Til månen og tilbage

De fleste har mærket smerten ved at miste én, man holder af. Hvordan lever man videre med sorgen i hjertet?

Det er omdrejningspunktet for Netflix’ animationsfilm Til månen og tilbage.

Den kinesiske pige Fei Fei (Cathy Ang) har haft en barndom fyldt med kærlighed, varme og familieidyl. Med blomster, kager, blide blikke og sang præsenteres vi for hendes lille familie.

Fei Feis mor fortæller eventyrlige sagnhistorier om månegudinden Chang’e (Philipa Soo). Hun er blevet adskilt fra sit livs kærlighed Houyi (Conrad Ricamora), som er død. Nu sidder hun ensom på månen og længes efter ham.

Men Fei Feis egen familielykke får også en brat ende, da hendes mor bliver syg og dør. Da faren fire år senere finder en ny kæreste, er Fei Fei ikke just begejstret. Hun griber desperat fat i morens fortællinger for at holde liv i mindet om hende.

Pigen beslutter at bruge sine eminente evner inden for videnskab til at bygge sit eget rumskib og rejse til månen for at finde Chang’e og bevise, at fortællingerne er sande. Håbet er at få faren til igen at tro på fortællingerne, huske Fei Feis mor og droppe sine planer om at gifte sig.

Det skal vise sig at blive en magisk rejse, som også byder på en uindbudt gæst i form af Fei Feis paplillebror, som sniger sig med på rumskibet.

Trods det alvorlige emne er filmen ikke en trist omgang.

Fei Fei har et drømmende sind og charmerende gå-på-mod, mens et festfyrværkeri af farver, flot animation og eventyrlige figurer tilfører filmen glæde og lethed.

Smukke billeder af den runde, hvide måne med et glimtende skær giver en fortryllende fornemmelse. Røde, løvelignende væsner med gule løvemanker og vinger lyser op i det mørke månelandskab. Og hjemme hos familien giver lækre, dampende madretter én lyst til at sidde med ved middagsbordet i det hyggelige selskab.

Instruktør Glen Keane, som vandt en Oscar for den animerede Kobe Bryant-kortfilm Dear Basketball i 2018, har gennem mange år været animator hos Disney. Han var med til at skabe en lang række 90’er-klassikere som Tarzan, Pocahontas, Aladdin og Skønheden og Udyret.

Man kan da også tydeligt mærke inspirationen i Til månen og tilbage.

I bedste Disney-stil leverer figurerne en lang række sange. Og filmen lægger sig i slipstrømmen af nyere succeser som Vaiana og Frost med en stærk kvindelig hovedkarakter, der længselsfuldt drømmer og synger om at drage ud i verden.

Fei Fei slår armene ud mod himlen, mens hun løber og synger om at flyve til månen.

Desværre har sangene ikke samme ørehængende kvalitet, som det er tilfældet med Let It Go fra Frost og How Far I’ll Go fra Vaiana. Faktisk kommer mange af sangene hurtigt til at lyde som hinanden.

Månedronningen Chang’e viser sig ikke at være, som Fei Fei havde forestillet sig. I stedet for en bild og kærlig kvinde er hun en sand diva, som sidder på sin trone i glitterkjole og straks er klar med modelpositioner, når der skal tages fotos.

Men bag facaden gemmer sig en dyb sorg og smerte over hendes tabte kærlighed. Filmen berører, hvordan det at miste kan være med til at forandre én, når tristhed og mørke omslutter sjælen.

Og det knuger helt ind i brystet, og tårerne presser sig på i øjenkrogen, når man ser sorgen i Fei Feis store, klare øjne.

Fei Fei og Månedronningen kan spejle sig i hinandens sorg. På rørende vis skildrer filmen, hvordan man kan mindes dem, man har mistet, og samtidig tillade sig selv at give slip.

Til månen og tilbage husker os alle på, at de mennesker, man har mistet, altid vil være ens hjerte nær.