Togetherness – sæson 2

Tredje afsnit i anden sæson af Togetherness er seriens hidtil bedste og et ret fantastisk eksempel på, hvordan højdramatik og lavkomik kan komplementere hinanden.

Uden at afsløre for meget er det her, at hændelserne i første sæsons slutning endelig kommer for en dag, hvilket sætter Michelle (Melanie Lynskey) og Bretts (Mark Duplass) ægteskab under pres. De havde allerede problemer i seriens begyndelse, hvor hans ven Alex (Steve Zissis) og hendes søster Tina (Amanda Peet) begge flyttede ind i deres hus.

Det startede jordrystelserne, der nu endelig får jorden til at slå revner.

Opkast i sengen efterfølges af en rejse til barndommens gade i motorbyen Detroit. Det lyder forhåbentlig tilpas absurd til at kunne være genialt – hvilket nemlig er tilfældet.

Det fører til, at Tina ironisk kan fortælle sin søster, at hun ”bare er glad for, at dit liv er mere fucked end mit”, mens Brett symbolsk tager en løbetur og senere billedlyrisk ender i en kollektiv cykeltur om natten.

Når tredje afsnit i en sæson af otte er det bedste, betyder det naturligvis også, at anden halvdel ganske ukarakteristisk er den svageste. Normalt bygger serier jo op til at levere de største nyrehug til sidst, og på sin vis er det forfriskende, at Togetherness går imod denne klassiske dramaturgi. Men det efterlader også én knap så berørt, når sidste billede kører over skærmen.

I det hele taget er opbygningen meget løs som i Duplass-brødrenes såkaldte mumblecore-film, der tæller The Puffy Chair og Jeff, Who Lives at Home, hvor folk mumler sig igennem hverdagens tilfældigheder. Der synes ikke at være noget stort, forkromet plot, som holder delene sammen. Serien er bundet sammen af de mange, små ikke-begivenheder, der tilsammen konstituerer livet.

Anden sæson begynder i brødreparrets fødeby New Orleans, hvor Alex har fundet skuespilarbejde som blodsugende, men grinagtig vampyr med europæisk accent. Han har også fundet en kæreste, den smukke Christy (Ginger Gongaza), hvilket ikke huer Tina, der ellers selv er i et forhold med den rige producer Larry (Peter Gallagher).

Bikaraktererne – både nye og gamle – fletter sig naturligt ind i fortællingen og bliver den korte skærmtid til trods helstøbte mennesker med egne drømme og ønsker. Men det er selvfølgelig den centrale kvartet – Michelle, Brett, Tina og Alex – som det hele afhænger af.

Her træder især Melanie Lynskey frem med sit portræt af en samvittighedsplagede forstadsfrue Michelle. Lynskey er bedst kendt for rollen som sindssyg nabo i Two and a Half Men, men allerede i en alder af seksten år viste hun sit dramatiske talent over for Kate Winslet i Peter Jacksons Heavenly Creatures. Da Michelles nye veninde Anna (Katie Aselton) introduceres halvvejs i sæsonen, får Lynskey mulighed for at vise andre sider af sin karakter, og det gør hun imponerende sikkert.

Men også både Brett og Tina får lov til at vise bredere nuancer af deres personlighed i anden sæson. Ægteskabets problemer får Brett til at blive Uber-chauffør, mens han går i barndom med Alex, og deres arbejde på ungdomsprojektet – en dukkeopførelse af Frank Herberts Dune, som David Lynch har filmatiseret – er både morsomt og ynkværdigt.

Mens Brett ser tilbage, kigger Tina frem. Den smukke, midaldrende partypige finder ud af, at livet er andet end materielle goder og dyre glæder, og at selv den klammeste babylort kan være besværet værd. Mens den overordnede historie flyder noget ufokuseret rundt, er karaktererne – seriens styrke – altså klart definerede i deres målbevidsthed eller mangel på samme.

Man kan kritisere Togetherness for at være for selvmedlidende med portrættet af en gruppe mennesker, der alt andet lige har det bedre end de fleste. Det kan da også være lidt trættende i længden at se voksne mennesker slås med livets ulidelige lethed.

Men når Togetherness er bedst, er det en morsom og medrivende serie, der endda kommer med det kloge budskab, at man nogle gange skal møde smerte i stedet for at prøve at undgå den.