The Apprentice

Man har efterhånden set og hørt så meget om ekspræsident Donald Trump, at intet efterhånden kan chokere. Det skulle da lige være at opleve ham som et nogenlunde ordentligt menneske.

Det er netop her, at dansk-iranske Ali Abbasis The Apprentice begynder.

Donald har overtaget ledelsen af sin fars ejendomsselskab og har store ambitioner, blandt andet renoveringen af et forfaldent hotel ved Grand Central Terminal og opførelsen af skyskraberen Trump Tower på 5th Avenue i konkurstruede New York, som Trump vil genrejse.

Det giver et gib i én at se den ellers storskrydende Trump i 1973 som en høflig og lidt usikker, 27-årig playboy i skikkelse af Sebastian Stan.

Usikkerheden klæder ham. Man sænker sit bullshitpanser og fatter faktisk real sympati for ham. Men det varer ikke ved, for filmen handler om, hvordan unge Donald blev den Trump, verden i de seneste små ti år har lært at kende.

Han er meget ambitiøs. Han hverken drikker, ryger eller tager stoffer, fordi der ikke er noget, som skal dæmpe hans energi. Og hans vej ud af farens skygge og til toppen af business-verdenen går via eksklusive restauranter og barer, hvor han knytter vigtige kontakter.

Her møder han den stærkt kontroversielle advokat og politiske fixer Roy Cohn (Jeremy Strong), der spillede en afgørende rolle under McCarthys heksejagt på kommunister i 1950’erne, stolt fik Rosenberg-ægteparret henrettet for påstået Sovjet-spionage og også arbejdede for præsident Nixon.

Roy Cohn, der er homoseksuel, falder for smukke Donald. Og han hjælper Donald ud af hans første alvorlige juridiske sag – ejendomsselskabet er anklaget for at diskriminere farvede mennesker – ved at afpresse en magtfuld tjenestemand, som Rohn har belastende billeder af under en seksuel akt med en anden mand.

”Er det ikke ulovlig?” spørger Donald naivt.

Cohn fremviser stolt sit aflytningsrum med hundredvis af bånd med kompromitterende optagelser, som han kalder en ”forsikring”. Det er jo godt at have i baghånden, hvis man skulle få brug for det.

Donald indgår en pagt med Cohn, der mod evig troskab bliver en slags mentor og faderfigur for Trump. Og som noget af det første fortæller Cohn Trump sine tre læresætninger: 1) Angrib, angrib, angrib; 2) indrøm intet, benægt alt; 3) erklær sejr og erkend aldrig nederlag.

Det er jo nærmest essensen af Trumps politiske strategi, som også blev afdækket i Christoffer Guldbrandsens dokumentar om Trump-rådgiveren Roger Stone i A Storm Foretold.

Donald Trump er i gang med at indtage en finansverden, der i Abbasis strukturelle kritik består af simple slogans, rå magtudøvelse og afstumpede holdninger. Ingen af delene er dog fremmed for Donald.

Den dominerende uempatiske far lærte ham, at enten er du ”a killer” eller ”a loser”. Ved middagsbordet afviser faren indigneret beskyldninger om, at han er racist: ”Nej, jeg har en sort chauffør.” Og han kalder sin ældste søn Fred, der ”kun” er blevet pilot, for ”en buschauffør med vinger”.

Donalds eneste last er kvinder, og da han støder ind i modellen Ivana Zelníčková (Maria Bakalova), træder hans jagtinstinkt i kraft. Han accepterer ikke, at hun allerede har en kæreste, og til sidst får han sin vilje.

Abbasi tillader sin hovedperson et rørende skrøbeligt øjeblik, da han erklærer Ivana sin ubetingede kærlighed. Men heller ikke romantikken varer ved.

Donald mister efterhånden sin seksuelle interesse i Ivana og omtaler hende over for andre i grufulde, hånlige vendinger. Da han skånselsløst siger det ligeud til Ivana, og hun svarer, at han heller ikke selv er for attraktiv, kaster Donald sig over hende og voldtager hende brutalt.

Den voldsomme scene er allerede genstand for kontroverser, fordi det er uvist, om den har fundet sted i virkeligheden. Ivana trak nemlig sin anklage tilbage efter skilsmissen. Filmen udstiller også Trumps forbrug af amfetamin og forfængelighed med fedtsugning og operation for pletskaldethed.

Historien er skrevet af Gabriel Sherman, der som politisk journalist har fulgt Donald Trump og interviewet ham flere gange. Han har også interviewet personer, der har kendt Trump siden barndommen, og Roy Cohns kolleger.

Er filmen sandheden om Trumps forvandling fra en charmerende, blød fyr til en megaloman narcissist, der svigter sine nærmeste, inklusive sin alkoholiserede bror og aids-syge Cohn?

Det er svært at sige, men scenerne peger i hvert fald klart frem mod nutidens hensynsløse, politiske monster, der lyver så stærkt, som en hest kan rende, og ikke går af vejen for at ophidse masserne til et statskup for at kunne bevare magten.

Det er samtidig filmens svaghed, at man så tydeligt mærker hensigten med dramaet, der kun momentvis lever i sin egen ret. Derfor står The Apprentice heller ikke kunstnerisk lige så stærkt som Abbasis to foregående, grænsebrydende film: Grænse og Holy Spider.

Men det filmiske håndværk er der ikke en finger at sætte på. Sebastian Stan, der vandt Berlinalens skuespilpris i år, rammer Trump på kornet fra stemmen over ansigtsudtrykket til gestikken, mens Jeremy Strong er frygtindgydende aggressiv som Roy Cohn.

Fotograf Kasper Tuxens flade billeder i det kasseformede Academy-format og montager med arkivoptagelser genskaber overbevisende stemningen og æstetikken fra de uskyldige 70’ere og de vulgære yuppie-80’ere sammen med scenograf Aleksandra Marinkovich og kostumier Laura Montgomery. 

Handlingen er effektivt og raskt fortalt, og musikken er velvalgt – fra New Orders energiske synth-popklassiker Blue Monday til Baccaras dekadent-stønnende discohit Yes Sir, I Can Boogie.

Undervejs møder Trump kunstneren Andy Warhol, der siger, at ”making money is art”. Så er jeg en kunstner, svarer Trump glad. Mon ikke, Warhol ville vende sig i sin grav, hvis han så, hvad det har ført til?