The Flamenco Guitar of Yerai Cortés

Antón Álvarez – kendt som den spanske rapper C. Tangana – sidder på en café og kigger ind i kameraet, der langsomt nærmer sig ham. Han er vidne til en mytologisk begivenhed og vil dele den med publikum. Som en fremmed mand, der på en bar deler sin bedste anekdote.

I rytmisk tempo fortæller han historien om at blive overrumplet af en ung guitarvirtuos til en flamencokoncert i Madrid. Samme aften dansede Elon Musks Starlight-satellitter på himlen og understregede kosmisk mødet mellem de to musikere.

Rapperen besluttede – forklarer han – at lave en dokumentar om guitaristen og producere det tilhørende album, som begge har fået den meget deskriptive titel: The Flamenco Guitar of Yerai Cortés.

Allerede fra denne første scene fornemmer man, at dokumentaren finder sted på grænsen til myternes land.

31-årige Yerai Cortés er et stort navn inden for flamenco-traditionen, og om få uger spiller han på Roskilde Festival, hvor overtegnede så absolut vil jagte en god plads og opfordre andre til at gøre det samme.

Det bedste ved dokumentaren er, hvor fedt Antón Álvarez fanger Cortés’ musik i opstillede, musikvideoagtige sekvenser, som kombinerer traditionel flamenco-performance med smukke scenografier.

Kameraet springer rundt imellem den overskudsagtige guitar-gud, kor-kvinderne, der bræger sikkert i det øverste stemmeregister, og ledsagere, der klapper komplicerede rytmer med samme naturlighed som at trække vejret.

Filmen kunne have udfoldet flamencokulturens lukkede verden for outsiderpublikummet, men er i stedet tilfreds med at være indforstået. Den har nemlig et andet ærinde.

I sangen La Placa Argel, der handler om Yerai Cortés’ komplicerede forhold til faren, spiller slænget derudaf på gaden, mens sangeren La Tana vrænger smerten ud for ham, og en danser med iscenesat spontanitet stepper med på følelserne. Ved guitaristens side sidder faren og klapper med på sangen om hans egne misgerninger.

Det er interessant, at dokumentaren både vil mytologisere hovedpersonen som musiker og samtidig bore ned i hans familietraumer.

Især bruges meget tid på familiens allermest betændte hemmelighed. Den handler om Yerais afdøde moster og er gribende, men fortælles på en ofte frustrerende polyrytmisk og upædagogisk måde, hvor basale informationer tilbageholdes unødvendigt længe.

For eksempel hedder både mosteren og Yerais kæreste Tania, hvilket er ret forvirrende, når det først forklares halvvejs i filmen.

Til gengæld er dokumentaren opfindsomt filmet af fem legesyge fotografer, der konsekvent finder skæve vinkler og originale indramninger af de mange samtalescener. Det giver ekstra kulør til mødet med Yerais forældre, der i forvejen er farverige, givende bekendtskaber.

Faren Miguel er en del af gitano-folket – spanske romaer med særlig tilknytning til flamenco – og fortæller veloplagt historien om en ungdommelig bilflugt fra politiet, mens sønnen lægger spændingsmusik til.

Dog nægter han på dramatisk vis at tale med filmholdet om bruddet med Yerais mor, men sladrer alligevel løs, når han tror, at kameraet er slukket. Filmholdet fanger også en komisk samtale mellem far og søn, hvor Miguel foreslår at overtale instruktøren til at rappe lidt på en af Yerais flamencosange for at gøre den mere populær.

Moren Maria svinger sin vifte med samme ekvilibrisme og temperament, som sønnen spiller med på sit instrument. Hun bruger magiske dukker til at undgå nogensinde at se Miguel igen og truer med at kaste sten efter ham, hvis det alligevel skulle ske. Dog punkterer hun altid de vilde udsagn med et smil.

I filmens mest rørende øjeblik konfronterer Yerai moren med sin sang om familiehemmeligheden, som Maria har holdt på alt for længe. Den stærke kvinde krakelerer foran kameraet og lader til at frygte, hvordan publikum vil dømme hende.

”Sluk,” kræver hun, da følelserne kammer over.

Hovedpersonen indtager rollen som en slags frelsende engel mere end et menneske af kød og blod. Pointen med filmen er ikke at lære ham at kende som person, men at forstå den følelsesmæssige arv, der er drivkraften i hans musik.

Hvor bluesguitaristen Robert Johnson siges at have solgt sin sjæl til djævelen i bytte for evnerne, fremstår Yerai Cortés som velsignet af Gud med guitarspillet, der heler alle sår.

The Flamenco Guitar of Yerai Cortés er et forfriskende alternativt familieportræt, akkompagneret af potent flamencomusik, der kun bliver bedre af at kende historierne bag.