Uproar

Fra tid til anden dukker der en lille newzealandsk film op, som er fast besluttet på at knuse publikums hjerter. Tænk bare på Whale Rider, Once Were Warriors eller Hunt for the Wilderpeople.

Julian Dennison spiller den knuselskelige, uterlige hovedperson i sidstnævnte. Han er igen omdrejningspunktet i Uproar, der forener en rørende og morsom ungdomsfortælling med en åbenhjertig diskussion om New Zealands egne fordomme.

Filmen er instrueret af Hamish Bennett og Paul Middleditch, løst baseret på Pauls barndom i 1980’erne. Det er en overskyet, af og til regnvåd affære optaget i det bakkede landskab omkring storbyen Dunedin på Sydøen, men de grå skyer passer til hovedpersonens humør.

Syttenårige Josh Waaka gør sit bedste for at gøre sin enlige mor (Minnie Driver) stolt og hjælpe sin ældre bror Jamie (James Rolleston) med at komme til hægterne igen, efter en skade kostede ham en rugbykarriere.

Hvis Ricky Baker fra Hunt for the Wilderpeople var et ”bad egg”, som han insisterede på, er Josh omtrent så god, som et æg kan være. Han er stille, ansvarsbevidst og flittig.

Men det er ikke helt nok til at klare sig uden knubs gennem en fjendtlig skole – eller, som Josh er ved at erfare, i en fjendtlig verden.

Det stikker i hjertet at se Josh forsøge alle tænkelige tricks for at skaffe sig venner og finde sin rette hylde. Han melder sig til rugby-reserveholdet, tager pis på sig selv og afslår alle lærernes forsøg på at få ham til at give de svar, alle ved, han brænder inde med.

Alligevel ender han med at bruge hvert et spisefrikvarter alene på biblioteket, hvor han smugspiser sin sandwich, når bibliotekaren ikke kigger.

Men tilværelsen begynder at forandre sig for Josh, da der opstår demonstrationer imod det sydafrikanske Springboks-rugbyholds kontroversielle verdensturné i 1981. Store dele af verden havde allerede taget afstand til apartheid-regimet, og i New Zealand gav protesterne anledning til at reflektere over landets egen behandling af den indfødte Maori-befolkning.

Josh’ far var Maori, men hans mor er hvid, og han har næsten kun hvide klassekammerater. Så det meste af skandalen går hans næse forbi – i hvert fald indtil hans bedste ven Grace og aktivisten Samatha presser ham til at involvere sig.

I mellemtiden kæmper hans mor for at skaffe ham en plads på skolens rugbyhold, mens hans støttende lærer Bror Madigan forsøger at hjælpe Josh med at udvikle sit flair for skuespil.

Josh trækkes først i én retning, så en anden, mens han forsøger at finde balance mellem familien, Maori-fællesskabet og sig selv. Heldigvis styrer instruktørerne Uproar uden om endnu en selvtilstrækkelig coming of age-historie.

Man mærker, at alle filmens personer har deres at døje med.

Josh’ mor er stresset over at måtte have flere jobs. Hun bearbejder stadig sorgen over mandens død og over at være blevet afvist af både sin egen og hans familie, der ikke billigede deres ægteskab på tværs af kulturer. Josh’ bror har været på randen af selvmord, siden han mistede muligheden for at dyrke den sport, der gav ham selvtillid og en retning i livet.

Filmens forståelse og empati er nærmest grænseløs. Julian Dennison har altid været et indtagende bekendtskab, men efterhånden er han også en fremragende skuespiller. Josh fremstår aldrig som en nørd eller taber, men som en velmenende, intelligent fyr, der forsøger at få livet til at gå i hak.

Uproar er en lille, delikat film.

Handlingen forvilder sig ud på nogle omveje og tager undervejs et gevaldigt krumspring fra komedie til tragedie. Men filmen er helt grundlæggende en skarp og engagerende skildring af, hvad det betyder at finde den rette vej i livet.