Usynligt hjerte

Længe gik Laurits Flensted­-Jensens debutfilm under den engelske titel Neon Heart.

Men med den danske titel Usynligt hjerte er der skruet ned for associationer til farverig kærlighed og op for et blakket livssyn, der rammer filmens bistre tone mere direkte.

Her følger vi tre mennesker bundet sammen af livets omstændig­heder. De bevæger sig over et døgns tid i et askegråt og deprimerende København, hvor deres veje krydser hinanden.

Den tidligere stofmisbruger og nuværende handicaphjælper Niklas småhustler sig gennem dagen og vejen, mens hans lillebror Frederik er på vej ind i en verden af fodboldvold og kriminalitet. Frederik opdager en pornofilm med brorens ekskæreste Laura, der efter en kort karriere i den knap så glamourøse ende af den amerikanske filmbranche er tilbage på dansk jord.

Hun forsøger også at stable en ny hverdag på benene som handicap­hjælper. Men fortidens dæmoner lurer på skuldrene i form af en tatovering, som hun overmåde symbolsk får fjernet.

Victoria Carmen Sonne fik sit store gennembrud i Holiday, hvor hun lægger krop til uhyrlige overgreb.

Det samme er tilfældet i Usynligt hjerte, der i flashbacks viser grumme optrin fra Lauras tid i USA. Det er både hjerteskærende og gåsehudsfremkal­dende, når hjemmevideo­-optagelser afslører hende først til afklædt casting og siden på flugt fra en producer, der truer hende på livet i en solbeskinnet pool.

Laura er en naturlig forlængelse af den unge sexarbejder, Victoria Carmen Sonne spillede i Flensted­-Jensens dystre afgangsfilm fra Filmskolen: Melon Rainbow, der kan ses på All Time Shortlist. De to forstærker hinandens talent, og man ser gerne, at de fortsætter deres parløb på vej frem i branchen.

Men det er faktisk ikke hende, der brænder stærkest igennem i den tredelte fortælling.

Niklas Herskinds præstation som sin navnebror må blive en gennembrudsrolle. Man holder af den unge mand, selv når han franarrer sin gamle bedstemor penge. Det skaber en fascinerende dynamik, at filmen uden omsvøb kaster sig over tabuiserede emner. Der holdes ikke igen af frygt for at støde publikum.

Knap så medrivende er den spirende machomand Frederik (Noah Skovgaard Skands), der er besat af ”loyalitet”, som han får skrevet i blæk på armen. Frederik får sig dog en livslektie, da hans ven efterlader ham på egen hånd med parkens bøsser, som de ville true penge ud af.

Selv om Usynligt hjerte er en fatalistisk fortælling om ødelagte skæbner, byder filmen på forløsende glimt af humor, særligt i samspillet mellem Niklas og to mænd med Downs syndrom, som han er plejer for. Da en af dem har fødselsdag, vil Niklas vise dem alt, hvad verden har at byde på. Så de ender på et bordel!

Det er provokerende kosteligt, når han bagefter forklarer dem, hvad de skal sige på institutionen: ”Vi var på Bakken, spiste bøfsandwich og så Batman i biografen.”

Fotograf Balthazar Hertel indfanger ungdommens vildskab og forvirring i de rystede billeder, der veksler mellem rå realisme og billedskøn slowmotion, når de tre mennesker er på hver deres endeløse udviklingsrejse.

Mestre som Robert Altman og Paul Thomas Anderson har med film som Nashville og Magnolia spundet spraglede fortællinger om forbundne mennesker i karakteristiske miljøer.

Helt så høje nagler kommer den danske debutfilm forståeligt nok ikke op på, men instruktørens skiftevis brutale og følsomme drama er et kærligt generationsportræt om fortabte mennesker, der så hjertens gerne vil elske og elskes.

Den slags følelser gør oftest ondt, men en dansescene mod slutningen med Niklas og hans livsglade venner formår at gøre Medinas overfladiske pophit For altid oprigtigt rørende.

Usynligt hjerte er en tand for fragmen­teret, grænsende til det rodede, men man mærker et bankende hjerte, som slår højt nok til at overdøve larmen.