The Unknown Known

Donald Rumsfeld sidder blødt belyst i et mørkt rum.

Han er iført jakkesæt, lyseblå skjorte og stribet slips. Han bærer uindfattede briller og har gråt tilbagestrøget hår. Han fremstår diskret, stilfuld og klassisk, når han fortæller kameraet om sit lange, professionelle liv i toppen af amerikansk udenrigspolitik og om de titusindvis af memoer, han har dikteret gennem årene. Han har et sælsomt drag om munden, der minder om et smil, både når han taler, og når han tier.

Når han tier er det for at vælge de helt rigtige ord. Og ordene kommer altid ud af munden med et skræmmende selvsikkert tonefald og ofte fyndigt formuleret.

Den Oscar-vindende dokumentar-veteran Errol Morris’ nye film kan umiddelbart ligne et hyper-loyalt portræt af den tidligere forsvarsminister og mangeårige præsidentielle rådgiver Rumsfeld, men filmen er mere og andet end det. For mellem linjerne siges der præcis, hvad der skal til for at sidde helt tæt på magten gennem årtier.

Donald Rumsfeld blev valgt ind i kongressen tilbage i 1960’erne. Han arbejdede under Nixon, men blev hældt ud af sin chef, fordi han syntes, at hans holdninger lagde sig for tæt op ad de populære, meningsdannende aviser.

Han blev derfor NATO-ambassadør lige før Watergate-skandalen brød ud og reddede således sin politiske karriere, imens flere af vennerne gik ned med Nixon-skibet.

Alle Rumsfelds tusinder af memoer, hans ideer og overvejelser, er gemt for eftertiden. Og indholdet af disse memoer er udgangspunktet for Morris’ interview med hovedpersonen. Interviewet udgør filmens rygrad og suppleres med arkivoptagelser og grafiske overblændinger af ord og tekststykker.

Rumsfelds fremstilling tydeliggør, hvor snu han er.

Han har smøget sig umærkeligt gennem skiftende tiders chefer og politiske strømninger.

Et memo fra november 1983 har den malende titel ”The Swamp”. Her slår Rumsfeld til lyd for, at USA ikke skal bruge sine styrker til fredsbevarende missioner fremover, fordi de er for stort et militært mål (Fiji og New Zealand kan sende soldater til den slags, mener han). Memoet afsluttes med ordene: ”I kommer aldrig til at høre frasen ’USA søger en retfærdig og varig fred i Mellemøsten’ fra min mund. Der er ikke meget, der er retfærdigt, og det eneste varige, jeg har set, er konflikt, afpresning og drab.”

Rumsfeld blev som bekendt forsvarsminister under George W. Bush og var en af hovedstrategerne bag Irak-krigen og den såkaldte krig mod terror.

Han kalder fængslet i Guantanamo Bay på Cuba ekstremt veldrevet og praler med, at ingen er blevet waterboardet der. Og at militæret i øvrigt aldrig har waterboardet nogen under afhøring.

Han medgiver, at CIA har waterboardet tre mennesker – men det var hverken på Guantanamo eller udført af militæret.

Rumsfelds retoriske evner får ham til at sno sig uden om selv de mest delikate spørgsmål, og hans memoer indeholder talrige små perler som ”the absence of evidence is not evidence of absence”, der altid passer som fod i hose til de politiske mål, Rumsfeld sætter sig.

Kort efter 11. september begyndte memoerne at indeholde overvejelser over definitionen på ordet ”terrorisme”, på ”sejr”, forslag om at kalde fjenden ”afghansk taleban” og efterspørgsel af Oxford Dictionary-definitionen på ”syndebuk”.

Kritiske spørgsmål preller af på Rumsfeld, der anfører, at Obama var imod langt de fleste af den forrige præsidents tiltag – blandt andet fængslet i Guantanamo Bay og mulighed for indespærring på ubestemt tid – men at de fleste af disse ting stadig eksisterer.

”Og det synes jeg på en eller anden måde validerer de beslutninger, der blev truffet dengang under George W. Bush,” som han formulerer sin indirekte selvros.

The Unknown Known er en nedtonet og underspillet dokumentarfilm, hvor det mest opsigtvækkende aldrig bliver udtalt.

Den portrætterer en af Washingtons mest berygtede høge uden dæmonisering og giver os dermed en sjælden indsigt i, hvilke evner og egenskaber – både menneskeligt, moralsk og intellektuelt – der skal til for at arbejde i den absolutte top af systemet under fire forskellige præsidenter.

Stålsat kynisme ser ud til at være svaret.