Unicorns

Der sidder et lille riskorn klistret til hovedpersonens underarm, da han tager imod regningen efter et ensomt måltid på en indisk restaurant.

Riskornet er en vidunderlig detalje, man ville ønske, at der var flere af i den lidt uopfindsomme, men charmerende britiske Unicorns.

Den enlige far Luke spiser ude i London. Han er hvid, hetero, cis – og arbejder som mekaniker i et familieforetagende. Nu går han forkert på vej ud til toilettet og forvilder sig ind på en klub.

Den smukke danser Aysha kaster sig ud på scenegulvet til indisk inspireret klubmusik og tryllebinder den sødt måbende førsteelsker.

Hun lægger også mærke til ham, og på ingen tid udveksler de to et første kys. Men Aysha er i drag og hedder også Ashiq. Den dameglade Luke registrerer med forsinkelse et adamsæble, og så er der dårlig stemning.

Men Ashiq lader sig ikke stoppe. Han mangler tilfældigvis en ny chauffør til sine sene optrædener i drag og spørger lidt flirtende om Lukes assistance.

Luke har lovet sin moderløse og lettere utilpassede søn en tur i Disneyland, før hans vidste, hvad sådan én koster. Luke og de to bliver en slags kollegaer, der deler pengene, Ashiq tjener som dragdronningen Aysha.

Det er på disse sene køreture, at Unicorns har sine bedste ”riskorn” i samtalerne og den usagte spænding mellem de to.

Det er, som om James Krishna Floyd har gjort sig meget mere umage med manuskriptet her på forsædet, hvor forsigtig flirt og drillerier blander sig legende med parrets kultursammenstød i forhold til både race og religion, køn og seksualitet.

Jason Patel er dybt betagende som Ashiq, mens Ben Hardy er gnistrende indlevende som Luke med det hvalpede blik – et blik, viser både længsel og forvirring.

Også Lukes far, den varmt grovkornede mekaniker, og Ashiqs venner og kollegaer i dragmiljøet er så elskværdige og fulde af humor og personlighed.

Luke har aldrig prøvet sådan noget her, som han nævner flere gange i det indimellem klodsede manuskript. Homofobien bekæmpes, og kærlighed trumfer over kultur.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke ville kunne få alvorlige konsekvenser, hvis en marginaliseret person lod sig inspirere af filmen og opsøgte en homofob uden for biografsalen.

På den anden side er det vigtigt med queer-fortællinger, hvor tingene faktisk lykkes, så vi ikke kun har lidelseshistorier og knudemænd som i Brokeback Mountain.

Virkeligheden banker dog trods alt på, da Ashiq bliver udsat for en hate crime, må lægge parykken på hylden og flytte hjem til sin stærkt troende familie. Her virker homofobien næsten godhjertet, fordi den så tydeligt udspringer af et ønske om at beskytte Ashiq.

Filmens to timer kunne sagtens være beskåret, og slutningen slår ikke benene væk under én. Men det kan den håbløse romantiker, der gemmer sig i det noget formulariske forløb, godt få én til at tilgive.

Der er fyrværkeri på himlen over klubbens baggård, da Luke og Ashiq deler deres første kys. Det er ikke sublim filmkunst, det er faktisk lidt for meget, men det er også elskeligt skamløst.