Versailles

Selv om vi lever i et lille europæisk smørhul, der af forskellige årsager er blevet kendt som exceptionel leverandør af tv-dramatik i udlandet, ser vi mest amerikanske serier.

De fleste DR-serier får stadig god bevågenhed, og TV 2 er kommet på banen med Rita og Norskov, men de kan slet ikke hamle om med den opmærksomhed, fantasy-serier som Game of Thrones og The Walking Dead får herhjemme.

Så når der kommer en serie, der promoverer sig som ”Frankrigs dyreste serie nogensinde”, bliver man som tv-aficionado nysgerrig. Frankrig er nemlig – sammen med England, der fortsætter sin rige krimi-tradition med nye serier som Broadchurch og The Fall – Europas bedste til moderne tv-serier, hvis vi holder Danmark ude af ligningen.

Krimiserien Braquo vandt en international Emmy i 2012. Året efter gik prisen til ligeledes franske Les Revenants,den flotteste og mest ambitiøse europæiske tv-serie siden Lars von Triers Riget.

Derfor er det ekstra ærgerligt, at Versailles ikke fremstår med en klarere vision.

At den har været dyr, er nemlig ganske tydeligt. Solkongen Louis XIV’s Frankrig i det sene 17. århundrede er pakket ind i smukke kostumer, mens billedsiden byder på kunstnerisk slowmotion, der er Terrence Malick værdig.

Vi møder Louis og hans hof i titlens lille by 25 km uden for Paris, som han er taget til for at slippe for storbyens pøbel. Her slås han med krigserklæringer fra omkringliggende lande, mens han nyder livet, som en barok konge har forstand på. Det resulterer blandt andet i en affære med broren Filips (Alexander Vlahos) kone Henrietta (Noemie Schmidt). Det gør dog ikke Filip det store, da han selv har øje for hoffets mænd.

Ligesom den aktuelle The Last Panthers, der vises på HBO Nordic, er Versailles en fransk co-produktion. Men hvor The Last Panthers griber den paneuropæiske finansiering an ved at foregå i hele Europa, er Versailles en mere syntetisk sag.

Mens den selvsagt foregår i Frankrig, er den skabt af de engelske tv-forfattere Simon Mirren og David Wolstencroft, hvis replikker leveres af engelsktalende skuespillere i rollerne som franskmænd. Det føles temmelig kunstigt.

Er der virkelig ikke skuespillere nok i Frankrig til, at Solkongens hof kan tale modersproget? Det havde endda givet ekstra kraft til de kunstneriske ambitioner, hvis serien havde gjort sig på kærlighedens sprog, men ambitionen at nå et større marked har åbenbart vægtet højere.

Skuespillerne gør ellers deres for at give de engelske gloser tyngde. Især George Blagden (Vikings) i rollen som den 28-årige Solkonge er et stærkt samlingspunkt for et bredt ensemble.

Et år tidligere har han mistet sin mor, som indtil da har regeret i hans sted, men nu står han selv i spidsen for en stolt nation midt i en krigstid. Det griber han i sit luksuriøse storhedsvanvid an med planer om at bygge verdens mest ekstravagante slot i det franske landskab.

De andre personer er knapt så godt tegnet. Det skyldes især det banale faktum, at der er rigtigt mange karakterer, som til forveksling ligner hinanden. I modsætning til Game of Thrones, hvor alle personerne ser forskellige ud og har hver deres kendetegn, er de i Versailles bare utallige afskygninger af langt hår og ansigtsbehåring.

Hans mange rådgivere, som især tæller tjeneren Bontemps (Stuart Bowman), bliver derfor ikke andet end flade træmænd.

Den franske elektromusiker M83 leverer sprødt anakronistiske toner, der giver et tilsvarende sammenstød som i Steven Soderberghs The Knick. Det bliver desværre kun gjort momentant, hvorfor chancen for en gennemgående stil glipper.

I det hele taget havde det styrket Versailles at være lige så bombastisk og højtravende som sin Solkonge.