Three Thousand Years of Longing

Da australske George Miller sidst trådte bag et kamera, leverede han den perfekte actionfilm: Mad Max: Fury Road.

For tiden arbejder han på en prequel ved navn Furiousa, men imellem disse to oktan-i-ørkenen-spektakelfilm renser han ganen med Three Thousand Years of Longing.

Det er et mærkværdigt og frustrerende kærlighedseventyr, hvor de overkvalificerede skuespillere skubbes væk af fantasifulde sidespor.

Tilda Swinton spiller Alithea Binnie, en ensom, tilknappet professor i historiefortælling.

Under et besøg i Istanbul finder hun en skåret, gammel glaslampe i basaren. Da hun forsøger at rense den på sit dyre hotelværelse, springer en djinn ud af den.

Det er en enorm flaskeånd legemliggjort af en forvokset Idris Elba. Han får sig skrumpet ned i en badekåbe, lærer engelsk på et øjeblik og begynder at forklare Alithea om de tre ønsker, han nu kan tilbyde hende!

Filmen er mest fantasifuld i de historier, hvor ånden som en anden Sheherezade fortæller fra sine 3000 år på jorden.

Engang for længe siden var han forelsket i Dronningen af Saba (Aamito Lagum), men hun er mere optaget af hans rival, Kong Salomon (Nicolas Mouawad).

Århundreder senere vikles han ind i hofintriger i Osmannerriget takket være en vemodig slavepige, Gülten (Ece Yüksel), der længes efter sultanens søn. Og endelig møder han kvinden Zefir (Burcu Gölgedar), der i 1800-tallet forhindres i at udøve sit videnskabelige geni, og som han oprigtigt elsker, selv om hun ikke tør stole på hans kærlighed.

Hver af disse kærlighedshistorier ender selvfølgelig med, at ånden igen fanges i flasken. Men måske kunne det blive anderledes med Alithea. Hun har trods alt navn efter sandhedens gudinde, og han insisterer på, at han er en ærlig ånd. Måske kunne de finde ud af det sammen.

Desværre kommer vi ikke tæt nok på dette par.

Eventyrhistorierne er magiske, men filmen bruger meget tid på at beundre de ikke-menneskelige medlemmer af Sabas hof og Süleyman den Prægtiges politiske rænkespil, som ikke udfolder tematikken om længsel og kærlighedens væsen.

Det står ikke altid klart, hvad de to stolte, ensomme skabninger vil med hinanden. Og magien fortaber sig, når historien sander til undervejs.

Der er øjeblikke af ømhed, som da ånden sørgeligt mindes sine gamle elskede og et langt liv som andres tjener. Men da Alithea begår en fejltagelse, fejes det for hurtigt til side, og hun bruger først sine egne ønsker så sent i filmen, at de ikke har megen vægt i historien.

George Millers tekniske håndelag er dog stadig værd at opleve. En klip fra et flys landingshjul til hjulene på en bagagevogn er en elegant måde at skildre flyrejse på. Åndens forvandlinger er også smukt realiseret, og samtidig genbruger instruktøren skuespillere og motiver i historiens mange lag for pirrende at antyde, at det hele bare er en drøm.

Men der er også noget bagstræberisk over, hvor eksotisk han skildrer det historiske land Saba. Desuden er skildringen af tykke kvinder og dværge i en boldgade, hvor de snarere er fænomener end mennesker.

Eventyr kan ikke kun være for smukke mennesker!

Til gengæld er Tilda Swinton og Idris Elba tilpas engagerende til, at man nærmest savner dem, når historien sprænger hotelværelsets rammer på endnu en historisk vildfarelse.

Tilda Swinton er vant til at spille den anspændte akademiker, og hun maner en fascinerende sårbarhed frem bag det hårde ydre. Idris Elba antyder smukt den ensomhed, der kan opstår, når man føler sig som et sexobjekt.

Man mindes en anden film fra i år om romantik på et hotelværelse, nemlig Held og lykke, Leo Grande. Men den film rundede noget mere modigt af end George Millers eventyr.

Der er fortryllende øjeblikke undervejs, og enkelte scener hægter sig fast i erindringen, men Three Thousand Years of Longing er i sidste ende en skuffelse.