The Waterfront

I 1967 producerede hæderkronede britiske BBC sin sidste tv-serie i sort-hvid over den engelske Nobelpristager John Galsworthys halvglemte og hengemte romancyklus, Forsyte Sagaen fra 1920’erne.

Serien blev en bragende international succes. Så stor, at knap 40 år senere genindspillede man sagaen i farver og med andre skuespillere.

Serieformatet er velegnet til at skildre familier i trængsel, en slægt på deroute eller en klan i krise. Mest dem, der har penge i røven, for velhavende på vej ned er altid mere underholdende. Og det er allerbedst, hvis familien er på vej ind i håbløs og udvejsløs kriminalitet.

The Waterfront er netop sådan en serie om er dynasti, som har kendt bedre dage. Buckley-familien sidder på det meste i et fiskerleje i North Carolina på USA’s østkyst. De lander fisk og ejer stedets mondæne restaurant.

Det er et personligt kongerige, hvor der selvfølgelig er slanger i paradis og ugler i mosen. Familiens ældste søn Cane har begivet sig ud ad en kriminel løbebane ved at smugle narko i sine fiskerbåde. Han er uvidende om, at det er ikke første gang, at lovløshed har været en del af garnene i kutterne. Hans farfar døde brutalt i kløerne på et narkokartel, og drabet præger søsteren Bree så meget, at hun er blevet alkoholiker og narkoman.

Patriarken Harlan er familiefaren, der har dårligt hjerte og en ubændig tørst efter whisky. Han boller ved siden og lader hustruen Belle stå for regnskab og husholdning. Men hun har sine egne planer om at sælge ud af familiens jorde for at redde dynastiet fra bankerot. Alt imens bøse bødler ankommer med trusler for, at narkohandlen skal fortsætte.

Og så er der også lige en ukendt søn fra en flirt i fortiden.

Der er rigtigt meget at se til og gyse over i familien Buckleys kamp for at overleve som fiskekonger i flækken. Både glubske hajer og havets brandmænd kan på bestialsk vis bruges, når de sleske sager skal ordnes mellem mænd og kvinder af ære og megen vold. Skuddueller i solskin og fordækte affærer, som udløser hærværk og anden skærmydsel.

Handlingen pendler således effektivt mellem scener fra diverse ægteskaber til brutalitet uden grænser. Fra en skruetrækker i gane og tunge til at blive skudt til rød støvregn af et maskingevær.

Serien er konstant underholdende med alle sine kulørte klichéer, som står i kø for at komme til. Utroskab på begge sider af sengekanten, søskende som slås om magten, ungdomskæresten som ankommer ubelejligt, byens korrupte og hadske sherif samt den urbane narkoskurk, der bag sit civiliserede ydre er farlig som en brilleslange i brunst.

Serien er fermt håndværk med hensyn til både at være en hyldest til familiesammenhold og en spektakulær intrige, hvor de onde og de gode fatalt fletter fingre for at sælge heroin og anden narko.

Kultskuespilleren Holt Mccallany er med sit stovte granitansigt, sine sinistre reptiløjne og et smil, der ligner en bevæbnet skyttegrav, alle de sorte penge værd. Han er papa Harlan, der ordner paragrafferne til lands og til havs. Jake Weary er hans vage og vege søn Cane, som har rodet sig ud i noget, han ikke har styr på. Maria Bello er Harlans blonde kone, klog og smuk, men lige så kold som en kummefryser.

Melissa Benoist er Bree, den sårede datter, der slikker sine sår som umulig mor, og sådan set er seriens mest sympatiske person. Men bedst er Topher Grace som narkohandleren Grady, den velklædte sadist, hvis servile manerer dækker over en kalkulerende afstumpethed.

Hændelser ved vand på amerikansk er underholdende som et ugeblad, en rutsjebanetur og krimiføljeton. Alt tyder på en fortsættelse, og man tager gerne en tur mere i karussellen.