The Third Day

”Alt her er enten salt eller jord. Hav eller land. Det er bare ting, vi tror på – traditioner,” forklarer den unge pige Epona, da Sam kører hende hjem, efter hun har forsøgt at begå selvmord.

Han var ude i skoven for at mindes sin afdøde søn, da han tilfældigvis blev vidne til Eponas selvmordsforsøg.

Hendes hjem er øsamfundet Osea – et sted, der er som hentet ud af gyserfilmen The Wicker Man og den svenske Midsommar.

De lokale tager religion meget alvorligt, og deres alternative version af kristendom-tilbedelse har tydeligvis rødder i gammel, keltisk hedenskab. Beboerne løber rundt med bizarre masker, der enten ligner dyr eller noget fra onde drømme.

Og som om det ikke er nok, er den eneste vej til og fra øen en landevej, der for det meste er oversvømmet.

Alle elementer er der således til en god gang uhygge i HBO’s miniserie The Third Day. Den er skabt af teaterdirektøren Felix Barrett og Dennis Kelly, der ud over at skrive teaterstykker også står bag en af de bedste britiske tv-serier i nyere tid: konspirations-thrilleren Utopia, hvis amerikanske remake får premiere på den 25. september.

Fans af serien vil nikke genkendende til æstetikken i de første tre afsnit af The Third Day. Mark Munden, som også instruerede de tre første afsnit af Utopia, står også bag den første halvdel af denne serie.

The Third Day er således delt op i to halvdele.

Del et, hvor Sam (Jude Law) har hovedrollen, går under fællesbetegnelsen ”Summer”. Tonen i anden del, ”Winter”, er ikke alene markant anderledes, men hovedkarakteren er nu Helen (Naomie Harris), som tager på ferie på øen sammen med sine to børn – ni måneder efter begivenhederne i forrige del.

Hvor Sams historie er et overflødighedshorn af stærke farver, med grøn og gul som dominerende, og øen står i fuldt flor som et hedonistisk paradis, er det i Helens historie gråt og trist. Vinteren er i den grad ankommet. Præcis hvordan Helens fortælling passer ind i universet, er ikke muligt at forklare uden at røbe vigtige ting i plottet.

Jude Law gør en god figur som den sorgramte mand, der falder for den løssluppenhed, han møder på Osea – personificeret hos den spændende amerikaner Jess (Katherine Waterston). Han glemmer for en stund de problemer, han har på fastlandet, og den familie, han også har.

Men så snart mørket kommer, plages Sam af de ondeste drømme, hvor blod, flammer og andre brutale syner truer med at skubbe hans forstand ud over kanten.

Værre bliver det, da han til sidst bliver i tvivl om, hvad der er virkeligt og fantasi. Tiltroen til de andre mennesker på øen ryger ud med tidevandet, og paranoia er det eneste, han har tilbage.

”Du vil ikke kunne forstå, hvad de her folk er i stand til,” siger Epona ildevarslende til Sam.

Blandt de excentriske personer finder man ægteparret Martin, en spektakulær duo, hvor Emily Watson giver den som konstant bandende kromutter, og Paddy Considine er hendes modsætning – en tøffelhelt, der finder på underfundige ord, så han slipper for at bande.

Sam og Helens historier kan umiddelbart virke lidt hårdt opdelt, men serien serverer en mulig genistreg.

Den 3. oktober stabler Felix Barrett nemlig en live-teaterforestilling på benene, ”Autumn”, hvor man følger Sam og de andre. Det hele bliver filmet i én ubrudt kameraoptagelse. Det er ambitiøst og kan vise sig at være genialt, men det kan også ende som et prætentiøst stunt, hvis eneste formål er at skabe opmærksomhed.

Hvis slutningen sidder i skabet, er det her en af årets bedste serier.