Cph:Dox 2017
15. mar. 2017
Tower
Blandingen af animation og arkivoptagelser gør det muligt at komme helt tæt på ofrene i Austin i 1966, hvor en mand dræbte fjorten mennesker og sårede flere end 30. Foto | Sarah Wilson

Tower

Animeret dokumentar er et enestående vidnesbyrd om det første skoleskyderi i USA og arnestedet for den moderne, amerikanske selvtægtskultur.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Efter en tidlig frokost med nogle venner i universitets kantine går en højgravid kvinde med sin kæreste ud for at komme flere penge i parkeringsautomaten.

Da de når ud foran bygningen, lyder et smæld, der giver genlyd over hele pladsen. Hun griber om sin mave, da hun falder om, og så snart hendes kæreste griber ud efter hende, lyder endnu et smæld. Han spjætter og vælter livløs omkuld.

Og pludselig ligger hun der helt alene på den bagende asfalt i middagsheden en solrig dag i august. I ottende måned bevæger barnet sig hele tiden, forklarer hun i voice-over. Men nu er der helt stille i maven.

Rundt om hende lyder der flere skud, og da de nysgerrige texanere træder ud af biler, diners og barbersaloner for at se, hvad der foregår, bliver de alle uforvarende målskiver for den psykopatiske skarpskytte i klokketårnet.

Han hed Charles Whitman, og hans massemord på tilfældige forbipasserende i Austin i 1966 var arnestedet for den moderne, amerikanske selvtægtskultur. Han gjorde det offentlige rum usikkert for eftertiden, da han på blot 96 minutter dræbte fjorten mennesker og sårede flere end 30.

Whitman fik fredelige folk til at investere i automatvåben, og patologiske enspændere til at betragte et mordorgie som den mest værdige form for selvmord.

”Going postal,” kalder man det. Fordi nedkørte postarbejdere i 1980’erne fulgte Whitmans eksempel.

Men det er ikke hans historie, der fortælles i den animerede dokumentar Tower. Alt for ofte er der morderens navn, man husker, når ligene er identificeret og blodet spulet væk. I instruktør Keith Maitlands empatisk animerede dokumentar nævnes han dårligt nok.

I stedet er fortællingen overladt til massemorderens ofre, der i rekonstruerede optagelser og voice-over – indtalt af skuespillere ud fra interviews – får lov at dele deres indtryk fra tragedien.

Maitland er ikke optaget af årsag og konsekvens, men af at gengive oplevelsen af skyderiet, mens det står på. Som tilskuer er man klaustrofobisk hensat til ofrenes synsvinkel, når de skjuler sig bag buske og mure, når de sprinter frem for at komme tættere på de ramte eller længere væk fra tårnet, eller når de ligger og forbløder og kæmper for ikke at miste bevidstheden.

Rekonstruktionerne, der fylder det meste af filmen, er nervepirrende thriller-materiale og et foruroligende vidnesbyrd om, hvordan helt almindelige mennesker reagerer i en krisesituation. Den trykkende stemning af panikangst, adrenalinrush og lammende frygt sætter sig mareridtsagtigt fast i kroppen.

Det er en krise, der afslører ens sande jeg på en måde, de fleste helst ville være foruden. ”Jeg vidste, at jeg ikke ville gå derud,” erkender en ung kvinde, der ikke kunne gøre andet end at se på, mens de sårede skreg på hjælp. ”Det var det øjeblik, jeg indså at jeg var en kujon.”

Man vil gerne se sig selv i rollen som de to teenagedrenge, der trodser kuglerne og løber midt ud på den åbne plads for at redde de ramte. Eller som pigen, der løber ud til den gravide kvinde og kaster sig ved siden af hende bare for at holde hende ved selskab.

Men Maitland gør det svært at lege sofahelt. Hans hektiske fremstilling af forløbet maner den dødelige forvirring frem, der holder én fast i den virkelige verden.

At filmen lykkes så godt, skyldes ikke mindst formatet. Optagelserne fra dagen stammer fra overeksponeret amatørsmalfilm, rystede nyhedsoptagelser og radiooptagelser fra de tilstedeværende reportere (en af dem blev dræbt).

Rotoscoping-teknikken, hvor man transformerer virkelige personer til animation, skaber en forankring i det visuelt rodede kildemateriale. Der klippes fra den animerede figur til de autentiske billeder, fra utydelige telefonopkald til skuespillere, der gengiver, hvad der blev sagt.

Dokumentarismens vante virkemidler, fra navneskilte til omhyggeligt opsatte interviews, er her skrinlagt til fordel for en brutal intimitet, der, filmens stærke stilisering til trods, føles mere autentisk og mere respektfuld.

Skoleskyderier er et amerikansk nationaltraume, og med sin nøgterne tilgang til det første i nyere tid virker Tower som en værdig gravskrift over efterkrigstidens uskyld.

Titel:
Tower

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Keith Maitland

Medvirkende:
Violett Beane, Louie Arnette, Blair Jackson, Monty Muir

Spilletid:
96 minutter

Premiere:
17. marts på Cph:Dox

Fra samme skribent

festivalanmeldelse
18. maj 2026
Tangles

Tangles

festivalanmeldelse
14. maj 2026
Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

Biografanmeldelse
16. apr. 2026
I Was a Stranger

I Was a Stranger

Serieanmeldelse
20. mar. 2026
Den danske kvinde

Den danske kvinde

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro