Universal Language

At se canadiske Matthew Rankins anden spillefilm Universal Language føles som at træde ind i en meget omhyggeligt orkestreret, intern joke.

Historien udspiller sig i byen Winnipeg i det sydlige Canada, får vi øjeblikkeligt at vide. Først vises Der et langt totalbillede af en sneklædt folkeskole, hvor vi gennem vinduet kan se børn, der sidder klar til at lære fransk.

Men både læreren og eleverne lader til at have farsi som modersmål.

Det må være en del af Winnipeg med mange iranske indvandrere, tænker man. Men efterhånden som filmen bevæger sig længere ud i byen, viser det sig, at den er fuldstændig blottet for engelsktalende mennesker. I stedet er den fyldt med, hvad der ligner iransk kultur forklædt som canadisk.

Den canadiske café-kæde Tim Hortons findes også i denne version af Winnipeg, men her er det en klassisk iransk tesalon med små glas frem for latte i to go-krus.

Universal Language havde premiere i sideprogrammet Directors’ Fortnight på sidste års Cannes-festival, og Matthew Rankin har forklaret, at han ser filmen som en kombination af 80’ernes iranske nybølgefilm og hans egen hjemby Winnipeg.

Derfor er filmen gennemsyret af en konstant vekslen mellem fremmedgørelse og hjemlighed.

Isabelle Stachtchenkos kamera holder sig ofte på decideret behørig afstand af begivenhederne med ekstremt brede skud, der alligevel indfanger meget lidt af byens struktur og giver den en interessant kunstighed.

Ind i de store, akavede billedrammer træder en række sørgelige og urkomiske personer, der fordeler sig i tre små historier, inden de samles til sidst. De fleste spilles med en apati, vi i dag kender bedst fra Wes Andersons film.

To børn finder penge i en isklump, men de kan ikke få den fri af isen, så en fremmed mand sender dem ud at finde en økse.

Samme mand viser sig at være en deadpan-komisk guide for en gruppe utålmodige turister i den kedelige by, hvor seværdighederne tæller et udtørret springvand og en glemt kuffert på en bænk.

I den tredje og mest kødfulde historie følger vi instruktøren selv. Matthew Rankin tager hjem til Winnipeg efter mange år for at besøge sin syge mor, men finder ud af, at en anden mand har indtaget rollen som hendes søn: guiden!

Instruktørens egen medvirken er ifølge Rankin endnu et nik til de iranske nybølgefilm, hvor meta-elementer bruges til at understrege kunstigheden i mediet. Men det bliver også et stærkt element i dekonstruktionen af menneskets forhold til kultur og steder.

Især formidler filmen effektivt følelsen af at vende tilbage til et miljø efter lang tid uden at kunne genkende det.

Rankin vandrer genert og passivt rundt i det bizarre bylandskab, næsten lige så forvirret som publikum. Alligevel får han flere gange at vide: ”Det her er også dit hjem.” Som figur fra virkeligheden er han fremmed i den fiktive by, selv om han har skabt den.

Den iskolde by er inddelt i blandt andet en beige og en grå bydel og er nærmest insisterende i al sin absurditet.

I det underligt tidsløse miljø findes blandt andet en kønsflydende bingohal, hvor en tåresamlende Kleenex-entusiast residerer, en mand klædt ud som et juletræ og en trøstesløs kirkegård klemt sammen mellem to meget trafikerede motorveje.

Det eneste flotte gravsted tilhører en kat.

I første scene møder vi en mere jordnær, men urkomisk biperson i form af fransklæreren Iraj (Mani Soleymanlou). Han er rasende over, at hans excentriske elever stadig ikke gider lytte på ham, selv om han har gjort sig ungdommeligt hip med ørering og elektrisk guitar.

Den surrealistiske humor mister dog lidt af sin virkning undervejs, og de mere sørgmodige øjeblikke mangler bid, selv om filmen aldrig bliver forudsigelig.

Universal Language er en af de film, der kun rigtigt giver mening, hvis man læser om den først. Og selv derefter giver den kun mening i glimt. Ikke desto mindre er det en absurd fornøjelse at gå på sightseeing i Winnipegs iranske gader.