The Trip to Spain

”Mere af det sjove, men for meget af det samme,” skrev Ekkos anmelder om The Trip to Italy, hvor de britiske komikere Steve Coogan og Rob Brydon tager på en gastronomisk og højkulturel rundrejse i Italien.

Præcis det samme gør de i seriens første film, The Trip fra 2010. Det er bare i Nordengland.

I The Trip to Spain, der ligesom forgængerne er en tv-serie kogt ned til spillefilmlængde, gør de det hele en gang til.

I rollerne som sig selv, men tilsat en god portion selvironisk overdrev – a la Casper Christensen og Frank Hvam i tv-serien Klovn – begiver duoen sig ud på endnu en gourmet-tur. Denne gang i Spanien.

Mere af det samme er i dette tilfælde dog ikke ”for meget af det samme”, men derimod 106 minutters intelligent, sofistikeret og mavekrampende underholdning.

For ved ufortrødent at gentage formlen en tredje gang forvandler instruktør Michael Winterbottom, hvad der i toeren føltes som en gentagelse, til et skarpskåret koncept.

Og det er enkelt.

Igen kører den dame- og (udadtil) selvglade Steve Coogan og den mere afdæmpede familiefar Rob Brydon af sted for at anmelde kultur og madoplevelser for The New York Times og The Observer.

Igen bliver de indlogeret på rustikke hoteller med smukke receptionister, som Coogan flirter med. Og igen modtager de undervejs opkald fra deres agenter, som sjældent har karrierefremmende nyheder.

Og så spiser de mad – masser af mad.

Med løbende klip ind i køkkenet på de mange-stjernede restauranter, hvor Coogan og Brydon konsumerer overdådige retter på stribe, nikkes der satirisk til seriøse mad- og rejseudsendelser.

For ligesom alt det andet er maden blot en ramme.

Filmens klare og eneste fokus er nemlig det mildt sagt konkurrenceprægede forhold mellem de to halvhjertede venner, der har alt for travlt med at smage på sig selv til at give retterne den fortjente opmærksomhed.

I stedet forsøger de febrilsk at kompensere for hver deres midtvejs-komplekser ved at strø om sig med historisk fakta, litterære referencer og konkurrere om, hvem der laver den bedste Michael Caine-imitation.

Samtalerne er improviserede over et løst manuskript og det skaber formidabel kemi mellem komikerne, der ustoppeligt, og med sublim timing, forpurrer hinandens pointer og tager pis på sig selv og underholdningsbranchen generelt.

Små detaljer, som eksempelvis en anretning af to slimede muslinger, sender duoen ud ad nye, kreative tangenter.

”Du tager den første musling, Mister Bond,” siger Coogan med James Bond-skurken Scaramangas stemme. ”Lad mig første lige dreje tallerkenen rundt,” svarer Brydon i rollen som Roger Moores James Bond.

Man kunne se The Trip to Spain for imitationssekvenserne alene og være kongeligt underholdt.

Ikke bare leveres de med overvældende akkuratesse. De udøves også med så stor mimisk kontrol, at komikerne faktisk ligner Roger Moore, Sean Connery, John Hurt og ikke mindst Michael Caine, hvis karakteristiske cockney-accent optræder som en populær genganger fra de tidligere film.

Det sker, da Brydon på en restaurant har kastet sig ud i en imitation af Mick Jagger. ”Kast ikke de forbandede spyd på mig,” vrænger han med slatne håndled. Gensynsglæden er stor, da det viser sig ikke bare at være Mick Jagger, som Brydon imiterer, men også Mick Jagger, der imiterer Michael Caine.

The Trip to Spain balancerer således elegant på skuldrene af forgængerne og tilfører raffinerede, nye meta-lag til det eksisterende portfolio af punchlines og imitationer. Og de spiller på de faktum, at når man gentager noget tilstrækkeligt mange gange, ender det nærmest med at blive surrealistisk.

Hermed formår Winterbottom – godt hjulpet af Coogan og Brydons hylemorsomme kemi – på sofistikeret vis at bruge det gennemprøvede koncept til at give turen ekstra komisk momentum.

Når man kan slippe så godt af sted med en tredje gentagelse, hvad skulle så stå i vejen for en fjerde?