The Running Man

”Are you not entertained?”

Ben Richards er en ballademager. Han siger fra, når arbejdspladsen bringer hans kolleger i fare. Derfor er han nu blacklistet og kan ikke længere få et normalt job. For at få råd til medicin til sit syge barn indvilliger han i – mod betaling – at være jaget vildt i et tv-realityshow, som endnu ingen deltager har overlevet. 

Det er handlingen i Stephen Kings roman The Running Man, skrevet under pseudonymet Richard Bachman i 1982. Den foregår i 2025. Så det giver mening, at der er kommet en filmatisering netop nu svarende til, at der i år 1984 kom en filmatisering af George Orwells roman 1984. 

Både 1984 og The Running Man er dystopisk science fiction med tv-mediet i centrum. Hos Orwell som overvågning (”Big Brother is watching”), hos King som politisk farvet kritik af reality-tv. Idéen er ikke original, men har optaget filmskabere de sidste 60 år. 

De filmiske muligheder er oplagte, når der klippes mellem lag af virkelighed, og der er en kraftfuld metakvalitet i på lærredet at kritisere publikums skadefro begejstring for det, de netop har sat sig til rette for at se. 

Det er samme sarkastiske pointe, som når Russell Crowes Maximus midt under en etisk forkastelig gladiatorkamp henvender sig til publikum og hånligt triumferer: ”Are you not entertained?”

The Running Man hviler på to bærende elementer: Orwells 1984 og Richard Connells novelle The Most Dangerous Game fra 1924, om en ritualiseret menneskejagt. Herudaf vokser blandt andet danske Ib Melchiors novelle The Racer (1956), hvor deltagerne i et bilvæddeløb får point for antal påkørte fodgængere. Bedst af dens tre filmatiseringer er Death Race 2000 med Sylvester Stallone. 

Satirisk brug af reality-tv tilføjes første gang i Robert Sheckleys novelle The Prize of Peril (1958), som har fået tre officielle filmatiseringer. 

Hovedværker blandt film, der kombinerer dystopi, menneskejagt og reality-tv, er Nigel Kneales tv-film The Year of the Sex Olympics (1968), nyligt afdøde Peter Watkins’ kontroversielle Punishment Park (1971), arthouse-perlen La mort en direct (1980) med Romy Schneider og Harvey Keitel, den japanske gigantsucces Battle Royale (2000) og senest The Hunger Games-filmatiseringerne. 

Stephen Kings roman blev første gang filmatiseret i 1987. En lettere fladpandet, men intenst underholdende actionfilm med Arnold Schwarzenegger i centrum, Maria Conchita Alonso som etisk pendul samt skarp deadpan-humor fra Sven-Ole Thorsen. Især husker man de vilde bobslædescener, når fjender af den fascistiske regeringsmagt rutsjes af vejen via en påtvungen tjans som ofre i plottets titulære reality-show. 

Uheldigvis bygger filmen meget løst på Kings roman og låner i stedet idéer fra føromtalte Robert Sheckley. En fransk domstol fastslog, at filmen slet og ret er et plagiat. 

Så der er ekstra god grund til, at bogen nu er genfilmatiseret. 

Det primære mål for den britiske instruktør Edgar Wright (Shaun of the Dead) har angiveligt været at fremstille hovedpersonen som et helt almindeligt menneske. Men det er lykkedes dårligt, for i hovedrollen er Glen Powell tværtimod en konventionel Hollywood he-man, der kravler rundt på husfacader og overlever kæmpeeksplosioner.

Var rollen eksempelvis gået til Martin Herlihy, der spiller en af de andre løbende syndebukke, havde man i højere grad kunnet spejle sig selv i rollen. 

Edgar Wrights genfilmatisering nyder godt af overbevisende scenografi og velbesatte biroller. Men den mangler satirisk bid og er en alt for lang actionfilm, som stort set er blottet for selvstændig inspiration. 

Filmen leverer varen, men heller ikke mere. Så næste gang, jeg har lyst til at genopleve The Running Man, bliver det i selskab med Arnold, Maria og Sven-Ole.