A Thousand Times Good Night

En norsk filmproduktion, der foregår på engelsk, har både en fransk og dansk stjerneskuespiller på rollelisten og udspiller sig i Irland, Afghanistan og Kenya. Den norske instruktør Erik Poppe, der også stod bag det underfundige storbyportræt Hawaii, Oslo, kender tydeligvis ikke til janteloven.

A Thousand Times Good Night er løst baseret på Poppes egne erfaringer som krigsfotograf. Passionen for håndværket gennemsyrer da også en vedkommende fortælling om karriere og familieliv på kollisionskurs.

Filmen begynder in medias res i Kabul, hvor den anerkendte krigsfotograf Rebecca (Juliette Binoche) vil forevige en kvindelig terrorgruppes selvmordsaktion. På en travl markedsplads skaber Rebeccas aggressive fremfærd med kameralinsen panik. Bomben udløses før tid og dræber både børn og voksne. Selv overlever hun med nød og næppe.

I sekundet inden braget indrammer Poppe en flok børn, der køber farvede balloner af en gadesælger, som et symbol på den ultimative uskyld. Her bliver filmsproget lige lovlig didaktisk i en ellers visuelt overlegen film.

Tilbage på landstedet ved den irske østkyst lover Rebecca sin mand Marcus (Nikolaj Coster-Waldau) og sine to børn, at hun kvitter sin risikable profession, der tærer på familiens tålmodighed og sammenhold. Den ældste datter Steph har sammensat en hel scrapbog med breve og postkort, hvor moren undskylder endnu en fødselsdag eller jul, hun ikke er en del af.

Imidlertid befinder Rebecca sig mindst lige så godt i konfliktzonernes adrenalinsus, som hun gør i familiens skød. Filmens tematiske omdrejningspunkt er derfor Rebeccas splittelse mellem karrierevalg og familieliv.

Det er befriende, at Poppe vender kønsrollerne på hovedet og lader kvinden være den fraværende karriestræber, mens manden er den jordnære opdrager, der fanger krabber med den yngste datters skoleklasse.

Rebecca prøver pligtskyldigt at leve sig ind i rollen som husmor. Hun forsøger at genopbygge båndet til Steph under et besøg i en flygtningelejr i Kenya. Men en rebelsk milits kickstarter en blodig massakre og i stedet for at flygte med datteren, griber Rebecca sin linse og knipser om kap med de projektiler, der flyver over hovedet på hende.

Filmens fotograf John Christian Rosenlund sidestiller på eminent vis den rå og blygrå irske kyst med ørkenlandskaberne i Afghanistan og Kenya og understreger, at Rebeccas indre kamp udspiller sig på flere slagmarker.

Midtvejs kvæles tempoet i en række sekvenser, hvor skænderi og forsoning slavisk afløser hinanden. Det punkterer den dramaturgiske kurve i en film, der ellers er både spændende og velspillet.

Juliette Binoche spiller rollen som Rebecca med troværdig indlevelse. Vi både foragter hende for den mangel på omsorg, hun underlægger børnene, og beundrer hende for den passion, hun manifesterer gennem de kontroversielle motiver.

For som hun siger til sin ældste datter, da hun konfronteres med et billede, hvor en congolesisk børnesoldat har fået skåret både ører og læber af: ”Verden er mere interesseret i et billede af Paris Hilton uden trusser end en krig, der har kostet over fem millioner ofre.”

Som et ekko af Rebeccas motiver besidder A Thousand Times Good Night en rå og upoleret skønhed og sætter fokus på en række brændpunkter, der ikke får meget taletid i det daglige nyhedsflow.

Nikolaj Coster-Waldau kaster dansk stjernestøv over en rolle som udkørt familiefar, der befinder sig milevidt fra det mytologiske Game of Thrones-univers, som han for tiden boltrer sig i under stor mediebevågenhed. Og rollen klæder ham godt bortset fra små skønhedsfejl i den engelske diktion.

A Thousand Times Good Night er kun tredje film fra det nystartede danske artfilm-distributionsselskab Filmbazar, der også skaffede det Oscar-nominerede belgiske drama, The Broken Circle Breakdown, til landet. Men forhåbentlig ikke den sidste.