The Hostage Takers

Ser du månen, Daniel er drejet over Puk Damsgaards bog om fotografen Daniel Ryes 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien.

Spillefilmen fik et utal af priser samt international bevågenhed på grund af Ryes venskab med den amerikanske journalist James Foley, som hensynsløst blev halshugget på video, der blev vist for den ganske verden.

Puk Damsgaard og Søren Klovborg har nu lavet den ualmindeligt interessante dokumentarfilm The Hostage Takers, der også handler om de bestialske gidseltagninger med middelalderlig halshugning og nådesløs fanatisme.

Ud fra den britiske journalist Sean Langans lange interviews med to islamistiske krigere og gidseltagere, begge dømt til flere gange livstidsfængsel, får vi historien om Daniel Ryes halvanden år i helvede sammen med journalistiske medgidsler fra hele verden.

De er alle underlagt samme fatale vilkår – døden – hvis ikke løsepengene kommer kontant til tiden med lige aftalte penge. Endnu engang får vi historien om uskyldige små mennesker, Daniel Ryes far og mor hjemme i Ribe, som på et splitsekund bliver involveret i storpolitikkens asymmetriske krig mellem store og små stater.

The Hostage Takers er en klassisk dokumentarfilm uden iscenesatte tableauer med statister i rollerne som virkelighedens helte og skurke. Vi får derimod eksempler på islamiske propagandafilm om de hellige krigere og deres intolerante menneskesyn.

Det er en særdeles medrivende film, fordi den berettes af stærke historiefortællere.

Gidselforhandleren Jens Serup tager os ned ad forhandlingens snoede og smertefulde veje – fra truende e-mails til Ryes mor til Serup, der står mutters alene på en mørk vej med millioner af euro som løsepenge.

Daniel Rye fortæller nøgternt om sit fangenskab. Han bryder først i tårer, da vi når frem til James Foleys barbariske henrettelse. For slet ikke at tale om alle de andre, som blev beordret henrettet af islamiske bagmænd.

Central er Sean Langans samtaler med de to islamiske krigere Alexanda Kotey og El Shafee Elsheikh. I begyndelsen taler de sammen på den engelske, høviske og høflige måde. De to fangevogtere taler nemlig tydeligt britisk engelsk, hvorfor de blandt deres fanger blev omtalt som The Beatles eller blot The Brits, muslimer med rødder i Storbritannien og omegn.

Begge gidseltagere minder én om filmreportagerne fra Nürnberg-processerne lige efter Anden Verdenskrig, hvor nazi-spidser hævdede, at de bare fulgte ordre eller intet vidste.

Værst er fangevogteren Alexanda, der er af græsk-ghanesisk herkomst. Han skulle lige banke Rye med politistav, før han blev sluppet fri. Alexanda undviger konsekvent sine forbrydelser eller undskylder sig med, at de skyldes Vestens grusomheder over for muslimer i Mellemøsten.

Men hvorfor skulle det gå ud over en harmløs damefrisør i Ribe, Ryes mor, som modtog gidseltagernes grusomme mails om penge og fotos af en nedskydning? spørger Sean Langan.

Han blev selv holdt gidsel i Afghanistan. Og fortæller, at Taleban i det mindste overholdt noget, der ligner Geneve-konventionerne med mere tolerance end tortur.

Men Alexanda udviste en ondartet, halvpsykopatisk sadisme, som slet ikke kan være i overensstemmelse med Koranens budskab og menneskesyn. Han og hans medsammensvornes vold er ubegribelig og ikke undskyldelig ud fra noget perspektiv.

Filmens sidste kapitel er inciterende.

Sean Langan smider venlighedens maske over for Alexanda og går til biddet om hans forbrydelser. Men Alexanda synes støbt i asbest. Han går tilbage til fængslet med meget få ridser på sin fanatisme og ingen på samvittigheden.

The Hostage Takers er en vigtig påmindelse om den grusomhed, mennesker er i stand til at begå.