Underground

Underground er 12 Years a Slave oversat til tv-format med tempoet skruet op i sjette gear. 

Det er underholdende, faktisk mere underholdende, end serien kan tillade sig at være, når man tager den autentiske baggrund i betragtning.

Men det er ikke tankeløs underholdning. Tværtimod bliver det voldsomme historiske forlæg respekteret ved, at man inddrager nutiden som kontekst.

Underground handler om en slavegruppes flugt fra ejeren i den sydlige del af USA i årene før borgerkrigen i 1861.

Den åbner med en hektisk scene, hvor en sort slave forsøger at flygte til tonerne af Kanye Wests Black Skinhead. Det kan lyde lovligt smart, men ikke alene er scenen i sig selv velkomponeret. Den anakronistiske musikbrug bliver også en pointe i sig selv, der viser musikkens vigtighed i udviklingen af den afroamerikanske kultur og selvforståelse.

På den måde bliver der skabt forbindelse i seriens musik, der tæller både gamle slavesange og nye hits af The Weeknd.

Det skyldes utvivlsomt, at den afroamerikanske musiker John Legend er en af seriens producere, men heldigvis er musikken blot et af flere glimrende elementer i Underground.

Vi er i sydstaten Georgia i 1857, hvor en stor gruppe sorte slaver knokler i deres ansigts sved på en bomuldsplantage og med at varte ejerne op.

Her møder vi tjenestepigen Rosalee (Jurnee Smollett-Bell), hvis mor Ernestine (Amirah Vann) er husets ledende slave. Rosalee er derfor kommet ind i huset, som trods alt er knap så fysisk hårdt arbejde som det ude i markerne. Til gengæld må hun lægge øre til fruen i huset, der mener, at slaverne ikke kan gøre noget uden hendes konstante instruktion.

Ude i marken går Noah (Aldis Hodge) samtidig rundt. Han er en stærk, ung mand, hvis store, ekspressive øjne gemmer på ikke så få hemmeligheder.

Det deler han med snart sagt alle seriens personer. I løbet af de første fire afsnit når man at blive overrasket af nye sider af deres personlighed flere gange. Og tempoet er højere end i de fleste andre kvalitetsserier, som Underground gerne vil måle sig med.

Det betyder, at den langsomme, subtile formel fra tv-kunst som The Wire og Breaking Bad bliver erstattet af klassiske dyder som vilde cliffhangers og ekstreme plotdrejninger. I mødet mellem det historisk seriøse og den rene underholdning opstår en forfriskende stil og tone, der med sin melodramatiske realisme taler både til den dybt interesserede og mere overfladiske seer.

Netop seriens melodramatiske tendenser er ofte i fare for at tage overhånd, men det er smukt, når en samling ildfluer bliver et visuelt frihedssymbol.

Opbyggeligt har serien gjort plads til sympatiske hvide mennesker, der ikke er slaveejere. Men det tager desværre brodden af den Tarantino-inspirerede hævnfortælling. Sideløbende med Rosalee og Noahs historie følger vi nordstatsægteparret John (Marc Blucas) og Elizabeth Hawkes (Jessica De Gouw), der hjælper undvegne slaver på vej til friheden. De kommer dog til at mærke konsekvenserne af deres races forbrydelser, når deres idealisme møder den grumme virkelighed.

På den måde komplementerer seriens mange karakterer hinanden forbilledligt.

Det samme er tilfældet med to, der er mere komplekse end de førnævnte par. Cato (Alano Miller) og August Pullman (Christopher Meloni) er henholdsvis en sort mand, der holder øje med sine egne for ejeren, og en hvid mand, der fanger undslupne slaver for at forsørge familien.

Begge personificerer den pragmatiske egoist, som verden er fuld af, men som holder fremskridt og ligestilling tilbage. Heldigvis kan selv den største pessimist se lyset, hvis nok optimister tænder faklen.