Under stjernerne på himlen

Vi møder Tommy Seebach første gang på toppen af karrieren med det absolutte gennembrud Disco Tango ved Dansk Melodi Grand Prix i 1979.

Alt lyder lyst og lovende, Tommy er blevet et popikon. Men da han udgiver en opsamlingsplade med sine største hit, bliver han erklæret for at være en afdanket stjerne. En gammel dreng, som må sande at yngre kræfter skal til på dansktoppen og i Melodi Grand Prix.

Midt i sin lille familie komponerer Tommy Seebach titelmelodien. Vennen og medarbejderen, sangskriveren Keld Heick, synes også, at Under stjernerne på himlen er Seebachs bedste sang.

Men andre har en anden holdning, og kun på et afbud kommer den med i Dansk Melodi Grand Prix i 1993. Den vinder og sendes videre til det internationale Grand Prix i Dublin. Hvor den med sølle ni point bliver nummer 22 ud af 25, hvilket resulterer i, at Danmark udelukkes for deltagelse året efter.

Døden i Dublin bliver miseren kendt som, og det giver dødstødet til Tommy Seebach, som i forvejen er på et skråplan af Gammel Dansk og friske pilsnere. Han dør på Dyrehavsbakken i 2003 på vej til arbejde i en alder af 53 år.

For så vidt begynder Under stjernerne på himlen som en traditionelt og velfortalt biopic om en komponist og hans musik, karriere og kærlighed til kone og tre børn.

Vi bliver meget hurtigt godt klar over, at han drikker for mange små skarpe og kolde bajere på det stedlige værtshus. Det er et miljø og en adfærd for mange kunstnere i showbizz – især dengang.

Men så er det, som om filmen mister grebet om sin egen historie og bliver en mere og mere rodet fortælling om en mand og hans misbrug. Samtidig får vi sporadisk at vide, at hans omgangskreds i branchen mener, at han er en færdig mand som popstjerne.

Hvorfor indser han det ikke bare? synes hans kone og vennen Keld Heick at mene. Men nej, Tommy vil fortsætte, og selv om det er op ad bakke og ned ad den samme med fiaskoen i Dublin, ender vi med, at hans efterfølger, sønnen Rasmus Seebach, giver os titelsangen. Ud i natten, mens tusinder af danskere synger med og vifter med tændte engangslightere.

Seebach dør ædru, lyder det i filmen. Han fik sig selv tørlagt som alkoholiker og blev forsonet med familien.

På den måde bliver Under stjernerne på himlen en filmisk kærlighedserklæring til Tommy – særligt fra familien og ikke mindst sønnen. Rasmus Seebach har selv bidraget til at finansiere filmen, hvilket formentlig har indsnævret de kunstneriske rammer for instruktør Kasper Gaardsøe og manuskriptforfatterne Stefan Jaworski og Jannik Tai Mosholt.

En film, som vil fortælle en mere eller mindre trist historie om en mand, som ofrede sit helbred og hele sin familie på grund af Melodi Grand Prix, bør folde intentionen bredere ud.

Hvorfor er det så vigtigt for Tommy? Hvorfor vil han ikke slå sig til tåls med at være en dygtig barpianist, som han endte med at være?

Historien om Melodi Grand Prix’ forne guldalder med glamour og glimmer bliver kun fremstillet fragmenteret.

Anders Matthesen er glimrende i titelrollen som Tommy Seebach. Selv om ligheden med virkelighedens person er liden, udtrykker Matthesen overbevisende hovedpersonens standhaftige stædighed med hensyn til både at komponere og kæve bajere.

Den pinlige kulmination er at tisse i stuen, før han falder omkuld i sin kæfert.

Neel Rønholt er ligeledes prisværdig som hans tålmodige hustru Karen med de bekymrede kvieøjne. Til sidst har hun fået nok af hans druk.

Caspar Phillipson, som har sort bælte i at agere John F. Kennedy, giver os en Keld Heick, der både virker imødekommende venlig, men også er køligt pragmatisk i sin omgang med Seebach.

Jacob Lohmann er overskurken, den anonyme underholdningschef, som ikke kan se, at Seebachs iørefaldende sang til datteren – Under stjernerne på himlen – er tidløst genial. Men han er også symptom på filmens vaklende intention som fortælling. Blev Seebach miskendt af sine nærmeste, eller var det misbruget, der afgjorde hans korte liv?

Det er denne vakkelvorne kvalitet, som gør, at filmen kun kan synes vellykket for absolutte fans af Tommy & Rasmus Seebach.