Troløs

I 2000 iscenesatte Ingmar Bergmans muse og ekskæreste, Liv Ullmann, filmen Troløs efter Bergmans eget manuskript. Et dramatisk trekantsdrama fortalt i ramme af en ældre instruktør, som søger inspiration fra Marianne og hendes affære med husbonden Markus, elskeren David og datteren Isabelle.

Vi taler om en stor lidenskab, der er såre destruktiv for alle parter. Filmen er tro mod Bergmans karakteristiske patetisk-ekspressive stil og passer motivmæssigt fint ind i mesterinstruktørens egen tematik.

Troløs lægger sig således op ad både Bergmans Scener fra et ægteskab og Høstsonaten. Filmen fik generelt pæne anmeldelser, men blev også af nogle betragtet som en intellektuel sæbeopera.

Nu har Tomas Alfredson, mest berømt for ungdomsvampyrdramaet Lad den rette komme ind, taget historien op og bredt den ud fra at være en film på næsten tre timer til en serie på seks afsnit og i alt 4,5 timer.

Bergmans smertefulde historie er bibeholdt med hensyn til de erotisk besættende aspekter. Men Alfredson fokuserer stærkest på datteren Isabelle, og med hendes øjne bliver sidetemaet til et coming of age-forløb.

Elskeren er teaterinstruktøren David, som returnerer til Sverige efter egen skilsmisse i London. Han slår sig midlertidigt ned hos ægteparret, jazzmusikeren Markus og skuespilleren Marianne. Hun flirter kraftigt med David bag Markus’ ryg, men deres affære lader vente på sig og realiseres først over midten af serien.

Markus synes også fascineret af David, mens Isabelle dyrker ham på sin egen ungpigefacon.

Troløs foregår i et karakteristisk mondænt miljø med en velbjerget, kreativ klasse, som bor lækkert i Stockholm, har to biler og et sommerhus lige ned til en stor sø.

Alt er meget svensk-labert, hvor selv toiletrullen synes kreeret af kunstneren Carl Larsson. Her i 1970’ernes slutning lever alle i en slags sorgløs boble af egen karriere og kreativitet.

Men Alfredson har dog neddæmpet den vanlige humorforladthed og mangel på selvironi, som gerne præger Bergmans intime univers. Der er kommet lidt mere dagligdag ind i den tragiske trekant, netop fordi datteren Isabelle er det voksne barn stedt imellem barnlige voksne.

Sideløbende mødes de to elskende 40 år efter i en sideløbende fortælling, som glider frem og tilbage mellem fatal fortid og forsonende nutid. Uden at røbe for meget er Bergman og Ullmanns tragedie blødt op til mere neddæmpet udtoning og genkendelig virkelighed.

Det handler om Mariannes kamp for at blive anerkendt skuespiller og Davids mere og mere outrerede figur som hendes instruktør. Og jaloux elsker. For selv de mest højtravende følelser rammer efterhånden loftet og falder til jorden med et brag.

Tilbage er ofrene, hvor ikke mindst datteren Isabelle er kastebolden mellem forældrene.

Gustav Lindh spiller fermt den kamæleonagtige og androgyne David, en superkrukke, der forfører alle i sin omgangskreds. Poppy Klintenberg Hardy spiller overbevisende den samspilsramte datter.

Frida Gustavsson leverer seriens bedste skuespilpræstation som den sensuelle Marianne, der både elsker sin mand og sin elsker med en seksuel og sulten hengivelse. August Wittgenstein agerer overbevisende den enfoldige ægtemand i fornuftig Volvo og beleven opførelse. Men som alligevel viser sig ikke at være helt fin i kanten, når skilsmissen skal ordnes.

Lena Endre, den oprindelige Marianne i Liv Ullmanns version, er den ældre Marianne, som 40 år senere genser David, spillet af Jesper Christensen. Begge er fremragende i rollerne.

Fart og tempo er gået ned, lidenskabens flammer er væk, men gløder alligevel. Dog hænger denne del af historien, mødet ved milepælen mellem to forne elskere, ikke harmonisk sammen med resten af fortællingen. Man kan slet ikke genkende den manisk-sprælske David i Jesper Christensens skikkelse som en ældre, adstadig pensionist med hang til franske oste.

Tomas Alfredsons Troløs er imidlertid underholdende hele vejen igennem alle seks afsnit. Bergman light, bevares, men værd at se.