instruktøren har anerkendt som en inspirationskilde. Viscontis Bellissima (1951) og De Sicas Cykeltyven (1948) får nok visuelle nik med på vejen, men filmen går i sin egen retning.

Det gælder særligt musikken, der fører os bort fra efterkrigstiden med hits af Lucio Dalla – et italiensk nationalklenodie fra især 70’erne – og den amerikanske hiphopduo OutKast.

Det er ikke altid lige vellykket, og et aspekt af Delias historie skriger som negle mod en tavle: De gode er alt for gode, og skurkene er komplet modbydelige. Det havde gjort filmen mere interessant, hvis karaktererne var mere troværdige.

Det gentages ofte, at Ivano har overlevet to verdenskrige, men hvad oplevede han undervejs? Er det krigstraumer, der har gjort ham til det monster, han er i dag? Omvendt ser vi, at hans egen far ikke var sen med en ørefigen, så handler filmen om historiens tendens til at gentage sig selv? Kan mønstret brydes, før parrets børn tager det på sig?

Cortellesi går ikke op i den slags spørgsmål – og man kan godt argumentere for, at det er helt fair. Filmen handler jo om kvindefrigørelse. Men når Delias voldelige mand fremstår mere som en karikatur end et virkelighedstro menneske, er det lettere at affeje den trussel, han repræsenterer. Og hvis vi ikke tro på ham, hvor meget føler vi så for Delia?

Da Delias datter Marcella annoncerer sin nært forestående forlovelse med frieren Giulio, gør Delia sit ypperste for at servere et festmåltid og gøre sit beskedne hjem præsentabelt.

Men den potentielle, velhavende svigerfamilie er rædsom. Især den snobbede mor og datter, mens faren proklamerer, at han nok selv skal bestemme, hvem der gifter sig med hans søn. Og Giulio udmærker sig i alle de discipliner, Delia kender alt for godt: overfladisk charme, kontrolsyge og et bidsk temperament lige under det smilende ydre.

På samme vis er de gode overdrevent dydige.

Filmen er generelt for firskåren i sine portrætter og skildringen af kvindeundertrykkelse som noget, der hører en sort-hvid fortid til. Skal vi forarges over, at mænd tjener mere end kvinder for det samme stykke arbejde i 1946?

Velkommen til 2024!

Måske burde Paola Cortellesi have studeret sine filmiske forbilleder lidt nærmere. Neorealismens giganter præsenterede personer, man ikke kunne undgå at spejle sig i.

Vi har stadig i morgen er en hjertevarm film, men hvor mange billetter italienerne end har indløst, er den langt fra nogen kommende klassiker.