The Instigators

Kupfilmen er i en klasse for sig med sine egne regler. Ofte drejer det sig om det sidste perfekte røveri, som alligevel går grueligt galt.

Milepæle i genren er John Hustons Asfaltjunglen og Quentin Tarantinos Håndlangerne, som med næsten 50 års mellemrum udfolder forbrydelsens elementer, der brutalt forårsager døden for de implicerede.

Men kupfilm kan også være komedier, som vor egen Olsen-banden er et klassisk vidnesbyrd om. Her er forbryderne klumpedumper, men farceudgaven overholder ikke desto mindre genrens regler for planlægning, fagsprog, logistik og navnlig timing.

The Instigators er netop sådan en film, der kender genren, dens metier og metode, og samtidig meget gerne vil vise os, at den frem for alt er et lystspil. Den er sågar spækket med solide og stærke skuespillere i alle roller med rappe replikker og knaldkåde kommentarer.

Intet skulle kunne gå galt, men alligevel fænger filmen kun nu og da.

En gruppe småforbrydere i Boston planlægger det obligatorisk perfekte kup, i og med at en borgmester på valgaftenen modtager bestikkelsespenge i sækkevis.

Disse illegale moneter er lige til at plukke for forbryderne, der betragter røveriet som en promenade i parken. Hvilket det selvfølgelig ikke bliver, snarere tværtimod. For stik mod alle beregninger bliver borgmesteren ikke valgt, og bestikkelsespengene udebliver.

Matt Damon er kejtet dummepeter, den almindelige sædvanemand, der bare skal score penge nok til at bevare skindet på næsen og retten til at se sin skilsmissesøn. Han er enfoldig som en åben ladeport, men alligevel holder vi med ham, da kuppet går grassat.

The Instigators er tænkt som et kådt lystspil i stil med 1930’ernes screwball-komik. Opsætningen er klart skabt som en kabale, hvor alt er både kvikt og koket. Det er nogenlunde spændende og med en morale om, at mennesker er mere værd end moneter.

Desværre er filmen ofte charmeforladt uden fokus og ganske formløs med hensyn til sin komiske stil. Den vil gerne være et raffineret lystspil om mænd, som tosser rundt med hinanden, og samtidig en krimifilm om et kup med karakter af alvor.

Oven i det hele er der drysset lidt satire over amerikansk politiks opfattelse af, hvad der er sandt og falsk. Donald Trumps spøgelse svæver igennem filmen i skikkelse af Ron Perlmans grotesk korrupte borgmester.

Et sted fornemmer man et ønske om at være mere end blot underholdning, men det politiske fokus drukner i indfald uden sammenhængskraft.

Hong Chau er filmens eneste kvinde uden nogen chance for romance. Casey Affleck er Matt Damons sidekick, der undervejs bliver såret, uden at det betyder alverden. Men samspillet mellem Damon og Affleck slår aldrig gnister.

Altid seværdige Alfred Molina kører på rutinen som gusten kujon, og i et glimt ses Toby Jones. De bliver begge spildt i et plot, som kun hænger sammen på et skrøbeligt stillads. Tyndt som et florlet spindelvæv med besynderlige huller, sat op på idéer, som mere hører hjemme i en halvtimes sitcom end i en seriøs film.

The Instigators kunne have været en skæg film, spændende på den sofistikerede måde og forfinet som et engelsk lystspil. Men den er mere elefant end elegant.