Biografanmeldelse
21. dec. 2016
The Untamed
Den utilfredsstillede Alejandra (Ruth Ramos) er blot en af mange, der stifter bekendskab med det liderlige tentakelmonster i Amat Escalantes syrede film. Foto | Manuel Alberto Claro

The Untamed

Surrealistisk, mexicansk trekantsdrama er et visuelt betagende mindfuck, hvor dyrene knepper, som var de undsluppet isolationsfængsel i Noas Ark.

Af Lee Marshall

Det er ikke nødvendigvis dårligt, at man efter en film spørger sig selv: ”Hvad fanden drejede det sig om?”

I Amat Escalantes fjerde film gælder det først og fremmest tilstedeværelsen af et liderligt tentakelmonster, der vil få mange til at klø sig undrende i nakken.

Uhyret penetrerer sine ”ofre” og fører dem til uanede højder af seksuel nydelse. Det spiller samme rolle som narkomisbrug har gjort det i Escalantes tidligere film, og fører karaktererne ind i en ond spiral af ekstase, afhængighed, tvangshandlinger og skuffelse.

Denne excentriske blanding af porno, horror og sci-fi er presset ned over et langt mere ordinært socialdrama om fire utilfredse mennesker, der lever som ensformige eksistenser i en mexicansk storby. Det er en mærkværdig sammenstilling, der slet ikke burde fungere – og der er også huller i syningen – men uden dette mismatch ville The Untamed være en langt mindre interessant oplevelse.

Den blege, androgyne Veronica (Simone Bucio) bliver nedslået, da monstret afviser hende – og endda efterlader hende med et grimt, åbent sår – og beslutter sig for at skaffe det nye partnere. Sit første offer finder hun allerede på skadestuen, hvor den flotte, homoseksuelle sygeplejer Fabián (Eden Villavicencio) syer hendes sår sammen.

Hun fører ham gennem et dunkelt eventyrlandskab, langs en lille bæk, tværs over åbne marker og gennem en mørk skov, inden de når frem til en øde træhytte i en solrig lysning, hvor monstret bor.

Eventyrstemningen emmer af mørk fatalisme, der også har præget Escalantes fire film til dato. Den bedste af dem er Heli, der vandt ham prisen for bedste instruktør ved Cannes-festivalen i 2013, og også fik dansk premiere.

Den handler om en trøstesløs mexicansk provins overladt til narkokartellernes vilkårlige hærgen. Også her finder man et bælgsort mismod, som forpurrer alle karakterernes forsøg på at forbedre deres skæbne. I The Untamed antyder Escalante dog for første gang en mulig, kosmisk forklaring på håbløsheden: prologen, der er som stjålet fra Escalantes filmiske forbillede, Carlos Reygadas, viser en meteor, der i slow-motion suser ufravigeligt i retning af Jorden.

Det vender filmen aldrig tilbage til; det er blot ment som en kunstnerisk appetitvækker.

Man mærker til tider, at Escalante er på kunstnerisk dybt vand, men det er samtidig til filmens fordel, at han ikke kan give sit publikum alle svarene. Han antyder lige akkurat nok til, at man selv har lyst til at lede videre.

Det meste af filmen udspiller sig i den snavsede storby, hvor den følelsesmæssigt og seksuelt frustrerede Alejandra (Ruth Ramos) bor med sin følelsesforladte mand Angel (Jesus Meza).

Han er et macho-poserende, homofobisk fjog, der endda – viser det sig – har en affære med sin kones bror, den førnævnte Fabian.

Efter en tragedie, der kortvarigt leder filmen gennem en politiefterforskning, er det den martrede Alejandra, der opsøges af Veronica og lader hende føre an gennem den mørke skov. For så at give sig hen i en ublu CGI-sexscene af kunstnerisk hårdtslående tentakelporno, der ikke desto mindre virker så absurd, at det måske havde været bedre at overlade den til fantasien.

Der sker både for meget og for lidt i Escalantes film til rigtig at tilfredsstille publikum på samme måde som monstret tilfredsstiller sine ofre.

Der er alt for lidt dramatisk tyngde i disse ulykkelige karakterers sammenvævede historier, selv om det på ingen måde skyldes de fremragende skuespillere.

Men det er en visuelt betagende film.

Det gælder selvfølgelig de grumt erotiske scener med monstret, men også karakterernes sjæleforladte samlebåndsarbejde er slående iscenesat, optaget som gennem en antiseptisk dis. Og én scene er komplet uforglemmelig, hvor vi ser monstrets erotiske indflydelse uden for den lille hytte. Her knepper utallige dyrepar, som om de netop var undsluppet isolationsfængsling i Noas ark.

Escalante efterlader publikum med en mere raffineret oplevelse, end filmens uhyrlige indhold måske antyder. The Untamed er en mærkværdig fabel om forbistrede længsler og måden, de fører os alle frem i denne uperfekte verden.

Titel:
The Untamed

Originaltitel:
La región salvaje

Land:
Mexico

År:
2016

Instruktør:
Amat Escalante

Manuskript:
Amat Escalante, Gibrán Portela

Medvirkende:
Simone Bucio, Jesús Meza, Ruth Ramos, Eden Villavicencio, Kenny Johnston

Spilletid:
100 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
25. december

Relevante artikler

Biografanmeldelse
06. maj 2014
Heli

Heli

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. dec. 2025
Den nye bølge

Den nye bølge

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
I’m Still Here

I’m Still Here

Biografanmeldelse
27. okt. 2025
Bugonia

Bugonia

Biografanmeldelse
06. mar. 2025
Svære sandheder

Svære sandheder

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten