The Luminaries

Guldet glimter så intenst, at man næsten kan fornemme, hvordan det borer sig ind i personernes hoveder og aktiverer begæret. De må have det for enhver pris, for det er vejen ud af den tilværelse, de er strandet i.

I miniserien The Luminaries er den unge Anna Wetherell i 1860’erne ankommet til byen Hokitika i New Zealand. Guldfeberen raser vildt, og på gaderne i byen er det et kæmpe skue, når en guldgraver skal have vurderet sit bytte.

Hver bevægelse hos manden, der udfører testen, følges nøje af den store folkemængde, heriblandt Anna. Klapsalver fylder gaden, da det annonceres, hvor meget guld der er indsamlet.

Guldgraverbyerne er fyldt med mennesker, som er klar til at hjælpe de flittige gravere med at bruge noget af deres nyfundne formue. Blandt dem er bordelmutteren og spåkonen Lydia Wells, der ikke er sen til at tage den unge, smukke og nyankommne pige ind under sine vinger.

Serien er baseret på Eleanor Cattons prisvindende roman, og hun står selv for manuskriptet til serien, som Claire McCarthy (Ophelia) instruerer.

Og allerede i løbet af de første fem minutter bliver spændingen skruet i vejret.

Serien springer i tid, så de første scener viser Anna ni måneder efter ankomsten. Hun løber rundt i de bakkede landskaber, badet i månelysets skær, mens guldstøv flyver ud fra et hul i hendes taske. Hun når frem til en hytte, hvor en mand er blevet skudt udenfor, og indenfor ligger der et lig.

Hvad er der sket i hytten, og hvad har ledt op til de to tidslinjer, som serien arbejder i?

Med det gudesmukke, newzealandske landskab som legeplads fremstår The Luminaries som en blankpoleret version af den fantastiske western-serie Deadwood.

Vi møder ludere, lommetyve, immigranter og den lokale maori-befolkning, der har det tilfælles, at de jager rigdom i håbet om en bedre tilværelse.

Men hvor den amerikanske pendant mesterligt balancerer grum realisme med shakespeareske monologer til UG og har en af tv-historiens mest karismatiske antihelte i form af salon-ejeren Al Swearengen, fænger The Luminaries ikke på samme måde.

Eve Hewson og Eva Green, som henholdsvis Anna og Lydia, er i seriens to første afsnit suverænt de mest interessante.

Hewson formidler fornemt Annas overgang fra naiv tilflytter til spirende, opportunistisk lykkerider. Og Green, som tidligere har brilleret i serien Penny Dreadful, får som altid maksimalt ud af en ellers spinkel karakter. Hun kan med blot et enkelt blik få seernes opmærksomhed.

For resten af holdet er der indtil videre lidt langt mellem snapsene. Himesh Patels rolle som lykkejægeren Emery Staines giver således endnu ikke skuespilleren mulighed for at vise evnerne ordentligt.

Der er rigeligt med potentiale i The Luminaries, hvor et mordmysterium, prostitution, astrologi og hensynsløs jagt på rigdom bør give mulighed for både spænding og intriger.

Det er alt sammen mægtigt flot, når farverne nærmest springer ud af skærmen. Men det er måske ikke det mest subtile, at en serie om guld næsten har enhver scene klistret til med 50 forskellige nuancer af gul.

Ikke desto mindre er man nysgerrig efter at vide, hvordan Anna er endt i hytten, og hvem morderen er. Det er simpelt, men mord og begær kan næsten altid drive selv det spinkleste plot fremad.

Spørgsmålet er, om det er lige så tilfredsstillende, når ejeren af den rygende pistol bliver afsløret. Kun rejsen dertil kan give det svar.