The Undoing

En bombe lurer i første afsnit af Susanne Biers nye HBO-serie The Undoing. 

Den succesrige terapeut Grace Fraser bor med ægtemanden Jonathan og sønnen Henry i en overdådig fleretagers-lejlighed i den hovedrige ende af Manhattan. 

Hun bevæger sig i en indspist forældrekreds, hvor mødrene giver kindkys og kappes om at donere flest penge til den næste generations privatskoler. 

”Hvem byder 1000 dollars for dette glas vand?” spørger en af veninderne til en fundraiser for skolen. Lærerne er ikke inviteret.

Men ganske som i Big Little Lies, der ligeledes er skrevet af David E. Kelley, bliver den mondæne indledningsidyl truet af et mord.

Den smukke, unge kunstnermor Elena Alvez, som er begyndt at opsøge Grace, findes død. Kraniet er flækket og hjernen hamret ud over det plettede gulv i den gamle barbersalon i Harlem, hun havde lejet som atelier.

Elena havde en affære med Jonathan, viser det sig. Og han forsvinder pludselig som dug for solen, mens Graces osteklokke af krystalglas slår revner omkring hende.

Den ene dag lytter hun tålmodigt til patienter, der brokker sig over deres partneres humørsvingninger og utroskab. Den næste gemmer hun sig for tv-kameraer og nedstirrer drabsbetjente, som mener, hun holder hånden over sin mand.

Nicole Kidman er selvfølgelig god, men man venter længe på, at hun får lov at gøre større armbevægelser. Grace er en forsagt hovedperson, der støtter sig til sine veninder og sin stenrige newyorker-aristokrat af en far – spillet med stoisk ro og bekymret omsorg af Donald Sutherland. Alligevel bliver hun ført rundt i den celebre manege af den snu ægtemand, som bedyrer sin uskyld.

Som ægtemanden leverer Hugh Grant en charmeoffensiv, der trækker både på hans uforlignelige evner udi kejtet, britisk charme og på den rand af tabloid-smuds, der har fulgt ham karrieren igennem.

Det er en fornøjelse at se engelsk films forhenværende førsteelsker granske det narcissistiske mørke, der lurer bag de kejtede vittigheder og afvæbnende tandsmil. Jonathan skifter på en femøre fra loyal ægtemand og far til en desperat livsløgner i lort til halsen.

Det er fornemt skræmmende.

David E. Kelley er et branchekoryfæ, der siden 1980’erne har skabt successerier som Chicago Hope, Ally McBeal, Boston Legal, Mr. Mercedes og Big Little Lies.

Han skriver med så slagfast plotafvikling, at man aldrig når at kede sig. Men det er også så rutineret, at dramaet føles en kende ufarligt.

Igen og igen vises Elenas grædende ansigt, der resolut smadres til kødfars som et chokerende billede på et purungt offer for afstumpet vold. Men det er også kalkuleret. Ellers ville de ikke have castet en 25-årig skuespiller som mor til en tolvårig.

Danske Anthony Dod Mantles smågeniale kameraarbejde skaber en mere sitrende spænding: kolde billeder, leg med fokus, skæve kompositioner og pludselige indklip, der bryder med scenen. Ultranære øjne åbner sig i rædsel, én håndholdt optagelse i en scene på stativ.

Det er et bravt modstrittende filmsprog i en serie, som ellers er omhyggelig med at tegne inden for stregerne.

The Undoing er på papiret perfekt for Susanne Bier, der ofte har krænget mistillidsfulde ægteskaber ud med forståelse og omsorg. Men hun virker her mere som bestillingsinstruktør, end hun gjorde i Natportieren, hvor hun fandt en empatisk indfaldsvinkel til den spektakulære fortælling om illegalt våbensalg.

I serien kan man godt tabe menneskene af syne i politiafhøringer, fængselsbesøg, rådslagning hos advokaten og højstemte taler i retslokalet, hvor Sofie Gråbøl dukker op som anklager. Med dyster mine og sans for teater formaner hun juryen: ”Han slog hende igen. Og igen. Og igen.”

Eller gjorde han? Det sjette afsnit holder HBO tæt ind til kroppen, og femte runder af med en grum cliffhanger. Så meget kan nå at ske!