Tel Aviv on Fire

Tel Aviv on Fire er en palæstinensisk komedie.

Og nu tænker du måske, at palæstinensiske komedier må være en niche på linje med mongolsk sci-fi eller fijianske westerns. Men genren har en rig tradition bag sig.

Elia Suleiman (It Must Be Heaven) står som et fyrtårn, der har udforsket de to mest almindelige reaktioner på palæstinensernes usikre hverdag: latter og fortvivlelse.

Skuespilleren Peter Ustinov er berømt for at have sagt: ”Komedie er blot en morsom måde at være seriøs på.”

Det er sandt, men en komedie som Tel Aviv on Fire kan også være en skalpel, hvor dramaer er en kølle. Humor er nogle gange et præcisionsredskab, der kan dissekere en kompleks situation og åbne den op, så andre kan grine – og tale – med.

For de hundredtusindvis af mennesker, der må passere gennem den israelske ”sikkerhedsmur” for at gå på arbejde, er hverdagen en dans med bureaukrater. Kafka og Mel Brooks er blot to sider af samme mønt.

Og instruktør Sameh Zoabi og hans medforfatter Dan Kleinman har fundet på en skæg, ironisk og vedkommende historie, der låner fra begge forbilleder.

Takket være sin producer-onkel lykkes det dagdriveren Salam at score et job som assistent på en populær sæbeopera, der optages i Ramallah og hedder ”Tel Aviv on Fire”. Den foregår i tiden før Seksdageskrigen i 1967. Den handler om en glamourøs, palæstinensisk spion, der – i jødisk forklædning – charmer sig ind på en israelsk general.

Salam er en mand i et limbo mellem ungdom og voksenliv. Han har for nylig mistet sit hjertes udkårne, lægepraktikanten Mariam, fordi han ikke ville forpligte sig. Han har et søgende sind.

Den daglige pendlertur mellem Ramallah og Jerusalem er en metafor for hans splittede følelsesliv – og selvfølgelig også for det tomrum, Palæstina befinder sig i som nation og stat.

Det er en mindre genistreg, at filmens skarpeste og mest underholdende scener finder sted, hvor de to verdener mødes, nemlig på den kontrolpost, Salam hver dag er nødt til at passere.

Her møder han kommandøren Assi, hvis kone er stor fan af sæbeoperaen. Salam har for nylig talt sig til også at skrive dialog til serien, men har ingen anelse om, hvad han skal skrive. Og så er det jo heldigt, at Assi har en manusforfatter gemt i maven.

Manuskriptet til Tel Aviv on Fire er eminent. Filmen handler om fortællekunst i alle afskygninger, ikke mindst i form af de fordomme om hinanden, der bringer både israelere og palæstinenseres pis i kog.

Handlingen udspiller sig på to forskellige planer: sæbeoperaen og den virkelige hverdag på settet og uden for studiet.

Det sidste får stadig større indflydelse på førstnævnte, når Salam bakser med at forene Assis pro-israelske omskrivninger med de modsatrettede krav, som hans onkel og seriens palæstinensiske investorer stiller.

Den besværlige dagligdag i krydsfeltet mellem Israel og Palæstina er gennemført troværdigt. Filmen er god for veltimede og mindeværdige spydigheder over både Oslo-aftalen og israelske jøders fetichistiske dyrkelse af arabiske falafel-bikse.

Tel Aviv on Fire er et portræt af en taber, der får styr på sit liv og finder kærligheden.

Kais Nashef er skønt seværdig som den uheldige Salam. Rollen føles som et komisk modstykke til den selvmordsbombemand, han brød igennem med i Paradise Now fra 2005. Og Yaniv Biton, der spiller Assi, forfatterspiren ved kontrolposten, har et uforligneligt stenansigt.

Der findes en nougatblød kerne i Tel Aviv on Fire, hvor en kærlighedshistorie filer lidt af den satiriske brod.

Men det er stadig en intelligent, varm ot politisk engageret komedie, som er drevet af en vemodig længsel efter enighed mellem de to sider i konfliktens storpolitiske dødvande.

Kunne de se bort fra deres forskelle, ville de få øje på langt flere ligheder.