The Quiet Girl

Cáit er en forsagt pige, der forsvinder i larmen fra sine mange søskende i en fattig landbofamilie i 1980’ernes Irland.

Da hendes mor igen bliver gravid, er der hverken menneskeligt eller økonomisk overskud til alle børn. Forældrene beslutter at sende Cáit i sommerpleje hos morens kusine Eibhlín og dennes mand Seán.

Fra starten inviterer The Quiet Girl tilskueren til at identificere sig med niårige Cáit, da langt de fleste billeder enten er halvnære af hendes ansigt eller set fra pigens perspektiv.

Særligt vellykket er det i kørescenerne, hvor man kan følge med i de voksnes bevægelser, lavmælte snak og subtile udvekslinger. Trods tilstræbt diskretion opfanges meningen nemt af det observante barn på bagsædet.

Sammen med Cáit, der er mest vant til at blive generet eller overset, sidder man og gruer for, hvilke slags mennesker de uengagerede forældre har sendt hende ud til.

Den rolige og elegante Eibhlín er imidlertid indbegrebet af den slags omsorgsfulde rummelighed, som kan få en forsømt pige til at vokse. Eibhlín insisterer på, at der ingen hemmeligheder er på gården, hvorfor man sammen med Cáit hurtigt giver sig til at spekulere over, om det nu også kan passe.

Det er vanskeligere at komme ind på Seán, der foretrækker at udtrykke sig i enstavelsesord og holder sig til at socialisere med køerne.

Cáit bevæger sig dog langsomt fra at frygte den stille mand til at finde ud af, hvordan hun med arbejdsomhed og pålidelighed finder en fortrolig faderfigur i den midaldrende bonde.

Forholdet mellem Cáit og Seán kunne også have været foldet ud hos Frelle Petersen, hvis tålmodige og nuancerede portrætter af livet på landet har gjort ham til en bemærkelsesværdig instruktør i dansk film.

The Quiet Girl er badet i varmt lys og fuld af stemningsfuld, men lidt rigelig underlægningsmusik.

Scener fra det dagligdags liv på gården er fotograferet, så man næsten selv kan mærke brøndens iskolde vand, den endeløse kartoffelskrælning eller fornemmelsen af at løbe i skyggen under store træer. Lydsiden er sprød og bidrager med en fin realisme, der fuldender indtrykket.

Filmen blev temmelig sensationelt Oscar-nomineret, hvilket heldigvis har givet den smalle historie større udbredelse.

Det irske sprog er langt fra almindeligt i danske biografer og har en vidunderligt anderledes kvalitet.

Der er ingen nyskabelser i historien og dens budskab om, at det stille vand er dybest, når det kommer til brønden i baghaven eller mennesket ved siden af én. Ikke desto mindre er fortællingen fyldt med personer, der føles befriende ægte.

Mange vil nok kunne genkende en ven eller slægtning, selv om man aldrig har været i nærheden af en irsk mælkebonde.

The Quiet Girl lader os opleve de voksnes smerte, hemmeligheder og intriger fra en niårigs perspektiv. Det er en følsom og omhyggelig film, hvor man mærker omtanken i alt fra det tekniske over scenografi og kostumer til de få, men velvalgte replikker.