Biografanmeldelse
12. apr. 2023
The Eternal Daughter

Tilda Swinton spiller instruktørens alter ego Julie, der sammen med sin ligefremme mor (også Swinton) besøger et rustikt hotel, hvor mørke korridorer og knirkende vinduer skaber en trykket atmosfære.

Foto | A24

The Eternal Daughter

Den personlige filmskaber Joanna Hogg skildrer med uhygge, humor og Tilda Swinton i dobbeltrolle de komplicerede forhold, døtre kan have med deres forældre.

Af Wendy Ide

De tråde, der forbinder The Eternal Daughter med engelske Joanna Hoggs forrige film, The Souvenir og The Souvenir: Part II, er ikke nær så tætte som de, der bandt hendes overrumplende, autofiktive ungdomsfortælling sammen. 

Men forbindelserne er der ikke desto mindre. 

Selv om The Eternal Daughter står solidt på egne ben som en art spøgelseshistorie, er den også endnu et glimt i spejlet af den søgende, kunstneriske sjæl, vi ser formes og modnes i hendes to forrige film. 

Tilda Swinton overtager rollen som Julie Harte, instruktørens alter ego, der i The Souvenir blev spillet af Honor Swinton Byrne – Tildas datter. Sammen med sin herligt ligefremme mor Rosalind (også Tilda Swinton) besøger Julie et rustikt hotel langt ude på landet. 

Den faldefærdige bygning tilhørte engang deres familie, og Rosalind tilbragte meget af sin barndom der. 

Mor og datter lader til at være de eneste gæster i den huleagtige samling gamle brædder. De mørke, labyrintiske korridorer og klaprende, knirkende vinduer holder Julie vågen om natten. 

Og de minder, stedet fremkalder i moren, er ikke nær så overstrømmende nostalgiske, som Julie havde håbet på. Hun havde håbet på en åbenbaring, der kunne løse op for det manuskript, hun uden held forsøger at skrive om deres forhold. 

Men filmen gør os smerteligt bevidst om, at Julie famler – nogle gange bogstaveligt – rundt i tidens tåger. 

Med en grundtone af længselsfuld melankoli og generøs brug af tøris-tåge føles The Eternal Daughter som en helt anden slags film end det psykologisk præcise patchwork-portræt af livet, vi fik med The Souvenir

Hvor sorgen efter Julies kærestes død i The Souvenir: Part II er meningsløs og altoverskyggende, tager minderne kødelig form i The Eternal Daughter

Den naturlige skildring af filmens overnaturlige hvad-nu-hvis-scenarie minder om Celine Sciammas portræt af en datter, der møder sin mor i Petite maman. Og den måde, filmmediet inddrages til at kaste nyt lys på et gammelt forhold, leder tankerne hen på Charlotte Wells’ Aftersun

Men hvad der stærkest forbinder Joanna Hoggs tre værker er den empatiske, fintmærkende måde, filmene skildrer de komplicerede forhold, døtre kan have med deres forældre. 

The Eternal Daughter bruger flittigt genregreb til at skabe en trykket atmosfære. Musikken bliver ved at vende tilbage til et jagende fløjtemotiv, der sætter sig i kroppen som tiltagende uro. Følelsen understøttes af billedkompositioner, hvor man nærmest mærker væggene komme nærmere, mens tågen lægger sig som en dyne over hotellet og den mørke skov. 

Lyddesignet er også effektivt. Den mørke rumlen og hylende vind minder om utallige tragedier, som har fundet sted inden for hotellets vægge gennem århundrederne. 

The Eternal Daughter gør brug af et genkendeligt filmsprog, der vil virke bekendt for fans af 70’ernes engelske folk-horror, men Joanna Hogg beviser endnu engang, at hun ikke er nogen forudsigelig filmskaber. 

Hun modarbejder optakten til spøgelseshistorie og psykologisk gys med velgørende glimt af humor. Mest tydeligt i form af en herligt uforskammede receptionist (Carly Sophia-Davies), der er lige akkurat så øretæveindbydende, som det er muligt at være, når man er på arbejde. 

Endelig er The Eternal Daughter en overordentligt personlig historie. På samme meta-vis som The Souvenir: Part II handler den om at bearbejde livet gennem kunsten, at bruge kreativiteten som et værn mod tilværelsens smerte og skuffelser. 

Da tågen endelig letter, føler man sig faktisk lettere om hjertet. 

Der er en behagelig fornemmelse af, at ringen sluttes i en scene, hvor Julie endelig finder vej ind i det manuskript, hun filmen igennem har skubbet foran sig som en kampesten. Nemlig ved at skrive den første scene af den film, vi lige har set.

Titel:
The Eternal Daughter

Land:
England, USA

År:
2022

Instruktør:
Joanna Hogg

Manuskript:
Joanna Hogg

Medvirkende:
Tilda Swinton, August Joshi, Carly Sophia-Davies

Spilletid:
96 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
13. april

Relevante artikler

Biografanmeldelse
24. jan. 2023
Aftersun

Aftersun

Biografanmeldelse
18. jan. 2022
Petite maman

Petite maman

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
05. jan. 2024
The Holdovers

The Holdovers

Biografanmeldelse
29. nov. 2023
Maestro

Maestro

Biografanmeldelse
26. okt. 2023
Reality

Reality

Biografanmeldelse
09. maj 2023
Tori og Lokita

Tori og Lokita

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten