The Twilight Saga: Breaking Dawn Part 2

Det er udfordrende at anmelde en film, der er den sidste af en serie på fem og desuden en del af verdens bedst sælgende bogfænomen. The Twilight Saga: Breaking Dawn Part 2 er meget mere end en film. Den er en episk event, der sætter punktum for eventyret om Bella og Edward.

Fjerde film endte med, at Bella (Kristen Stewart) blev mor og vampyr, og anden delstarter med idyl. Den genopstandne Bella er strålende smuk (alle kommenterer, at hun ser godt ud), og med vampyrisme følger et walk-in-closet, som Alice (Ashley Greene) har udstyret med tøj, sko og accessories. Værsgo, piger, vær misundelige!

Alice er del af Cullen-klanen, den vampyrfamilie, der nu er Bellas familie. Bella får også et hus i fødselsdagsgave, hvor hun og Edward (Robert Pattinson) kan elske passioneret. Bellas datter, Renesmee, vokser med overnaturlig hast og ligner et flere måneder gammelt barn, da Bella første gang får hende i armene. Handlingen springer et par måneder frem, så Renesmee resten af filmen spilles af elleveårige Mackenzie Foy.

Med Renesmee melder dramaet sig, for en jaloux kusine tror, at hun er vampyr, altså, et menneskebarn forvandlet til vampyr. Vampyrbørn vokser ikke og kan ikke opdrages. I vrede kan de udslette landsbyer, hvilket gør det svært at holde vampyrernes eksistens hemmelig. At skabe vampyrbørn er en forbrydelse, der straffes med døden, og kusinen sladrer til den onde Volturi-klan. Og uanset at Renesmee ikke er vampyr, men halvt vampyr og halvt menneske, synes kampen uundgåelig.

Samtidig har varulven Jacob (Taylor Lautner) imprintet på Renesmee – hvilket vil sige, at hun er hans udkårne. Ligesom Jacob tidligere forsvarede Bella med sit liv, er hans følelser nu flyttet til hendes datter. Og ja, varulvene er stadig bløde og nuttede.

Det narrative problem i forhold til de tidligere film, er, at vi kender skurken –Volturi-klanen anført af den magtbegærlige Aro (Michael Sheen), den dæmoniske Alec, der kan blænde med sort tåge, og Alecs sadistiske søster Jane (Dakota Fanning), der telepatisk kan påføre andre smerte. Her er intet nyt. Vi har også set de overnaturlige effekter: vampyrer, der glintrer som diamanter i solen, digitale varulve, pittoresk afrevne lemmer uden blod, supersanser og særlige evner. Endog vampyrbarnet Renesmee er en uinteressant gentagelse af vampyrbarnet Claudia i Interview With the Vampire, der blev spillet så fint og nuanceret af en elleveårig Kirsten Dunst.

To ting er nye: Cullen-klanen samler deres vampyrvenner for at ”bevidne”, at Renesmee ikke er vampyr. Disse venner har forskellige evner. Nogle kan give stød, andre kontrollere naturkræfter og så videre. Den slags har X-Men-serien imidlertid allerede patent på. Så når alt kommer til alt er det eneste nye den lækre garderobe, Cullen-klanen – inklusive den kiksede Bella, der er blevet smuk og smart – vimser rundt i.

Twilight-fænomenet handler imidlertid ikke om fornyelse eller auteurisme. Det er massivt fascinerende, fordi det har bevist, at kvindelige forfattere og et ungt, kvindeligt publikum også kan skabe blockbusters. Engang trak Hollywood på skuldrene af kvindelige forfattere og deres læsere. Det gør de ikke længere. Stephanie Meyers Twilight-bogserie er del af en nygotisk bølge af paranormal romance, der også rummer bogserierne bag tv-serierne True Blood og The Vampire Diaries.

Mentalt er Breaking Dawn Part 2 imidlertid en fattig fortælling, der hverken tør give os blod, liv eller æstetiske udfordringer. Af samme grund bliver opgøret mellem Cullen- og Volturi-klanen dybt utilfredsstillende og mindre spændende end kampene i de to første film. Æstetisk er alt lækkert og dyrt, lige fra kameraets panoreringer over et storslået og sublimt amerikansk landskab til eksklusive settings og dyre biler, der alt sammen smager af økonomisk overklasse. Og den paranormale romance uden blod og gru, men med kærlighed, der trodser alt, vil utvivlsomt stille teenagepublikummet tilfreds.

Talentet er dog svært at få øje på i den lækre Hollywood-indpakning. Carter Burwells musik ender som rudimentær muzak, og fotograf Guillermo Navarro er talentfuld, men det drukner i mærkevarer og glitter.

Pattinson smiler som den etablerede Hollywood-stjerne, han blev med Twilight, Stewart blinker sensuelt med sine lyse vampyr-kontaktlinser, Lautner smider atter tøjet, så publikum kan savle over hans sixpack, og resten af vampyrerne fylder deres roller med passende teatralsk professionalisme. Bedst kunne jeg lide Bellas far Charlie (Billy Burke), der stadig har et par rynker, der rører sig, når han smiler.