The Great Lillian Hall

Den amerikanske teaterverdens ukronede dronning, Lillian Hall, skal spille hoverollen i den russiske dramatiker Anton Tjekhovs sidste skuespil fra 1904: Kirsebærhaven.

Men under prøverne begynder hun at misse replikker eller på anden måde falde ud af sin rolle. Er den navnkundige primadonna blevet for gammel og for glemsom?

Samtidig har hun knas med datteren, som åbenbart kun besøger hende for at slå mor for penge. Lillian savner forfærdeligt sin afdøde mand og yndlingsinstruktør, som hun nu og da ser som et rådgivende spøgelse.

Synet af den afdøde husbond kan snart forklares ud fra, at hun faktisk får konstateret demens, som muligvis kan holdes i skak, men også giver hallucinationer. Heldigvis har hun sin husholderske og hjerteveninde, Edith, der forsøger at holde sammen på Lillians mere og mere smuldrende liv og strabadser som skuespiller.

Men premieren nærmer sig med raske skridt. Kan Lillian lære sine sætninger udenad og gennemføre rollen som russisk adelsdame, der så nødigt vil af med sine kirsebærtræer?

The Great Lillian Hall tilhører den undergenre, som blev skabt i Hollywood og handler om en fordums diva på deroute ned ad karrierestigen.

Mange filmstjerner har fået flotte roller som en lettere afdanket skuespiller. Det mest kendte eksempel er nok Joseph L. Mankiewicz’ drama om rivalisering i teaterverdenen, Alt om Eva fra 1950. Egentlig skulle Claudette Colbert have spillet titelrollen, men den gik til Bette Davis, som dermed scorede lidt sensommer i stjernekarrieren.

Det samme sker med The Great Lillian Hall.

HBO, hvor filmen fik premiere sidste år, ville have Meryl Streep i hovedrollen, men på Streeps foranledning fik Jessica Lange den i stedet. Et fint mageskifte, for Jessica Lange er skabt til rollen som Lillian, der savner sin mand, ikke kan huske så godt mere og lever bedst i fortiden. Kvæstet og syg forsøger hun at tumle med Tjekhovs mesterstykke.

Desværre kommer filmens slagside her til syne. Tjekhovs tragikomedie om dekadent russisk landadel har en ambivalent ironi over for erindringens farlige nostalgi. Men rammen – Lillian Halls lidelseshistorie uden for teatret – bliver i stigende grad en pinligt sentimental affære fortalt med hast og rørstrømskhed i metermål.

Til og med kommer der toner af Ingmar Bergmans mesterværk Høstsonaten ind over historien. Om et mor-datter-forhold og om, at kunsten muligvis er større end livet. Men hvor svenskeren genialt har tungen lige i munden, flyder følelserne i Michael Cristofers film over i kvalm sødladenhed og tårer i kaskader. Især da en forsoning træder frem på selve scenen.

I det hele taget er der for mange dramatiske scener uden for teatret – steder, hvor den slags ikke blot fungerer bedre, men ofte også fremstår mere velskrevet og stramt iscenesat. Vi får således forudsigelige tableauer om fortidens dejligheder og dårligdomme.

New York er altid smuk i modlys og morgenstund, men instruktionen er lige så pittoresk og interessant som fjernsynets vejrudsigt. Manuskriptet er ikke skrevet som et teaterstykke, men det føles sådan.

Det er altid kompliceret at skrive et stykke ind i et andet som et spejl af hinanden. Især hvis det er en klassiker som Kirsebærhaven, og hvor udenomsteksten er for overgearet med sine emotionelle virkemidler.

Jessica Lange er i hovedrollen professionel nok til at neddæmpe filmens mest pinlige scener. Allerbedst er Kathy Bates som veninden Edith, der mingelerer Lillian igennem de værste trakasserier. Pierce Brosnan, som efterhånden har fået James Bond-smokingen af sig, er sympatisk som naboen, der både citerer poesi og ryger pot. Lily Rabe som den forsømte datter er rørende.

På den måde redder skuespillerne det meste fra det humorforladte forlis, som denne film om drama, diva og demens ellers var faretruende tæt på at blive.