Transformers: The Last Knight

Michael Bay interesserer sig ikke for mennesker.

Det er en gammel joke, at alting eksploderer i hans film, men manden er jo en forvokset teenagedreng besat af ting, der er seje. Lækre sportsvogne er seje. Robotter er seje. Lækre sportsvogne, der forvandler sig til gigantiske kæmperobotter, er endnu sejere.

Og kæmperobotter, som i slowmotion slås mod andre kæmperobotter med gigantiske sværd, mens byer eksploderer i baggrunden – ja, det må være topmålet af sejhed.

Så det er, hvad man får i femte kapitel i Transformers-serien. Og så en helvedes masse fyldstof.

Transformer-robotterne bliver jaget vildt overalt på kloden – bortset fra i Cuba, af ukendte årsager – og Mark Wahlbergs pumpede machomand Cade Yaeger har, ene mand mod systemet, sat sig for at drive en slags illegalt robot-herberg på en losseplads langt ude i den texanske ørken.

Men da han forsøger at redde en døende Transformer, får han overrakt en mytisk medaljon, der signalerer, at han er særligt udvalgt til at løfte arven fra Kong Arthur.

Sagnkongen fik nemlig også hjælp af kæmperobotter til at vinde over sakserne i år 484 fvt., som vi ser i det slag, der indleder filmen. Allerede i denne første scene giver Michael Bay los med overeksponerede, ultraskarpe rystebilleder og desorienterende hurtig klipning.

Der er noget ironisk over, at en instruktør berømt for tjubang er så dårlig til at instruere action.

Geografien er totalt uoverskuelig. Folk vender sig den ene retning og bliver angrebet fra den anden, blikretninger ignoreres, og der klippes fra supertotal til nærbilleder så ofte, at man bliver svimmel.

Og så nytter det ikke noget, at hver spektakelsekvens er smurt ind i adrenalinpumpende actiontrommer, når klipningen er som et puslespil lagt af et utålmodigt barn, der bare maser vilkårlige brikker sammen, indtil de hænger fast.

Men Bay er heller ikke interesseret i andet end de enkelte skud til traileren, hvor kameraet drejer sig dramatisk om karaktererne og nogen siger en eller anden badass-oneliner.

Manuskriptet er mestendels en dårlig undskyldning for at sprænge ting i luften.

Det er noget med, at den viser lederrobot Optimus Prime rejse tilbage til den golde Transformers-hjemplanet, og der hjernevaskes af den onde dronning Quintessa til at angribe Jorden.

For vores planet er nemlig i virkeligheden én stor robot, hvis livskraft kan genoplive Transformers-planeten. Hvordan og hvorfor blev ikke helt gjort klart, selv om der ikke er sparet på ekspositionsmonologer – de fleste leveret af ingen ringere end Sir Anthony Hopkins.

Men manusforfatterne taber tråden, hver gang de kommer på en ny og sejere idé. Hvorfor introducere en gruppe af outsiderbørn i første akt, der er glemt i anden? Hvorfor skal Wahlbergs karakter overhovedet involveres i robotkrigen?

Medaljonen er glemt, så snart han når til England, hvor han møder Vivian, en Oxford-professor spillet af Laura Haddock, hvis doktorgrad åbenbart kun kvalificerer hende til at være museumsguide iført stram, nedringet kjole.

”En stripperkjole,” siger Wahlbergs karakter kækt og vidende, sådan at man ikke misser selvironien. ”Ja, det er dumt,” hører man manusforfatterne sige, ”men ellers er hun jo ikke lækker!”

”Mandehørm” er for gavmildt et udtryk. Det er en film, der stinker af beskidte drengeværelser, af teenagehormoner og Porsche-plakater og gammel sæd, som stivner i en sok under sengen.

En film, der signalerer, at dumsmart komik og smæk for skillingen er de eneste kvalitetsparametre, den kan bedømmes ud fra. Der er ikke én god joke i samfulde 148 minutter, og actionsekvenserne er for usammenhængende til at have nogen tyngde.

Hvem havde troet, at kæmperobotter kunne være så søvndyssende?