The Crow

Rupert Sanders’ reboot af den gotiske heltefilm The Crow er allerede et kæmpeflop i udlandet, som er blevet slagtet af anmelderne og nok også bliver det herhjemme.

Og der er skam rigelig grund til at hade årets mærkeligste superheltefilm. Men også en grund til at holde af den.

Den oprindelige film fra 1994, baseret på en tegneserie fra 1989, har opnået kultstatus for sin unikke æstetik, men nok så meget, fordi hovedrolleindehaveren Brandon Lee blev dræbt i en tragisk skudulykke under optagelserne.

Siden blev der lavet tre mindre kendte film om den plagede helt Eric Draven, der i hævnens tjeneste bliver vækket til live fra de døde. I 2008 begyndte udviklingen af en ny film.

Seksten år senere er det endelig lykkes at udgive en film med Bill Skarsgaard i hovedrollen.

Den oprindelige films tætte dunkelmørke er erstattet med en mere almindelig, smukkeserende visuel stil, og det kan mærkes, at mange fedtede fingre har berørt manuskriptet i årenes løb.

Det begynder med Eric, der som barn har en ikke nærmere defineret, traumatisk oplevelse med en hest. Derfor bliver han som voksen til en stortatoveret narkoman og tvangsindlagt på afvænningsklinik.

Han forelsker sig i sin medindsatte Shelly, spillet tilstrækkeligt mystisk og dragende af sangeren FKA Twigs.

Shelly og Eric finder sammen om tatoveringer og et depressivt verdensbillede. Dog er hun lidt mere positiv end ham. Hendes motto er ”græd nu, grin senere”, mens hans er ”græd nu, græd senere”, som han får tatoveret på underarmen.

Snart flygter de fra klinikken og lever lykkeligt til deres dages ende, som finder sted kort efter!

Shelly kommer fra et skidt miljø, hvor en mand render rundt og holder sig udødelig ved at tvinge folk til at begå selvmord, så deres sjæle havner i helvede i stedet for hans egen sjæl.

Han er ikke tilfreds med, at Shelly er flygtet fra ham, så inden længe får han både Shelly og Eric slået ihjel. Men Eric vågner altså op igen.

Magiske krager står for at transportere menneskers sjæle ud af den jordiske verden, men nogle gange sker der noget så trist, at de forheksede fjerkræ må blande sig.

Så Eric er nu blevet gjort udødelig, indtil han har hævnet sin egen og Shellys død.

Han er den ultimative emo-helt: en lidende mand, der får kræfter af sin egen tristesse og tragiske kærlighed. Det resulterer i et blodigt, vemodigt hævntogt, og selvfølgelig ifører Bill Skarsgaard sig litervis af sort eyeliner og næsten lige så meget klovnemakeup, som han gjorde til rollen som Pennywise i Stephen King-filmatiseringen It.

Der er noget umiddelbart frastødende ved, hvor seriøst The Crow tager sig selv.

Man finder ingen nævneværdig humor i filmen, der heller ikke er særligt uhyggelig. Til gengæld dvæler den ved sin egen elendighed som en teenager, der finder trøst i Nick Caves musik efter en særligt pinlig gymnasiefest.

Lange elskovsscener, nøgne, tatoverede overkroppe, sorte læderjakker, smøger og kærlighed, der overvinder døden.

Det er unægteligt en tung pille at sluge, men hvis man i modsætning til filmen skal tage ja-hatten på, er det også en forfriskende anderledes superheltefilm. Ikke mindst i en tid, hvor Marvel-universet producerer en strid strøm af ligegyldige, selvironiske metafilm.

Med de briller bliver den kiksede The Crow en kærkommen modgift til tidens uoprigtighed.

Handlingen er mildest talt klodset, men den kompromisløse goth-æstetik er konsekvent udført og bliver aldrig kedelig at se på.

Selv efter sin transformation til superhævner holder Bill Skarsgaard fast i en spinkel, knækkende stemme, så voldsorgiet ikke får lov til at blæse al melankoli væk.

Heller ikke i den triumferende pompøse scene, hvor Eric og hans sværd sørgmodigt slagter et hold sikkerhedsvagter i et operahus, mens der synges for fuld udblæsning.

The Crow føles som en superheltefilm fra en anden tid, tydeligt inspireret af Stephen Norringstons langt bedre vampyrjægerfilm Blade, som også er fyldt med sort læder, lidelse og sværddrab. Og i det mindste har den modet til at fejle og være alt for meget.