Tina

Bortset fra Tina Turners to ørehængende evergreens Private Dancer og What’s Love Got To Do with It har jeg aldrig været den store fan.

Og jeg er nok lidt forudindtaget, fordi Tina Turner malkede den skandaløse H.C. Andersen-fejring i 2005 for 5,2 millioner kroner, da hun blot spillede to sange på mekanisk rutine i sin karrieres sensommer.

Det skal naturligvis ikke komme Daniel Lindsay og T.J. Martin, der blev prisbelønnede for Raceurolighederne i Los Angeles, til last.

Filmen om en af de største afroamerikanske rocksangere nogensinde er en god og gedigen dokumentar af den gammeldags slags. Her er ingen rekonstruerede scener og dramatiske iscenesættelser, og vi slipper for, at hovedpersonen bliver gestaltet af skuespillere.

Tina er den kronologiske fortælling med koncerter, masser af arkivoptagelser, tv-shows og ikke mindst interviews med venner og kolleger.

Ved filmens begyndelse er sangeren som 81-årig i sin slotslignende villa i Schweiz. Her kan hun leve i sit skattely langt fra verdens vrimmel og forbande afdøde Ike, som var et dumt svin, en sadistisk voldsmand og en langt mindre stjerne end hende selv.

Hun bliver opvartet af sin yngre husbond, den mystiske Erwin Bach, som har sat penge i dokumentaren.

I to timer går vi med flashbacks tilbage ad mindernes boulevard, der er asfalteret med både dårlige og gode oplevelser. Første del af filmen er garneret mest med de første, mens anden del boltrer sig i de sidste. Det er sat op i kapitler og en kurve, som i den grad mimer Hollywood-historien, hvor en stjerne fødes.

Den latente berettermodel skærer noget af filmens dokumentariske sanddruelighed.

Sekstenårige Ann møder Ike i St. Louis i 1956, hvor den rockende tidsånd er den spirende R&B-musik. Ike forvandler Ann til Tina med nyt hår, vrikkende hofter og sexede kjoler.

De er først makkere, siden mager. Ike er voldelig og slår Tina. Tørre tæsk, røvfuld og blå øjne. De har to sønner, og den ene kan bevidne, hvor meget og hvor ofte far slog mor.

Selv var Tina ikke meget til stede for sine børn på grund af turnelivet. Endelig indser hun via buddhisme, at det her vil hun ikke stå model til. Så bliver parret skilt.

Filmen fortæller, at stolte Tina ved skilsmissen i 1978 kun ville have patent på sit navn. Efter bruddet er det op ad bakke, men så træder dygtige managere til.

Snart glider Tinas solokarriere med ny stil og stab som smurt i olie, penge og popmusik. Hun kan både synge blues og Beatles, standard og gospel, hænge ud med David Bowie og Mick Jagger og være den store rockmama for sine fans.

De hårde år vil hun ikke tale om.

Men så skriver hun en autobiografisk bog I, Tina, for at de journalistiske gribbe kan spise sig mætte i hendes traumatiske ægteskab. Vi får i 1993 biopic’en Tina – What’s Love Got to do with It, mens det går støt ned ad bakke for Ike – som følge af narko, men også på grund af afsløringerne.

Da han dør i 2007, har Tina i sin alderdom overskud til lidt empatisk eftertanke.

Filmens første del om Tina Turners unge år indtil bruddet er så absolut den bedste. Den sidste time er mest for svorne fans, som gerne vil se Tina synge sine topnumre og være på turné.