Turbo

Efterårets store computeranimerede film skal tilsyneladende helst handle om et racerløb.

I Disneys Flyvemaskiner, der fik premiere i forrige uge, er helten en marksprøjtemaskine. Og nu er turen så kommet til konkurrenten Dreamworks, der med Turbo præsenterer en snegl, som i det store speedwayløb Indy 500 dyster mod mennesker i fræsende, hjulspindende biler.

Det er så absurd, at det er sjovt.

Sneglen Turbo – eller Theo, som han faktisk hedder – er en ordinær havesnegl med store drømme. Han bruger sine nætter på at gense Indy 500-løb på VHS, og han træner selv flittigt og jubler ”ny rekord”, når han snegler sig en meter frem på under sytten minutter.

Om dagen arbejder han sammen med sin bror Chet i en tomathave. Han er den hurtigste af alle havesneglene – hvilket dog ikke siger så meget – men de deler ikke hans need for speed. Tværtimod bliver han hånet for det.

Helt galt går det en dag, hvor Turbo er for langsom til at redde tomaten Store Røde fra græsslåmaskinen. Turbo forlader haven i dybt nedslået tilstand.

Ved et tilfælde støder han ind i et undergrundsracerløb og ryger ind i karosseriet på en af bilerne. Pludselig sker der ting og sager. Da han vågner dagen efter, brumler hans sneglehus. Når han glider bagud, bliver det røde baglys tændt. Hans øjne er forlygter og ud af munden strømmer diverse fm-radiokanaler.

Turbo er blevet til en billignende snegl og en hurtig en af slagsen. Han kan faktisk køre 320 kilometer i timen!

Turbo og Chet bliver smidt ud af haven af de andre snegle og ender i et forsømt butiksområde, hvor der – heldigt nok – bliver kørt snegleræs om natten. Her er Turbo i sit rette element, og han møder den buttede Tito, der også er en stordrømmende underhund og ligesom Turbo har en overkorrekt storebror, der ikke tror på ham. Turbo og Tito finder sammen om at få Turbo gjort klar til Indy 500, og så går det ellers over stok over sten.

Ikke mindst de andre snegle – bysnegle, som de kalder sig selv – er skægge, skøre og rå i kanten. De minder dog temmelig meget om akvariefiskene i Find Nemo, og der er generelt lidt for mange steder, hvor man bliver mindet om andre animationsfilm.

Turbo møder sin store helt, racerkøreren Guy Gagné, der til at begynde med er den varmeste fortaler for, at en snegl kan deltage i et racerløb, men alligevel ikke vil finde sig i, at et bløddyr bliver hans overmand. En skurkerolle, der til forveksling minder om Rieslinger i Flyvemaskiner.

Heldigvis er filmen visuelt flot. Særligt imponerende er det, når man ser vejen i Turbo-øjenhøjde, mens det begynder at regne. Her er 3D-effekten udnyttet til fulde.

Der er kræset for den danske oversættelse, og de danske stemmer rammer tonen rent, men som voksen tager man også sig selv i at savne originalens stemmer, der indbefatter Paul Giamatti, Samuel L. Jackson, Bill Hader og Snoop Dogg. Sidstnævnte har også bidraget til det hipt hoppende soundtrack, som man heldigvis ikke bliver snydt for på dansk.

Turbo er en film, som også vil appellere til voksne med sin snert af satire. Sneglen Chet er for eksempel den eneste, der påpeger det himmelråbende absurde i, at en snegl deltager i et billøb: ”Er hele verden blevet skør!?”

Det er den i Dreamworks’ univers, og med sin uventede skævhed ræser selskabets film sig til førstepladsen i årets kapløb med Disney.