Serieanmeldelse
22. juni 2020
The Luminaries
Bordelmutteren Lydia (Eva Green, tv.) tager den nyankomne Anna (Eve Hewson) under sine vinger i byen Hokitika i New Zealand, som i 1860’erne er fyldt med guldgravere. Foto | Kirsty Griffin

The Luminaries

Visuelt blændende western-serie fra New Zealand viser lovende takter med historier om jagt på rigdom i 1860’erne.

Af Claus Nygaard Petersen

Guldet glimter så intenst, at man næsten kan fornemme, hvordan det borer sig ind i personernes hoveder og aktiverer begæret. De må have det for enhver pris, for det er vejen ud af den tilværelse, de er strandet i.

I miniserien The Luminaries er den unge Anna Wetherell i 1860’erne ankommet til byen Hokitika i New Zealand. Guldfeberen raser vildt, og på gaderne i byen er det et kæmpe skue, når en guldgraver skal have vurderet sit bytte.

Hver bevægelse hos manden, der udfører testen, følges nøje af den store folkemængde, heriblandt Anna. Klapsalver fylder gaden, da det annonceres, hvor meget guld der er indsamlet.

Guldgraverbyerne er fyldt med mennesker, som er klar til at hjælpe de flittige gravere med at bruge noget af deres nyfundne formue. Blandt dem er bordelmutteren og spåkonen Lydia Wells, der ikke er sen til at tage den unge, smukke og nyankommne pige ind under sine vinger.

Serien er baseret på Eleanor Cattons prisvindende roman, og hun står selv for manuskriptet til serien, som Claire McCarthy (Ophelia) instruerer.

Og allerede i løbet af de første fem minutter bliver spændingen skruet i vejret.

Serien springer i tid, så de første scener viser Anna ni måneder efter ankomsten. Hun løber rundt i de bakkede landskaber, badet i månelysets skær, mens guldstøv flyver ud fra et hul i hendes taske. Hun når frem til en hytte, hvor en mand er blevet skudt udenfor, og indenfor ligger der et lig.

Hvad er der sket i hytten, og hvad har ledt op til de to tidslinjer, som serien arbejder i?

Med det gudesmukke, newzealandske landskab som legeplads fremstår The Luminaries som en blankpoleret version af den fantastiske western-serie Deadwood.

Vi møder ludere, lommetyve, immigranter og den lokale maori-befolkning, der har det tilfælles, at de jager rigdom i håbet om en bedre tilværelse.

Men hvor den amerikanske pendant mesterligt balancerer grum realisme med shakespeareske monologer til UG og har en af tv-historiens mest karismatiske antihelte i form af salon-ejeren Al Swearengen, fænger The Luminaries ikke på samme måde.

Eve Hewson og Eva Green, som henholdsvis Anna og Lydia, er i seriens to første afsnit suverænt de mest interessante.

Hewson formidler fornemt Annas overgang fra naiv tilflytter til spirende, opportunistisk lykkerider. Og Green, som tidligere har brilleret i serien Penny Dreadful, får som altid maksimalt ud af en ellers spinkel karakter. Hun kan med blot et enkelt blik få seernes opmærksomhed.

For resten af holdet er der indtil videre lidt langt mellem snapsene. Himesh Patels rolle som lykkejægeren Emery Staines giver således endnu ikke skuespilleren mulighed for at vise evnerne ordentligt.

Der er rigeligt med potentiale i The Luminaries, hvor et mordmysterium, prostitution, astrologi og hensynsløs jagt på rigdom bør give mulighed for både spænding og intriger.

Det er alt sammen mægtigt flot, når farverne nærmest springer ud af skærmen. Men det er måske ikke det mest subtile, at en serie om guld næsten har enhver scene klistret til med 50 forskellige nuancer af gul.

Ikke desto mindre er man nysgerrig efter at vide, hvordan Anna er endt i hytten, og hvem morderen er. Det er simpelt, men mord og begær kan næsten altid drive selv det spinkleste plot fremad.

Spørgsmålet er, om det er lige så tilfredsstillende, når ejeren af den rygende pistol bliver afsløret. Kun rejsen dertil kan give det svar.

Titel:
The Luminaries

Land:
New Zealand, England

År:
2020

Instruktør:
Claire McCarthy

Manuskript:
Eleanor Catton

Medvirkende:
Eve Hewson, Eva Green, Hamish Patel, Ewen Leslie, Marton Csokas, Richard Te Are

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
To afsnit

Premiere:
21. juni på HBO Nordic

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
27. nov. 2023
Thanksgiving

Thanksgiving

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro