The Veil

En afslappet champagnedreng storroser en blond kvinde over et glas bobler. Hun smiler smørret og lader sig overdynge af pæne ord, inden hun afbryder ham.

”Tak, du er sød. Men du vil næppe synes om mig, når Interpol kommer.”

Hans smil stivner, og kvinden afslører et lusket dobbeltspil. Med skjult kamera og mikrofoner har hun optaget alle de kriminelle gerninger, han har involveret hende i.

Kommer man fra den sensationelle TV 2-dokumentar, Den sorte svane, er agent-thrilleren The Veil et oplagt valg til at stille krimi-tørsten. Her spiller Elisabeth Moss en navnløs karakter, der har dedikeret sit liv til undercover-missioner for MI6 efter at have mistet sin diplomatfar i et terrorangreb.

Havde The Veil intension om at fremstille agentfaget i et flatterende lys, ville Moss, der har dæknavnet Imogen, nok være taget til Syrien for at opsnappe information om et muligt terrorangreb, som er under opsejling.

Men hun tager lidt tilfældigt til en flygtningelejr for at undersøge en kvinde, som muligvis er tidligere IS-kriger. Først senere går det op for Imogen, at hele affæren nok har tråde til den store terroraktion.

I et urealistisk, egenrådigt forsøg på at få mere information om angrebet og mystiske Adilah (Yumna Marwan) tilbyder Imogen at køre IS-krigeren til Paris. På den måde kan Adilah genforenes med sin datter og gå under jorden. Undervejs vil agenten satse på, at den taknemmelige mor taler over sig om angrebet.

”Hvordan i alverden gik du fra at være model i Paris til at være i et telt i en flygtningelejr og blive beskyldt for at være en ekstremistisk IS-kriger?” spørger agenten indiskret efter et par kilometer i bilen.

Det får vi aldrig svar på, da Adilah sjovt nok lugter lunten om, at Imogen forsøger at få information ud af hende.

Man tænker, at der må være mere i gære. At man nok har overset noget lækkert åbenlyst a la den overraskende Netflix-serie The Bodyguard om en IS-kriger med skjult identitet. 

Men nej, The Veil er præcis, som den ser ud og blot et pinligt portræt af et fejlslået agentarbejde i Homeland-skala.

Mens Imogen forsøger at afgøre, om Adilah måske alligevel ikke er fra IS, er internationale efterretningstjenester i gang med en nedsmeltning.

MI6, Interpol og FBI sidder alle nervøst i Frankrig og venter pænt på de to kvinder, mens CIA er med på en skrattende forbindelse fra Langley. Her kunne man have gjort det lettere ved at køre Imogen og Adilah i møde, ligesom man kunne have gjort seerne en tjeneste ved ikke udelukkende at caste mørkhårede mænd i 40’erne.

For når alle efterretningstjenester er lige inkompetente, er det vanskeligt at finde rundt i, hvem der arbejder for USA, Rusland, Syrien, Tyrkiet, Frankrig, Storbritannien, IS eller noget ottende.

Testosteron-forsamlingen i Paris laver absolut ingenting, fordi de har svært ved at samarbejde. Ved første møde ender en amerikansk og fransk agent i håndgemæng i Charles de Gaulle lufthavn og må adskilles af security.

Imens råber de dybt fortrolig information til hinanden. Mest ekstremt bliver det, da de på åben, brostensbelagt fransk gade højlydt blærer sig med, hvilket land der har mest hemmelig information om IS.

Optrinet ligner en parodi på mislykket diplomati og dårligt agentarbejde. Havde man tilføjet letbenet cirkusmusik i stedet for seriens seriøse drone-cello, var den gået rent ind. Men serien er slet ikke bevidst om, hvor ringe dens agenter er.

Der virker, som om instruktørerne Damon Thomas (Killing Eve, Penny Dreadful) og Daina Reid (Shining Girls, The Handmaid’s Tale) har været for dovne til at give hovedrolleindehaveren kritik.

Elisabeth Moss fremstår som den mest skyldige, luskede undercover-agent, der ulvesmiler sig gennem samtlige scener – bare så publikum fatter, at hun lyver og fører dobbeltspil. 

Med overgearet ironi, en mærkelig stirren og et smil, der aldrig når øjnene, suger Moss klaustrofobisk energien ud af alle scener. Ikke ligefrem, hvad man ønsker sig af en stor stjerne, der burde løfte sine mindre kendte medspillere.