Time Bandits

Eftersom man ikke kan rejse i tiden for at opleve den gennembrudsfilm, som det amerikanske medlem af Monty Python, Terry Gilliam, instruerede i 1981, med samme øjne som dengang, må man gense den med nutidens på en gang mere sentimentale og kritiske blik. 

Og det bør man gøre! 

Gilliams Time Bandits er nemlig stadig et lille mesterværk. Filmen lever af sin originale idé og sine excentriske filmtricks, men også af fremragende skuespilpræstationer. Men i de forløbne 43 år siden premieren er der sket meget, og nogle af tingene fra historien kan man slet ikke tillade sig at lave mere. 

2024-serien fungerer heldigvis ret godt i sin egen ret. 

Kevin, der bor med sine overvægtige forældre i et rækkehus i England, er historienørd. Og mens forældrene ikke ænser andet end deres smartphones og tv, læser Kevin historiebøger. Men inden længe forvandles alting, da en ridder pludselig står på en stejlende hest midt i hans børneværelse. 

Igennem den manglende bagside af et klædeskab og vægge, der pludselig forsvinder, træder Kevin ind i en anden tidsalder. 

Det er åbenlyse referencer til J.K. Rowlings serie om Harry Potter og C.S. Lewis-romanen Løven, heksen og garderobeskabet fra 1950, men man ser det ikke som plagiering, snarere en sød og kærlig hilsen. 

Inden længe er Kevin på en vild jagt igennem historien. Sammen med røverbanden kastes han igennem diverse tidsepoker. For han skal igennem nutiden, maya-perioden, middelalderen, forbudstidens Amerika, den georgianske tid i London, Mansa Musas imperium i Mali, istiden og så også lige 1996. 

Derudover skal Kevin sammen med banden helt ned i Helvede og tilbage. 

I ét afsnit smadrer de totalt forvirrede rundt i samtlige epoker. Og alt sammen bare for at redde Kevins forældre, som undervejs i kampens hede pludselig er blevet forvandlet til to små stykker sort kul. Kan deres skæbne ændres? 

Det hele er meget gakket, rigtigt underholdende og ret sjovt lavet. Time Bandits er en oplagt familieserie for voksne og større børn. 

Den er sine steder fundamentalt spændende. Der er virkelig mange diskrete jokes og ordspil, som nok mest voksne vil fange, men også mange åbenlyst vittige påfund. 

Da en virkelig klam og hvæsende dæmon med sorte streger i ansigtet og sort uglet hår dukker op i 1996, forelsker en postpunkfyr, der jo næsten er magen til, sig straks i hende til en fest i et besat hus. 

Og da Kevin opsøger sine forældre som børn, bliver det hele rigtigt syret. 

I hovedrollen er Kevin Haddock spillet charmerende af Kal-El Tuck. Bandens leder spilles med fed selvironi af Lisa Kudrow, som er kendt for at spille den dumme blondine Phoebe Buffay i serien Friends. Dengang som nu er hun virkelig morsom og dygtig i legen med den naive og rørende karakter. 

Gud, eller Den Højere Magt, spilles totalt spacey i moderne diskoteksoutfit og med virkelig løse håndled af seriens skaber Taika Waititi. Og han er så ret sjovt stillet over for Satan, der spilles som en lidt kikset djævel af seriens anden medskaber, Jemaine Clement. 

Så der er humor på alle planer. 

Det store brud med Gilliams film er, at hovedpersonerne i hans skæve auteurværk var mennesker med lavvækst. Den går åbenbart ikke i dag, om end man har sikret de ellers frasorterede små personer andre roller. De er stadig med, men nu som detektiver. 

Aktivister har nemlig både klaget over, at de var med, og at de blev taget ud! 

Der er nogle slemme mislyde i et par af epokerne, hvor scenografi, kostumer og rekvisitter bliver for billige og tingeltangelagtige. Samtidig mangler der fremdrift i et par af epokernes historier. Og man bliver i længden træt af en påtrængende politisk korrekthed. 

Men man er godt selskab i den søde og indimellem originale serie. Og man får lyst til selv at kunne rejse i tiden. Ikke mindst, fordi Clement og Waititi allerede har afsløret, at der kommer en sæson to.