The Fall of the House of Usher

Edgar Allan Poe sagde om sine gyserfortællinger, at hans slotte ikke lå i Tyskland, men i menneskesjælen. Hans litterære landskab skulle læses som psykologisk indre angst og bæven, ikke gotiske kulisser som hos hans samtidsforfatterkolleger.

Poes berømteste sjæleslot er i mesternovellen om familien Roderick og Madeline Usher, hvor huset i Huset Ushers fald både står for det uhyggelige og forfaldne familiepalæ og slægtens skjulte enigmatiske forbandelse, som fører til forfald og undergang.

Fortællingens gådefulde stemning af hallucination, virkelighed og suggestion blev siden til en kliché hos Poes mange efterkommere.

Historien om Usher er som skabt til at blive filmatiseret, men problemet er bare, at novellen ikke er særlig lang og mest består af antydninger og anelser. Mange adaptioner har derfor udvidet amerikanerens raritetskabinet for at skabe en gysende helaftensfilm over den lille sorte perle.

Det gælder i den grad for gyser- og kultinstruktøren Mike Flanagan. Han har ganske originalt udvidet den korte tekst i Netflix-serien The Fall of the House of Usher. Flanagan har før frit behandlet andre gyserforfattere såsom Henry James (The Haunting of Bly Manor) og Shirley Jackson (The Haunting of Hill House).

Frækt og frejdigt opdaterer han Poes kammerspil og tilføjer personer, tematik og sågar dyr fra andre af Poes berømte værker. Føljetonen er blevet til en slægtsserie a la Succession, men med spøgelser. Usher-familien er omkalfatret til samme slags arvinger som dem i den overvurderede serie på HBO om milliardfamilien Roy.

Søskendeparret Roderick og Madeline er blevet til en grådig og grusom forgrenet storfamilie, der i stedet for at sælge flamboyante medier som Roy og co. kynisk producerer farlig medicin, der gør brugere til narkomaner hele vejen til døden.

Serien lægger ud med, at statsadvokaten har fået skovlen under det ellers så urørlige dynasti med en skjult stikker. Samtidig dør Usher-familiens ungdom på gyselige måder.

Rammen er statsadvokaten C. Auguste Dupins serielange samtale med Roderick i slægtens forfaldne hus, hvor lig falder ud af skabe.

Under denne konversation, hvor Auguste og Roderick pendler i tid og sted, får de to plottet nogenlunde til at gå op som sælsomme og sandsynlige sammenhænge. Et omstændeligt pulsespil, fragmenteret lagt med brikker både fra Poes øvrige fortællinger, såsom Mordene i Rue Morgue og Guldbillen og så de mest elskede klichéer fra gyserfilm: Døre knirker, regn falder foruroligende, og graven åbner sig.

Således er der guf for såvel svorne Poe-fans, der kender forfatterskabet til mindste skelet, som ungdommelige aficionados af b-gyserfilmens vulgære, men herligt splattede ekspressionisme.

Serien er delikat designet med lækre billeder og sans for aura og atmosfære. Og det hele bliver akkompagneret af en underlægningsmusik, der blander Chopin og Kiss.

Bruce Greenwood er kuldslået den modne kyniker Roderick, hans skøre søster Madeline gestaltes sinistert af Mary McDonnell. Og for kulten omkring Star Wars er der et kært gensyn med Mark Hamill (Luke Skywalker) som slesk familiesagfører. Carla Guginos skal også fremhæves som ildevarslende og hævnende genfærd.

The Fall of the House of Usher nydes bedst som en studentikos, postmoderne parodi på Poe og nutidens familiesagaer med samspilsramte og slugvorne slægtninge.

Det er trods lovligt mange timer (otte afsnit af én time) elegant, morsom og begavet underholdning.

Men hvis du under afviklingen af serien på din tv-skærm pludselig hører en spøgelsesagtig banken på yderdøren, kan det godt være Edgar Allan Poe, som er roteret op af sin grav.