Uncut Gems

I Hollywoods gyldne tidsalder så vi meget mere til New York, og for instruktører gav byen noget ekstra. Man vidste, hvad man kunne forvente af en film skabt i New York.

Noget intelligent, udfordrende og moralsk komplekst – som The Godfather, Klute eller Midnight Cowboy.

I 70’erne blev gaderne afspærret for personligheder som Sidney Lumet, Martin Scorsese og Woody Allen, men i de senere år har Noah Baumbach (Marriage Story) været byens mest pålidelige instruktør.

Nu har vi dog Safdie-brødrene – Josh og Benny – til at repræsentere metropolen. De debuterede i 2008 med den oversete The Pleasure of Being Robbed.

Man kan øjeblikkeligt se, at Scorsese er en stor indflydelse, og brødrenes folkelige gennembrud trak i høj grad på hans sorte komedie Efter fyraften (1985). Good Time følger en ubegavet, smålig slyngels surrealistiske natteeskapader, mens han prøver at redde sin bror ud af en varetægtsfængsling.

Men Safdie-brødrene laver ikke imitationer af gangsterfilm. Det dna, de deler med Scorsese, er en fascination af tekstur og de skæve karakterer, der skaber det urbane liv.

Inspireret af farens virkelige eventyr i juvelerindustrien er brødreparrets Uncut Gems endnu et kyndigt portræt af en mand, der arbejder på kanten af loven.

Året er 2012. Med fotografen Darius Khondjis vibrerende farver og en underliggende stemning af hektisk storbyjag fanger Safdie-brødrenes energiske drama livets gang i juvelerkvarteret i Manhattans summende og brogede midtby.

Ligesom Good Time gav Robert Pattinson mulighed for at demonstrere sine evner ud i underspillet komik, viser Uncut Gems Adam Sandler som en fremragende karakterskuespiller.

Han spiller Howard Ratner, en småjuveler med ludomani, og selv om Ratners kun-på-bestilling-biks er lillebitte, er hans verden kæmpestor.

Det ser vi i filmens indledende scener, hvor han hastigt bevæger sig igennem byens gader. Dialogen overdøves ofte af overlappende samtaler, trafikstøj og en pulserende underlægningsmusik af Oneohtrix Point Never, som også stod for det medskabende elektrosoundtrack i Good Time.

Alle kender Ratner, og Ratner kender alle, men han fører en meget risikofyldt tilværelse. Han er gift med en kvinde, der ikke længere stoler på ham og forfulgt af kreditorer, hvis tålmodighed hurtigt slipper op.

Ratner øjner sin redning i en dyrebar sten – en opal med tilnavnet The Gambler’s Gem – der er blevet illegalt importeret hele vejen fra Etiopien i maven på en død fisk. Ratner er overbevist om, at stenen må være en formue værd, og han lægger store planer om at sælge den på en auktion.

Han bliver endnu mere overbevist, da en berømt basketballspiller, Kevin Garnett (der elegant spiller sig selv som en nyttig idiot), bliver betaget af den smuglede ædelsten. Ratner lokker Garnett ind i en besættelse, og da atleten får lov til at låne stenen som en art lykkeamulet under en kamp, forventer Ratner en sikker sejr og satser en mindre formue.

Den velinformerede boldentusiast vil kende kampens udfald, da Safdie-brødrene gør brug af optagelser fra en kamp fra 2012, men for resten af os bliver det én af mange pirrende – og udfordrende – sekvenser.

Det er svært nok at opretholde den form for spænding i 90 minutter, men Safdie-brødrene overskrider uden besvær de to timer. Den hemmelige ingrediens er et persongalleri fyldt med elskværdige og genkendelige figurer, for eksempel den storhjertede elskerinde Julia (Julia Fox).

Selv de vrisne lånehajer, der i et bagholdsangreb under datterens skoleopvisning blotter Ratner til skindet, vinder vores medfølelse.

Og så er der selvfølgelig New York. Byen, der har set det hele, for nylig forklædt som Gotham City i Joker, er klar til igen at indtage sin retmæssige plads i rampelyset.