Under overfladen

På den danske Store Okseø i Flensborg Fjord mellem Sønderborg og Flensborg bor to familier: danske Jensen og tyske Küster.

Alt er tilsyneladende idyl, nærmest paradisisk. Man går ind og ud hos hinanden i de to huse. Men så tager familien Jensen ud at sejle med blandt andet den tyske families ældste søn Kjell.

Under uklare omstændigheder falder han fatalt over bord. Ulykken bliver omdrejningspunkt for de otte afsnit på en times tid, som er den dansk-tyske tv-serie Under overfladen.

Mens Danmark med 1864 nærmest var ved at miste Sønderjylland igen, har tyskerne bag Under overfladen været mere omhyggelige med hensyn til at iscenesætte det betagende og multikulturelle grænseland mellem Danmark og Tyskland.

Herhjemme har vi nationalistisk mest hængt os i forskelle, senest med den fremragende krigsfilm Erna i krig.

Tyskerne har derimod været mere interesseret i nutid og lighed. Det går jo godt mellem tysksind og dansk ditto. I hvert fald til sammenligning med sprogforskelle i Belgien, italienere og østrigere i Tyrol, for slet ikke at tale om katolske og protestantiske irere i Nordirland.

Under overfladen – som på modersmålet hedder Tod von Freunden – er mest en tysk produktion, men serien har sympati for os danskere. Vi er kulturelt ligeværdige, men også kuriøse.

Tyske Kjell, der forsvinder på den danske båd midt om natten, bliver først gjort til et nationalt problem i afsnit fire. Den tyske families bondske bedsteforældre gør opmærksom på, at man ikke skal mænge sig med det danske mindretal.

Men hvor er seriens danskere egentlig mindretal? Serien pendler rask væk mellem Sønderborg og Flensborg uden at accentuere, at Sønderborg er helhjertet dansk, Flensborg helhjertet tysk. Det faktum har man i byerne lært at leve mere eller mindre harmonisk med.

I Under overfladen taler man både dansk og tysk, som man gør det i virkeligheden. Nogle gange på grænsen til det grinagtige, nærmest parodiske.

Som når den danske datter taler gebrokkent dansk. Hun går sågar på en dansk skole i Flensborg.

Blandingen af dansk og tysk er for usammenhængende, dansk er nærmest et eksotisk krydderi. Sønderjysk dialekt er ganske fraværende. Der er sågar ikke et eneste ”mojn”, egnens mest slidte floskel.

Rollerne er besat af dygtige danske og tyske skuespillere. Altid seværdige Lene Maria Christensen er ihærdig arkitektmor, som arbejder med sin tyske kollega – faren i den anden familie (Jan Josef Liefers) – på en stor tegnestue i Flensborg. Hendes mand er altid glimrende Thure Lindhardt, en trodsig kunstner og skæbneskibets fordrukne skipper.

Engang havde han en affære med danseren Sabine (Katharina Schüttler), mor til den forulykkede Kjell. I periferien lusker Jakob Cedergren rundt som en dæmonisk onkel med en dunkel fortid.

Både danskere og tyskere spiller udmærket. Også alle de unge, som på et tidspunkt foranlediger én til at tro på, at det er ungdoms-tv mere end en familie-thriller.

Hvert afsnit har en af hovedpersonernes navn som titel og byder på vedkommendes version af, hvad der skete hin nat på båden, da Kjell forsvandt. Inspirationen er hentet fra Kurosawas klassiker Rashomon fra 1950, hvor vi på skift får brudstykker af en sandhed.

Det viser sig selvfølgelig, at alle havde noget at skjule. Undervejs får vi lidt om blandingsmisbrug, blodskam, bandekriminalitet og biseksualitet.

Ligesom en anden tysk co-produktion, TV 2 Charlies hyggekrimi Sommerdahl, er serien samtidig skjult reklame for regionen.

Der er smukt solskin, evig sommer, smult vand og vin i glas uden grænser. Produktionen er som så meget andet tv-fiktion syd for grænsen lækker, øjenvenlig og upåklagelig.

Men der trædes vande. Scener gentages for ofte, historien bliver for overlæsset, og serien er for langstrakt.