Biografanmeldelse
07. nov. 2018
Touch Me Not
Skaldede Tomas og Christian med muskelsvind bliver klædt i hvidt guidet gennem sanselige oplevelser i Adina Pintilies film om seksuel nysgerrighed. Foto | George Chiper

Touch Me Not

Trods distancerende kunstgreb er årets Berlinale-vinder en uafrysteligt ærlig film om seksualitet – også den ekstreme.

Af Ida Rud

En nøgen mand med et slapt lem. Kort efter ser vi igen et lem, muligvis det samme som før, netop som manden opnår orgasme.

Laura sidder og kigger på manden med tatoveringerne, der har fået en orgasme. Han holder sin pik i hånden, mens den bliver mindre stiv og hans åndedræt mere roligt.

Ingen siger noget. Da han er gået, lægger hun sig over i sengen. Den er hendes. Og hun indånder mandens kropsdufte, ligger i hans søle. Får tydeligvis nydelse ud af den handling, hvorimod hun var helt ubevægelig, da manden tilfredsstillede sig selv for øjnene af hende.

Prostitution har fundet sted.

Laura er cirka 50 år gammel, en flot moden kvinde. Hun er på en seksuel rejse, hvor hun undersøger dybderne af sine egne lyster og udfordrer sig selv. Om natten ligger hun nøgen i sin seng og falder ned i internettets kaninhul af tabuiserede sex-nicher.

Hun falder over Hanna, en aldrende, transkønnet kvinde, som hun ender med at invitere hjem. Flere gange. Første gang laver Hanna et peepshow for Laura og demonstrerer, hvordan hun stimulerer sin lille pik, som var den en klitoris.

Men Laura bliver også observeret. Og filmet. Af rumænske Adina Pintilie, der instruerer Touch Me Not. Hun er dog ikke selv stede i rummet, selv om kameraet er det. Vi ser hendes refleksion foran kameraets linse, men hvordan det egentlig fungerer, skal man nok være teknisk begavet for at forstå.

Adina Pintilies tilstedeværelse udvisker grænsen mellem fiktion og dokumentar. Hun bringer sig selv i spil og er angst i forhold til Lauras grænsesøgende oplevelser. Laura er vred på mænd og vil ikke røres, hvilket må referere til filmens titel. Eller er det i virkeligheden Adina, der ikke vil røres?

Ud over Laura følger vi Tomas og Christian. Laura ser dem på hospitalet, hvor hun besøger en invalid mand (husbond eller fader – ingen ved det).

Tomas og Christian er klædt i hvidt. De er omgivet af andre mennesker i hvidt, og en mand guider dem messende gennem sanselige oplevelser. De to mænd er hinandens partnere i denne session.

Tomas er ung, stærk og fuldstændigt skaldet over det hele. Christian har muskelsvind og er groft sagt kun et hoved på en lillebitte krop med en enkelt funktionel arm. Resten af hans lemmer dingler og kan flyttes rundt efter behov. Hvilket Christians kone Gritt gør.

De tre hovedpersoner bruger deres egne navne. Laura og Tomas er skuespillere, Christian er politisk aktivist. Og selv om handicappet gør det svært for Christian at tale, og tyk savl løber ud af hans mundvige, er han et ufatteligt veltalende og charmerende menneske. Godt begavet og smuk på sin egen unikke måde.

Christian og hans kones ærlighed er klart scoopet, fordi de lukker os helt ind i deres allermest intime rum. Og i en swingerklub giver Gritt ham et blowjob.

Touch Me Not er et overrumplende ærligt indblik ind i seksualitetens væsen. Det er intimt. Tankevækkende. Rørende og meget grænseoverskridende.

Desværre fortaber filmen, der vandt hovedprisen på Berlin-festivalen tidligere på året, sig i kunstgreb. Adinas distance er uden tvivl en pointe. Men hvad er fiktion, og hvad er ægte? Hvad er autentiske situationer, og hvad har de medvirkende fået at vide, at de skal gøre?

Adina Pintilie mangler at tage publikum i hånden. Vi er fortabte i de ublu konfrontationer, og det er svært at give sig hen til filmens undersøgende tilgang, når man er så forvirret.

Fordi filmen i sig selv er så udfordrende, kunne formen godt have været mere blid. Den stiller dristige spørgsmål på en kærlig måde, men frastøder med sit artificielle formsprog det brede publikum, der ellers kunne have glæde af den seksuelle nysgerrighed.

Titel:
Touch Me Not

Land:
Rumænien, Tyskland, Tjekkiet, Bulgarien, Frankrig

År:
2018

Instruktør:
Adina Pintilie

Manuskript:
Adina Pintilie

Medvirkende:
Laura Benson, Tómas Lemarquis, Christian Bayerlein

Spilletid:
123 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
8. november

Relevante artikler

Berlinale 2018
23. feb. 2018
Det perfekte slagsmål

Dag 8: Det perfekte slagsmål

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
01. nov. 2025
It: Welcome to Derry

It: Welcome to Derry

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten