Serieanmeldelse
24. juli 2025
Untamed

Eric Bana spiller den seje efterforsker Kyle Turner, der er god nok på bunden, mens Lily Santiago i rollen som Naya Vasquez forvandles til byboer til landmus og sågar en handlekraftig en af typen.

Foto | Ricardo Hubbs

Untamed

Plottet er noget mekanisk, men Eric Bana og Sam Neill leverer den maskuline vare, og Lily Santiago er originalt menneskelig i naturskøn nationalparkkrimi.

Af Bo Tao Michaëlis

Et par bjergbestigere klatrer op ad en stejl bjergside af det 910 meter høje El Capitan i miniserien Untamed. Men så pludselig trækkes deres livsvigtige tovværk ned af liget af en ung kvinde.

Snart viser det sig, at hun har været forsvundet længe og sporløst. Inde i de dybe skove, der er en del af Yosemite National Park i Californien. Et sjældent smukt område med fascinerende bjerglandskaber, dunkle skove, dybe søer og flot dekoreret med vandfald, som synes at komme direkte fra Edens have.

Vi er i Guds eget land, men selvfølgelig med de sleske slanger, som altid findes i et jordisk paradis. Her i form af narkofolk og deres bøse håndlangere, der gemmer sig i det vildnis, kun en tåbe ikke frygter.

Men heldigvis har den slags nationalparker på størrelse med Fyn sit helt særlige korps af raske betjente. Mænd i kakiskjorter, brune bukser og den obligatoriske amerikanske spejderhat, som signalerer autentisk stålsathed og utrætteligt vovemod. Naturens raske mænd og kvinder med pistol ved siden, et blik for bjerge og bjørne, men også dus med himlens fugle og skovens vildedyr.

En af disse er Kyle Turner, som oven i købet tilhører reservatets eget specialkorps, Investigative Services Branch, selvfølgelig med tråde til storebror, det føderalt landsdækkende FBI. Turner er en gråsprængt, skægget herre, rolig og retskaffen, sådan da og med måde.

Han kender sit terræn som sin egen bukselomme, men bærer også rundt på et traume, som kostede hans ægteskab. Sønnens kidnapning og død. Så nu bor Kyle dybt og ensomt inde i landskabet i selskab med spiritus i forskellige flasker. Han er meget lidt vellidt på jobbet. En småtavs enspænder, som sjældent kerer sig om meget andet end sig selv og sine sår.

Men her bliver han sat sammen med en ny i korpset, Naya Vasquez, som minsandten også traumatisk er på flugt fra noget i fortiden. Hun har et barn med en voldelig kollega tilbage fra dengang, hun var betjent i Los Angeles.

Turner lærer hende at ride, og disse scener er nok de smukkeste i serien. Som i de gamle cowboyfilm, hvor en hest er menneskets bedste ven, samt charmerende toner fra hesteoperaen, hvor to mennesker knytter sig til hinanden i fælles skæbne og valgslægtskab. Venskaber sluttes smukt på tværs af klasse og køn.

Men ellers har vi været i nationalparken før. Mange gange, og denne gang, som kalder sig utæmmet, er egentlig lidt mere tam end ellers.

Eric Bana er overbevisende som den toughe Kyle Turner, god nok på bunden, selv om der er lidt langt ned. Sam Neill, yndlingspalæotologen Dr. Alan Grant fra Jurassic Park, er skovenes sympatiske og overordnede spejderdreng, lovens mand i et landskab oprindelig kun med jungleloven som rettesnor.

Yosemite National Park er smuk som ind i helvede, men ellers siger fakta, at meget er optaget i Canada. Mest bemærkelsesværdig er Lily Santiago som Naya Vasquez, bymusen, der forvandles til landmus og sågar en handlekraftig en af typen.

Serien er en minserie, altså en afsluttet affære, men hvis den skal åbnes til noget længere med flere sæsoner, må det være med hende i hovedrollen. Den seje spejderpige, som kan mere end at overleve på ingenting og aflæse naturens tegn som varsler om strabadser og skærmydsler.

Bana og Sam Neill leverer den maskuline vare, de kan som armbøjninger på gulvet og har serveret før. Mænd, som kommunikerer mest med hinanden uden ord og bedst med sigende blikke. Men Lily Santiago er originalt menneskelig og som type lidt længere væk fra klichéen end seriens stereotype karlfolk med stoisk standhaftighed og brøsig mandighed.

Untamed er et lidt for forudsigelig og fersk med sit noget mekaniske plot. Men serien er seværdig, især fordi den er lakonisk kort. Engang imellem er det en lise at springe på en serie, som ikke er langt som et maratonløb uden målstreg.

Titel:
Untamed

Land:
USA

År:
2025

Serieskaber:
Mark L. Smith, Elle Smith

Instruktør:
Thomas Bezucha, Neasa Hardiman, Nick Murphy

Manuskript:
Mark. L. Smith, Elle Smith

Medvirkende:
Eric Bana, Sam Neill, Lily Santiago, Rosemarie DeWitt

Spilletid:
Seks afsnit af cirka 45 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
17. juli på Netflix

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten