Undtagelsen

Der sidder fire kvinder på en arbejdsplads. Den er ikke en hvilken som helst, men Dansk Center for Information om Folkedrab, opfundet til lejligheden af forfatteren Christian Jungersen i hans prisbelønnede roman Undtagelsen fra 2004.

Kompositionsprincippet er at gestalte fire afsnit med de fire hovedpersoners navne – Iben, Malene, Camilla og Anne-Lise – som så gradvis flettes ind i hinanden.

Iben og Malene begynder at mobbe den lidt ældre Anne-Lise. Chikanen eskalerer snart på baggrund af anonyme trusselsbreve. Den lille, lokale ondskab paralleliseres med den store: de krigsforbrydelser, som centeret er sat i verden for at bekæmpe.

Symbolikken er tyk som tundra, hvor vi alle sammen er tossede på hver vores måde, når det kommer til ondskab.

Historien vil mere end blot at være en skildring af ”kvinde er kvinde værst”. Nemlig en spændende thriller og psykologisk gyser med etisk tankestof indrammet i et særdeles raffineret plot.

Jesper W. Nielsens filmatisering af Undtagelsen vil solidarisk have alle romanens lag med. Det er en sympatisk, men umulig intention. En film behøver ikke nødvendigvis være trofast over for sit litterære forlæg og slet ikke, når den som her er meget lang og spækket med mange ambitioner.

Så havde det være mere oplagt at bruge historiens egen opdeling i fornavne og sende det hele som en tv-serie i afsnit af en times tid hver.

Netop fordi instruktøren og hans manuskriptforfattere – Christian Torpe og Christian Jungersen – vil dreje en dyb spændingsfilm, som også fortæller ondskabens store billede, bliver Undtagelsen kun momentvis rigtigt spændende.

Der fokuseres først og fremmest på de to hjerteveninder: Iben og Malene, spillet fremragende af Danica Curcic med øjne så store som tekopper og den listige Amanda Collin, der er lige så frygteligt god som i En frygtelig kvinde.

Begge er plaget af deres sår i sjæl og krop, begge er mere eller mindre ondskabsfulde i mælet.

Iben har været gidsel ude i Sahara, hvorfor hun hele tiden følges af en sort barnesoldat, mens Malene lider af galopperende gigt og hader raske mennesker.

Sidse Babett Knudsen er fremragende som den lidt enfoldige, entreprenante og hyggeligt husmoderlige Anne-Lise. Det samme gælder Lene Maria Christensens Camilla, rækkehus-kvinden rundet af jævne kår med rejecocktail og carport, men som også får sjofle tanker under bæltestedet om sinistre mænd i sort undertrøje og med hurtige hænder.

Olaf Johannessen (Forbrydelsen) er den velmenende hane i den feminine hønsegård, som bliver mere og mere film noir. Og udenfor driver svenske Magnus Krepper forbi med politisk korrekt hippiehår og charmant svenskersnak.

Filmen er så godt castet, at når man keder sig lidt undervejs, kan man altid nyde traurige tårer, krakelerende græmmelse og kønne tænders gnidsel fra kvinder på randen af et nervøst sammenbrud.

Der er en del gyserklichéer i form af voldelige ønskedrømme, mærkelige lyde og mareridt fra fortiden – sovset ind i dybt sørgmodig strygermusik.

Filmens bedste scene a la mesteren Alfred Hitchcock har Sidse Babett Knudsen. Her møder hun korlederen Tess, en nyfigen Johanne Louise Schmidt (Journal 64), som siden er lige ved at afstedkomme noget med fatale konsekvenser.

Og herligt på allersidste spole får vi det sidste spørgsmål fra en strisser i cottoncoat, som viser, at vedkommende kan sin kriminalkommissær Columbo.

Men ellers ved filmen ikke, hvilket genreben den skal gå på. Om den vil servere en psykologisk thriller med freudiansk filosofi eller levere en kontant politisk menneskejagt fra Balkan og omegn.

Begge aspekter kunne være håndteret mere klart og konkret som andet end en lang overgang mellem neurotisk indbildning og nøgtern virkelighed.