Transparent – sæson 4

Er en rejsning det samme som samtykke, og kan man være tre personer i et intimt kærlighedsforhold?

Det er temaer, der kommer op i den nye sæson af Transparent. Serien lader sine karakterer kæmpe med både gamle og nye mentale dæmoner og dykker dybere ned i komplekse emner som ”køn” og ”seksualitet”.

Men da vi først møder Maura (Jeffrey Tambor), hviler hun mere i sig selv end nogensinde før. Hun er populær som underviser i køn og judaisme, har fået en ny kæreste og det meste kører på skinner, lige indtil hun skal holde et foredrag i Israel og finder ud af, at hun har en familie, som hun troede var død.

Der er familiedrama for alle pengene, og oven i har hvert medlem af familien Pfefferman sine egne eksistentielle problemer at tumle med.

Josh (Jay Duplass) kan stadig ikke komme sig over Ritas dødsfald, babysitteren, som han elskede, men også blev misbrugt af som barn. Han ser hende bogstavelig talt overalt, og samtidig skal han forholde sig til, at moren Shelly (Judith Light) flytter ind hos ham uden at spørge om lov.

Shelly finder endda pludselig glæde (eller trøst?) i improvisationsteater, men det gør hende ikke mindre irriterende at bo sammen med.

Til et gruppemøde for sexafhængige møder storesøsteren i familien, Sarah (Amy Landecker), en ung kvinde, som hun sammen med sin eksmand Len (Rob Huebel) indleder et hedt, men yderst kompliceret kærlighedsforhold med.

Lillesøsteren Ali konfronteres med nyheden om, at hendes ekskæreste Leslie har forulempet flere af sine elever. Og som om det ikke var nok, har Leslie også skrevet en detaljerig artikel i The New Yorker, der omhandler Alis kønsorgan.

Man kan roligt sige, at alle generationer har hænderne fulde. Alle er oppe i sit eget hoved, og til en familiemiddag viser forvrænget lyd af de ligegyldige samtaler og billeder med klaustrofobisk billedskæring, hvordan Ali får nok af den kaotiske familie og beslutter sig for at rejse med Maura til Israel.

Og det er her, hvor fjerde sæson af serien skiller sig ud fra de forrige sæsoner.

Hele familien ender nemlig med at blive inviteret til Israel for at møde deres tabte familie, og pludselig har vi flere afsnit, hvor de fordomsfrie, men også selvcentrerede LA-familiemedlemmer skal forholde sig til hinanden.

Flere gange møder vi den larmende og klaustrofobiske fremstilling af de mange familiemedlemmer med hver deres mentale laster. De taler i munden på hinanden i det samme rum, og ligesom i de forrige sæsoner får vi også stilistisk gennemførte flashbacks fra flere af familiemedlemmernes fortid.

Mest interessant er det, når vi tages tilbage til 80’erne og ser en ung Mort, før han blev til Maura. Han prøver forgæves at få en snæversynet psykolog til at forstå hans seksuelle kvaler.

Mens han forklarer sine følelser, klippes der pludselig til den samme indstilling, men med en kvinde, som taler for ham. Det går hurtigt op for os, at det er Maura – altså måden Mort opfatter sig selv på – som kreativt bliver afbildet.

Det er et genialt bud på visuelt at fremlægge, hvordan det føles at være transkønnet. Og ligesom Josh’ døde børnepasser har serien flere eksperimenterende indslag, som effektivt forklarer karakterernes følelser.

Efter at have spist en pot-vingummibamse i lufthavnen er Maura og Ali begge skæve. Den eventyrlige stemning afbrydes dog brat, da en ansat i lufthavnen opdager noget uregelmæssigt i Mauras underbukser, og pludselig kastes vi ud i en akavet scene, hvor hun må forklare, at det altså bare er en penis.

Humoren er stadig til stede i serien, men overordnet konfronteres vi med flere familiehemmeligheder og eksistentielle temaer, som giver sæsonen et mere melankolsk og alvorligt udtryk.

Fjerde sæson byder på nogle af seriens mest rørende og smukke scener til dato – for eksempel da hele familien flyder på ryggen i det døde hav. Og med overdådige skuespilpræstationer og en kreativ visuel tilgang er Transparent stadigvæk en af tidens bedste serier om det at være menneske.