Too Hot to Handle

Selv en reality-skeptiker må anerkende det såre simple og smågeniale koncept i Netflix-fænomenet Too Hot to Handle:

En gruppe hammerlækre deltagere vinder penge, hvis de kan holde fingrene fra hinanden! 

Så er scenen sat til en saftig omgang med kødelige fristelser, når ti mænd og kvinder med spændstige vaskebræt og kavalergange checker ind på et solbeskinnet hotel a la Paradise Hotel. 

De får lige lov til at lære hinanden at kende og overveje, hvem de er mest tiltrukket af, før bomben sprænger: En lille robothøjtaler ved navn Lana fortæller dem, at der bliver trukket penge fra præmien på 100.000 dollars hver gang, de formaster sig til kys eller sex.

På den måde prøver serien at være et socialt eksperiment med en dybere mening: De overfladiske medvirkende skal lære glæden ved indre værdier. 

Og det er da muligt, at nogle af dem er kommet ud af oplevelsen som bedre og mere indsigtsfulde mennesker. Men som seer kunne de fem-seks timer være blevet brugt bedre på hvad som helst. 

Det er nemlig en umanerligt kedelig omgang, der under de fine intentioner selvfølgelig bare vil have os til at grine af de dumme mennesker. 

”Det er som at være i sex-rehabilitering med sindet,” siger den engelske deltager Chloe i femte afsnit, hvor den prås gerne skulle være gået op for alle og enhver. 

Hvis det ikke er tilfældet, står komikeren Desiree Burch klar som den evigt sarkastiske kommentator og slår fast, at Chloe vist ikke er den skarpeste kniv i skuffen. 

Kommentarsporet gør sig også vittig på bekostning af genren, når Desiree Burch driller seriens producere for at være uopfindsomme. Deres tiltag for selvudvikling inkluderer workshops, hvor det handler om at komme i kontakt med både krop og sjæl ved eksempelvis at tale med sin vagina eller skrive sårende skældsord på kroppen med maling. 

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at reality-tv er konstrueret og voldsomt manipuleret – alt fra udvælgelsen af deltagere til klipningen. Men her føles hver eneste interaktion så gennemorkestreret, at man har umådeligt svært ved at få sympati med deltagerne. 

Rollelisten tæller blandt andre den canadiske nymfe Francesca og den australske charmetrold Harry. De er perfekt castet til serien, fordi de det ene øjeblik elsker og det næste hader hinanden for fuld hammer. Og så er de ligeglade med alle andre end dem selv, hvorfor det naturligvis er sjovest at udfordre dem til at modstå kødets lyster med en nat i privatsuite. 

Mens deres tiltrækning mest lader til at være fysisk, er der en anden forbindelse mellem parret Rhonda og Sharron. Hun kæmper med at afsløre, at hun har en søn derhjemme, mens han er så knækket over sit seneste parforhold, at han har meget svært ved at åbne sig. 

Der er små glimt af noget ægte, ligesom man enkelte gange præsenteres for en interessant problemstilling. 

Skal man nævne noget positivt, skubber serien faktisk lidt til gammeldags kønsstereotyper. Mændene snakker om at være så liderlige, at de vil bolle væggen, og Desiree Burch spørger retorisk, om kvinderne mon ikke har gang i en mere stimulerende samtale om klimaet. 

Nej, de er lige så optaget af sex som fyrene! 

Men det drukner i uendelige ordspil om at vokse, der jo både kan betyde at udvikle sig som menneske og at svulme op i underlivet. Og hvor mange gange er det sjovt at slå fast, at eksperimentet er ”hårdt” at være med i? 

I et andet reality-hit på Netflix – Love Is Blind – er der faktisk noget på spil. Deltagerne forpligter sig til hinanden, før de overhovedet har set, hvordan partneren ser ud – og efterfølgende skal de sågar møde den andens familie! 

Den slags vækker gode minder om at se Singleliv i flimmerkassen, hvor de medvirkende var almindeligt udseende mennesker. 

Too Hot to Handle er nærmere en tomhjernet lidelsesfælle til Paradise Hotel, som i det mindste tør stå ved, at det er spændende at se smukke, unge mennesker fornøje sig på lagnerne.