Biografanmeldelse
16. feb. 2019
Trækfugle
Fotografen David Gallego giver filmens udtørrede ørkenlandskaber et mytologisk præg, der understreger Wayuu-folkets usikre livsgrundlag. Foto | David Gallego

Trækfugle

Med et strejf af magisk realisme viser colombiansk drama, hvordan narkohandel undergraver et traditionelt stammesamfund med kapitalismens mistro og grådighed.

Af Wendy Ide

Mange film om blodfejder og narko-kapitalisme kan man kende på den koldblodige macho-råhed, som serien Narcos demonstrerer til fulde.

Det er en tilgang, som Trækfugle bløder op for.

Opfølgeren til Slangens favntag, også instrueret af Ciro Guerra, er en eftertænksom og rytmisk fortælling, der med visuel lyrik og strejf af magisk realisme udforsker det colombianske marihuana-boom i 1960’erne og 70’erne – og den medfølgende korrumpering af de indfødte Wayuu-stammer.

Filmen har måske en mere konventionel tilgang end Slangens favntag, der skilte sig ud med hallucinatoriske billeder. Men den har samme berusende sans for sted og kultur.

Fortællingen er inddelt i kapitler eller ”sange” – en henvisning til de messende slægtsoverleveringer, som Wayuu-folket fremsiger til vigtige begivenheder.

De spæde skridt ud i en bedragerisk industri kommer, da den forarmede Rapayet ikke er i stand til at betale den dyre medgift for at få datteren af en fremtrædende stammeleder, Zaida, til hustru.

Rapayets første narkosalg til en gruppe amerikanske fredskorpshippier er barnemad. Og det er nok til, at han kan købe de 30 geder, tyve køer, to halskæder og to pyntede muldyr, han mangler for at sikre sig den kvinde, han elsker – og den eftertragtede sociale status, der følger med hende.

Ægteskabet fuldbyrdes, selv om Zaidas mor Ursula har bange anelser. Carmiña Martínez bringer en tragisk værdighed til rollen som den respekterede kvinde, der står alene med sin advarsel mod de lette narkopenge. Sandsigersken bliver både stammens og filmens anker i en fremtid, der er akkurat så turbulent, som hun havde forudset.

Hendes søn Leonidas, der er opvokset i et sprængfarligt væksthus af fossende pengestrømme, bliver uterlig og hensynsløs, komplet uden respekt for de sociale love, der i generationer har sikret stammefreden.

Han er filmens mindst overbevisende karakter, men det er den afstumpede Leonidas, der skubber handlingen ud i en blodig tredje akt.

Filmen er genkendelig for enhver, der har set fortællinger om et forbryder-dynasti (The Godfather og den oversete The Forgiveness of Blood). Men filmens kommentar til konsekvensen af koloniseringen er fuldt ud lige så potent og hårdtslående som i Slangens favntag.

Samme fotograf, David Gallego, giver filmens enorme, udtørrede ørkenlandskaber et mytologisk præg, der understreger Wayuu-folkets usikre livsgrundlag. Mens musikken, der er inspireret af lokal folkemusik, rammer på formidabel vis historiens tematiske klangbund.

Det samme gør titlens symbolmættede fugle.

I Colombia regnes de for varsler om forandring, men ”fugl” er også et slangudtryk for de voldelige mænd, der drages af landets driftige narkoindustri. Og så refererer det til de vakkelvorne småfly, der flyver en stadig mere hyppig ekspresrute med euforiserende last til det indbringende amerikanske marked.

Hvad der virkelig får Trækfugle op at flyve, er skildringen af, hvordan en rivende pengestrøm forandrer et traditionelt samfund, der har sat ære over materielle goder.

I filmens begyndelse bliver perlehalskæder og husdyr udvekslet som rituelle værtsgaver, når klanerne holder møde. Et årti senere er ørkenhytterne med hængekøjer byttet ud med topsikrede betonfort, hårde og kolde hjem af marmor og pralende luksus. Og i stedet for geder som gave forærer Wayuu-lederne hinanden kasser med semiautomatiske geværer.

De nye gaver er mindst lige så betydningsfulde som de gamle. Det hævdvundne gamle system, med dets komplicerede sociale regler for diplomati, er blevet undergravet af grådighed og mistro.

En pistol kan meget hurtigt vendes mod personen, der forærede den i gave.

Titel:
Trækfugle

Originaltitel:
Párajos de verano

Land:
Colombia, Danmark, Mexico

År:
2018

Instruktør:
Cristina Gallego, Ciro Guerra

Manuskript:
Maria Camila Arias, Jacques Toulemonde Vidal

Medvirkende:
Carmiña Martínez, José Acosta, Natalia Reyes

Spilletid:
125 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
21. februar

Relevante artikler

Biografanmeldelse
17. maj 2016
Slangens favntag

Slangens favntag

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Biografanmeldelse
29. nov. 2023
Maestro

Maestro

Biografanmeldelse
26. okt. 2023
Reality

Reality

Biografanmeldelse
09. maj 2023
Tori og Lokita

Tori og Lokita

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten