Toy Story 4

Ingen trilogi i filmhistorien har været lige så konsekvent formidabel som Toy Story-filmene.

Alligevel kan det ikke undgå at give bange anelser, når en fjerde film ankommer næsten 25 år efter den første. Den kan da umuligt nå samme tinder som de forrige?

Men Pixar husker en af deres berømte tommelfingerregler: Aldrig at lave en fortsættelse, medmindre der er en ubestrideligt god grund til at gøre det (de må have glemt den, da de lavede Cars 2).

Toy Story 4 er en mesterlig tilføjelse til Woody, Buzz og vennernes eventyr. Alene omfanget af visuel og sproglig hittepåsomhed og humor viser, at studiets hjernetrust har brudt hovederne for at mane enhver antydning af rutine i jorden.

Cowboydukken Woody plejede at være sin nye ejer Bonnies yndlingslegetøj, men nu er han sendt på pension i skabet. Her foregiver han ophøjet ro, mens han gennemgår en eksistentiel krise, og da Bonnie er urolig for at skulle starte i børnehaven, sniger han sig med i hendes skoletaske.

Hun opdager ham ikke – den tid er forbi, hvor hun lagde mærke til ham – men Woody hjælper hende alligevel ved at give hende de redskaber, hun skal bruge i timen: en piberenser, en slikkepind, nogle skøre øjne og en gaffel.

Med disse byggeklodser sammensætter Bonnie et nyt stykke legetøj, som kan bruges til suppe, salat og måske kødsovs.

Men Forky (på dansk: Gafli), som hun kalder ham, har svært ved at falde til i sin nye identitet og laver det ene kamikazeløb efter det andet mod skraldespanden. Mere end nogen anden ved Woody, hvad Bonnies nye favorit betyder for hende, og han er parat til at ofre sig for at sikre, at det modvillige plasticbestik ikke forlader hende.

Det er en beslutning, der strander dem begge langt hjemmefra – og fører Woody tilbage til en gammel ven.

Fjerde film byder også på andre, farverige nye bekendtskaber som den lillebitte plastic-politikvinde Giggle McDimples, der har et stort hjerte. Der er også Duke Kaboom, som stadig smerteligt husker et barn, hvis forventninger han ikke levede op til. Sjovest af alle er Bunny og Ducky, et par plysbamser med voldsfantasier og destruktionslængsel.

Nogle af de gamle hovedfigurer– som Buzz – træder lidt mere i baggrunden og giver dermed plads til, at den nyligt frigjorte hyrdindedukke Bo Peep kan føre an i mange af de mest hæsblæsende actionscener.

Og så byder filmen på den mest hjertefrysende brug af bugtalerdukker siden Alberto Cavalcantis bidrag til gyserantologien Dead of Night.

Som del af sit svendestykke instruerede Josh Cooley to Pixar-kortfilm: Rileys første date og George og Al. Han debuterer med et imponerende teknisk håndelag, uforfalsket fortælleiver og en god sans for at være tro mod kendte historier og skattede figurer.

Så snart man løfter på legetøjskisten, finder man i Toy Story-filmene dybt menneskelige temaer som dødelighed og udtjente venskaber. Fjerde film handler om at finde mening i et samfund, der ikke sætter samme pris på én, som det gjorde engang. Det er med andre ord en film om at blive ældre.

Det er også den smukkeste af Toy Story-filmene – med flere længder. Lys bliver brugt som et motiv.

Det ser vi, da Woody får øje på en spættet lampe, der engang tilhørte Bo Peep. Da de to gamle kærester genforenes, deler de et magisk øjeblik, begge fortryllet af lyset, der glimter fra vinduer og lysekroner i en gammel antikforretning.

I løbet af filmen vokser der en erkendelse frem.

Måske er det at være et legetøj uden barn ikke den værste skæbne, man kunne tænke sig. Måske er det at være tro mod sine egne ønsker og længsler det største ansvar, nogle af os bærer. Måske fortæller en film om levende legetøj os igen noget klogt om livet.

Helt til slut, da jeg havde opgivet at skjule mine tårer, lænede min otteårige søn sig over til mig og hviskede: ”Det her er den bedste dag i mit liv, mor!”