Biografanmeldelse
24. nov. 2023
Uskylden

Rana og Roham går i børnehave og er endnu ikke blevet delt op i piger og drenge, som resten af det iranske samfund er. 

Foto | Soroush Alizadeh

Uskylden

Rørende iransk drama om en børnehave, hvor det fanatiske præstestyre kontrollerer podernes leg og nysgerrige adfærd på umenneskelig vis.

Af Bo Tao Michaëlis

Fra fulde folk og børn skal man efter et gammelt mundheld høre sandheden.

I det islamiske præstestyrede Iran er eller skal der ikke være nogle af de førstnævnte, da alkohol er bandlyst. Men børn er der masser af. Og lige meget hvor i verden fødes de som sande væsener.

Selv den mest bigotte voksenhed med fanatisk lovreligion og etisk puritanisme kan ikke umiddelbart tøjle og kontrollere børns adfærd.

I første omgang. Siden kommer indoktrinering og manipulation til.

Det er det tematiske bagtæppe for iranske Amir Toodehroostas Uskylden, som er lavet uden støtte fra landets regering og finansieret udelukkende gennem personlige investeringer. Om den infantile, anarkistiske nysgerrighed over for både sex og sædvaner, som bliver kvæstet i første skoleklasse, hvor piger og drenge adskilles i undervisningssystemet.

Kort sagt drenge- og pigeskoler.

I Iran diskuteres det åbenbart om denne opdeling ikke allerede skal ske i børnehaven. Måske er det allerede for sent i første klasse at sætte ind over for børns naturlige spørgelyst og naive drillesyge. Og børn er underfundige og ikke altid lige nemme at narre endsige kontrollere.

Kropsangst og seksuelt hysteri kommer i første omgang til kort. Men alle autoritære systemer har metoder, som i diverse gradbøjninger kan bremse enhver progressiv udvikling i retning af fri tale og tanke.

Som vi ved fra præstestyret i Iran, er terror og tortur magtmidler over for hvert et oprør. Magtmidlerne håndhæver det vedtagne tyrannis slavisk rigide regler, som regressivt forsøger at holde landet fri af vestlige menneskerettigheder.

Uskylden er et minidrama, som afspejler det store drama ude i samfundet, det teokratiske diktatur. Instruktøren filmer bogstaveligt i børnehøjde. Nogle gange så meget, at vi ikke ser de voksne som andet end personer, der er højere end deres afkom.

Tonen er sprød og sød. Men også med en accent om, at det for regimet gælder strikt og strengt om at adskille kønnene ned i mindste detaljer.

Snart får pigerne dækket deres hår med tørklæde. Drengene får at vide, at en hijab er en kvindes skønneste iklædning. Den naturlige sødme omkring drenge og pigers uskyldige lege skubbes hurtig ind i en adskilt verden hver for sig.

Som vesterlænding tænker man med mest smerte på pigerne. Deres simple barndom skal snart korsetteres ind i stramme konventioner og irrationelle forbud, som det kan koste livet at bryde.

Drenges opførsel beskæres evident også. Men ikke i nær samme fatale grad i et patriarkalsk samfund, hvor mandskønnet er en fordel nær sagt alle vegne i samfundet.

Det er denne særlige form for islamisk kønsfremmedgørelse, der er så skræmmende umenneskelig.

Handlingen er enkel og minimalistisk.

En ung, progressiv og kvindelig børnehavelærer udviser en tolerance, som systemet på længere sigt ikke tillader.

I begyndelsen siger børnene, at hun aldrig vil lade dem være uartig. Men da en af hendes poder synger en popsang og twerker med numsen som i en musikvideo, slår styret til. Læreren bliver sat under religiøst opsyn.

Imens fortæller præsterne opbyggelige historier om engle, mirakler og andre metafysiske størrelser til børnene. Det er en del af indoktrineringen i den rette muslimske selvforståelse om undfangelse og seksuel adfærd.

Uskylden er en rørende, inciterende og helt igennem sympatisk film. Den har sans for barndommens uskyldige oplevelse af virkeligheden, som vi her i Norden ofte tror, at vi har patent på at skildre.

Men Uskylden er også meget vestlig i sit filmiske sprog med lune replikker og konkrete spørgsmål fra børn, som er klogere end deres forældre. Lydsiden er velklingende klavermusik, og filmudtrykket er på alle måder nænsomt diskret og latent samfundskritisk.

Vi er i en børnehave i et diktatur, som bekæmper menneskeheden allerede fra barnsben af.

Titel:
Uskylden

Originaltitel:
Asab keshi

Land:
Iran

År:
2023

Instruktør:
Amir Toodehroosta

Manuskript:
Amir Toodehroosta

Medvirkende:
Ayhan Shaygan, Shabnam Dadkhah, Nora Hanifeh Zadeh

Spilletid:
91 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
23. november

Relevante artikler

Biografanmeldelse
03. nov. 2023
Lærerværelset

Lærerværelset

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
14. dec. 2025
Den gode stemning

Den gode stemning

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Nyhed
18. dec. 2025
Ekko bringer de sidste julegaver ud

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Gaucho Gaucho
Biografanmeldelse
18. dec. 2025

Gaucho Gaucho

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Mest læste

William Friedkin er død
Nekrolog
08. aug. 2023

William Friedkin er død

Historien på film
Flammen & Citronen
Tema
03. nov. 2007

Flammen & Citronen

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten