Biografanmeldelse
14. aug. 2021
Ternet Ninja 2
Aske og den ternede ninja slår sig igen sammen og tager på jagt efter den ondsindede legetøjsfabrikant Phillip Eberfrø under den thailandske sol. Foto | A. Film

Ternet Ninja 2

Anders Matthesen og co. gør det igen! Her er for en gangs skyld en filmserie, man håber fortsætter i lang tid.

Af Nicki Bruun

Lynet slår ikke ned samme sted to gange, lyder et gammelt og vistnok langt fra sandfærdigt mundheld.

I filmbranchen har man alle dage vidst, at det er god forretning at vende tilbage til en succes. Det er gennem tiden blevet til ikke så få efterfølgere, som på ingen måde har levet op til originalens opfindsomhed.

Derfor kunne man have sine bange anelser om, at det selv for multitalentet Anders Matthesen og hans knalddygtige animationshold ville være umuligt at genskabe magien fra den aldeles vidunderlige Ternet Ninja.

Heldigvis bliver skepsissen hurtigt gjort til skamme i den ligeledes forrygende veloplagte fortsættelse.

Efter begivenhederne i den første film, hvor teenageren Aske sammen med titlens ninjadukke – der kvier sig ved at blive kaldt en dukke – tager hævn over en ondsindet legetøjsfabrikant og redder dagen, er det nu blevet hverdag og sommerferie.

Aske forsøger at holde konditionen ved lige med fysisk træning, men hans tanker kredser om, at hans udkårne Jessica ikke svarer på en lind strøm af opkald og beskeder. På sociale medier kan han se, at hun har kastet interessen på en ældre bad boy, så det stræber Aske naturligvis efter at være.

Den unge mand får dog andet at tænke på, da ninjaen pludselig dumper ned i hans liv igen. Legetøjsfabrikanten Phillip Eberfrø har nemlig skaffet beviserne mod sig af vejen og er blevet lukket ud af det thailandske fangenskab.

Handlekraftige Aske får grejet det sådan, at familieferien går til Thailand, og så begynder han ellers at følge efter Eberfrø med målet om at få ham tilbage bag tremmer. Undervejs i eventyret krydser Aske klinger med den machismo-inducerede ninja og sin storspisende bror Sune, hvis nye forhold fører til mange sjove situationer.

Det mest imponerende i en film, der fungerer på stort set samtlige planer, er, at den rammer klokkerent i et følsomt spændingsfelt mellem grovkornet humor og hjertevarme budskaber.

Der er jokes om pædofili og homoseksualitet, mens den ternede ninja erklærer, at han ikke bryder sig om sin nye uniform, fordi han ”ikke skal være en kælling”.

”Klamme hestepikkespiser,” siger han på et tidspunkt til en af filmens skurke, der ikke er bleg for at true børn med en pistol lige op i masken.

Det er hård kost – filmen har da også fået en censur, hvor den ligesom etteren er tilladt for børn over elleve år – men samtidig byder den på en stærk og børnevenlig morale om at være sig selv.

Det er jo ret banalt, men når indpakningen er så underholdende, vil både unge og ældre lade sig rive med.

Anders Matthesen har i en karriere fuld af succeser – fra albummet Hva’ snakker du om? over julekalenderen Jul på Vesterbro til animationsfilmen Terkel i knibe og en perlerække af standup-shows – bevist, at han er i særklasse Danmarks sjoveste mand.

Men nok så imponerende favner han samtidig gribende alvor. Matthesen gav prøver på sit skuespiltalent som Simon Spies i et teaterstykke fra 2004, og de seneste år har han taget stadig mere seriøse roller i film som De frivillige og Marco Effekten.

Men det er som humoristisk opsynsmand med fingeren på tidens puls, at manuskriptforfatteren Anders Matthesen virkelig brillerer. Han har igen skabt morsomme sange til den nye film og lægger stemme til alle figurer bortset fra Aske og Jessica, som Louis Næss-Schmidt og Emma Sehested Høeg står for.

Animationen, som Matthesens medinstruktør Thorbjørn Christoffersen er tovholder på, holder samme stil som forgængeren. Men familiens tur til Thailand giver filmholdet mulighed for at folde sig ud med en lang række tempofyldte scener. Den thailandske trafik bliver indfanget i al sin hektiske herlighed, og en tur til red light district med nattens kvinder og mænd får det til at gibbe i lattermusklerne.

Ikke mindst, da Aske under en mission på stripklubben Lucky Fucky løber ind i ingen ringere end Onkel Stewart. Han er med sine knap så #MeToo-venlige oneliners en skikkelse, der deler vandene, men man skal være mere end almindeligt krænkelsesparat for ikke at se ham som en kærligt latterlig figur, der sidder uhjælpeligt fast i fortiden.

Selv de mest optimistiske tør næppe tro på, at Anders Matthesen gentager den astronomiske succes, som Ternet Ninja blev. Filmen solgte næsten en million billetter i danske biografer og er det største hit i nyere tid.

Men selv hvis det ikke kommer til at gå lige så godt i anden omgang, er Ternet Ninja 2 billetprisen værd for hele familien. Her er for en gangs skyld en filmserie, som man håber fortsætter lang tid endnu.

Titel:
Ternet Ninja 2

Land:
Danmark

År:
2021

Instruktør:
Anders Matthesen, Thorbjørn Christoffersen

Manuskript:
Anders Matthesen

Medvirkende:
Anders Matthesen, Louis Næss-Schmidt, Emma Sehested Høeg

Spilletid:
86 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
19. august

Relevante artikler

Nyhed
05. mar. 2019
Ternet Ninja slår vild rekord

Ternet Ninja slår vild rekord

Nyhed
02. jan. 2019
Anders Matthesen sætter åbningsrekord

Anders Matthesen sætter åbningsrekord

Biografanmeldelse
19. dec. 2018
Ternet Ninja

Ternet Ninja

Fra samme skribent

Streaminganmeldelse
09. nov. 2025
Den sidste stilhed

Den sidste stilhed

Biografanmeldelse
11. sep. 2025
Bob Trevino Likes It

Bob Trevino Likes It

Serieanmeldelse
12. juni 2025
Stick

Stick

Biografanmeldelse
26. maj 2025
Sønnike

Sønnike

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten